Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgiver selvmordet.

Reklamer

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Frans Bak, komponist og musiker, arbejder sammen med krisepsykolog Ane Christensen om dagligestuediskussioner med erfaringsdeling for efterladte ved selvmord. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludseligt helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”

Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op, når han laver musik til film og tv-serier i badet eller bilen. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.

Hjemme satte hans sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd: ”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.” Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.

”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.

Brød 40 års tavshed

Fortsæt med at læse “Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte”

Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv

Sebastian Bune voksede op i et hjem med vold og utryghed i socialt udsatte boligkvarterer. Men i bøgerne mødte han andre virkeligheder, som åbnede hans vej til uddannelse og et bedre liv. I dag er han forfatter og kulturmedarbejder på Silkeborg Bibliotek.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Som barn fandt Sebastian Bune forbilleder og alternative handlemønstre, som hjalp ham i den barske hverdag i familien. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et femårigt barn sidder låst inde på et koldt og mørkt badeværelse. Kun en tynd stribe lys trænger ind gennem sprækken under døren. Han råber fortvivlet på sin mor, men hun er der ikke. Fra den anden side af døren lyder derimod hans stedfars truende stemme. Det er ham, der har låst døren udefra.

Den lille dreng, Jonathan, tisser i buskerne af skræk, men heldigvis kommer mor hjem, før mere sker, og redder ham ud til hygge og bager-trøfler ved køkkenbordet. Andre dage er han mindre heldig og bliver ikke reddet på målstregen, før stedfaren uden varsel går amok i despotisk vold.

Sådan begynder Sebastian Bunes anmelderroste roman ”Min Familie”. Bogen følger Jonathan gennem hans opvækst i socialt udsatte boligkvarterer i 1990’ernes Danmark med den amerikanske stedfar Leon, der er uforudsigelig og voldelig, og den viljesvage, religiøst forskruede mor Hanna, der altid har sine healende krystaller i lommen og sin Bibel inden for rækkevidde.

Selvbiografisk roman om vold i familien

Hovedpersonen Jonathan i ”Min Familie” ligner Sebastian Bune. Det lægger han ikke skjul på, og Jonathans opvækst og familie ligner også hans egen. Jonathan har dog kun én stedfar i løbet af bogen, mens Sebastian Bune selv havde adskillige. Familien nåede desuden at flytte 20 gange i løbet af hans barndom, og han gik i seks forskellige skoler.

Det er derfor lidt af et under, at han er blevet cand. mag. i engelsk og nordisk sprog, har fået et spændende job som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek, i en alder af 32 år både har en stabil familie med kone og to børn og er debuteret som forfatter.

Fortsæt med at læse “Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv”

Slægtsforskning forankrer dig i en historie større end din egen

Vi får en bedre forståelse af os selv og vores eksistens, når vi finder ud af, hvordan den hænger sammen med vores slægts historie. Det mener historiker og arkivar Asbjørn Romvig Thomsen, som selv fik grundlagt sin interesse for historiefaget gennem slægtsforskning.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Asbjørn Romvig Thomsen blev optaget af slægtsforskning som teenager. Som historiker arkivar bygger han videre på indsigten i gamle arkivalier, han grundlagde dengang. Foto: Ulla SkovsbølAf Ulla Skovsbøl

8.a fra Vestre skole i Viborg er på ekskursion. Historielæreren er syg, og vikaren har fået den ide at arrangere et besøg på Landsarkivet for Nørrejylland. Hun vil give eleverne et indtryk af, hvordan man kan hente viden om historien og om sin egen slægt ud af gamle kirkebøger og andre arkivalier. Arkivet ligger i gåafstand fra skolen, så udflugten er ganske kort målt i afstand, men for en af eleverne viser den sig at blive en meget lang rejse tilbage i tiden. En rejse, som efter 30 år ikke er slut endnu.

Skoleeleven Asbjørn Romvig Thomsen, blev så fascineret af det lille kik ind den store viden om enkeltpersoner i hans egen slægt, at han kom igen. Dagen efter gik han på arkivet sammen med sin mor og sin storesøster. Søsteren kunne dog ikke rigtigt se, hvori det spændende bestod, og hendes arkiv-besøg blev en engangsforestilling.

Til gengæld blev hans mor hurtigt lige så optændt af tanken om at kortlægge slægten som han selv, og i de følgende år finkæmmede de med store flid og ihærdighed alle optegnelser, der findes om deres bondeaner fra Salling og Vestjylland ned i mindste detalje så langt tilbage i tiden, kirkebøgerne og andre skriftlige kilder tillader. De blev slægtsforskere.

”Det startede som en almindelig lidt nørdet hobby på linje med at samle på frimærker eller fodboldkort. Som 14-årig blev jeg fascineret af det puslespilsagtige i at sidde og lede efter næste brik og ikke vide, om jeg kunne finde den. Det var spændende, ” forklarer Asbjørn Romvig Thomsen. Fortsæt med at læse “Slægtsforskning forankrer dig i en historie større end din egen”

Medmenneskelighed og empati er bedre mod demens end piller

Ældre med demens lider under omverdenens negative og angstprægede syn på dem og deres sygdom. Det mener tidligere sosu-assistent Christian Christensen, der vil bruge sit otium på at udbrede en anden tankegang.  

Læs også artikelen i Kristeligt Dagblad

christian christensen foto Ulla Skovsbøl
Christian Christensen droppede jobbet som planteforsker og blev færdig som soso-assistent som 57-årig. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Demens er de pårørendes sygdom. En sygdom værre end døden. Han er jo helt væk. Demens er sygdommen, hvor man langsomt svinder bort. Hun er som en levende død. Et menneske uden hukommelse er ikke længere et menneske længere…

Hver gang Christian Christensen hører den slags udsagn – og det gør han jævnligt i medierne og fra folk, han møder – får han et bistert udtryk i sit ellers så venlige ansigt.

”Når vi taler om mennesker med demens på den måde, er vi med til at stigmatisere dem og gøre livet endnu sværere for dem, end det er i forvejen. Det er svært at være pårørende, det skal jeg gerne medgive. Men indimellem får jeg lyst til at råbe til folk: Så løft dog blikket fra jer selv. Det er jo ikke jer og jeres tab, det handler om, men den, der faktisk har sygdommen,” siger han.

”Vi har brug for en ny omsorgskultur, hvor vi gør op med den ensidigt medicinske forståelse af demens, og i stedet finder medmenneskeligheden frem og begynder at se dem, der har sygdommen, som mennesker og ikke bare som diagnoser. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi har brug for et paradigmeskift – og den proces starter i sproget, ” siger han. Fortsæt med at læse “Medmenneskelighed og empati er bedre mod demens end piller”

Marianne droppede skolelederjob til fordel for grisene på Hestbjerg Økologi

En veludviklet intuition var Marianne Fløe Hestbjergs ledetråd, da hun sagde ja til sin mand, da hun opdagede en alvorlig kræftsygdom, og da hun droppede sit karrierejob som skoleleder for at opdrætte økologiske poppelgrise.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Marianne Fløe Hestbjerg gør sig klar til at forevige smågrise og deres mødre mellem poppeltræerne. Foto: Gustav Bech

Af Ulla Skovsbøl
Sommervinden suser i poppelhegnet og vender bladene, så den hvide bagside glinser sølvagtig i sollyset. I græsset under træerne sidder en spinkel lyshåret kvinde midt i 40´ene med et velvoksent kamera klar til skud. Hun kigger årvågent ind mellem stammerne efter motiver med hoppende smågrise og sindige søer under poplerne.

Det er ikke for ingenting, at de 30.000 svin, som Hestbjerg Økologi ved Holstebro hvert år producerer, bliver markedsført som poppelgrise: Alle 1.500 søer på gården får egen barselsfold med privat hytte, eget sølehul og en lille poppelbeplantning, hvor de kan rode rundt med deres afkom og mindes fjerne forfædres tid som skovsvin. Fortsæt med at læse “Marianne droppede skolelederjob til fordel for grisene på Hestbjerg Økologi”

Godt grundvand og lokalt fællesskab hører sammen i Halkær

I Halkær ved Nibe arbejder skov- og landskabsingeniør Lars Delfs fra Aalborg Kommune sammen med landsbyens lille vandværk om at få grundvandsbeskyttelse, skovrejsning og etablering af et nyt lokalt samlingssted til at gå op i en højere enhed.

Læs også om Halkær Landsbyfælled i Skov & Land, juni 2018

Folkenebag Halkær Vandværk er visionære, selv om deres vandværk er lille – kun 31 husstande. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Skovtræerne er små, den økologiske æbleplantage er ikke plantet endnu, køkkenhaverne først lige anlagt og det store orangeri og fælleshus midt i det hele er kun på tegnebrættet. Alligevel kan man sagtens se fremtidsvisionen for Halkær Landsbyfælled for sig, når vandværksformand Peter Søndergaard fortæller om, hvad der skal ske med otte hektar forhenværende majsmark på bakken i skoven bag den lille landsby ved Limfjorden.

”Da vandværksbestyrelsen begyndte at snakke om grundvandsbeskyttelse i vores indvindingsområde, tænkte vi bare i skovrejsning, som man gør mange andre steder. Men jo mere vi snakkede om det, jo flere ideer kom der på bordet om alt det, vi kunne bruge de otte hektar til.”

”Så var det tanken om en landsbyfælled med fælleshaver, abildgård og et fælles samlingssted opstod. Et sted, som kan være et aktiv for lokalsamfundet og samtidig beskytte vores drikkevand mod forurening,” fortæller Peter Søndergaard.

Fortsæt med at læse “Godt grundvand og lokalt fællesskab hører sammen i Halkær”

Janne brænder for bedre klimasikring

Janne Bache er en af de første unge, der har taget Skovskolens nye uddannelse som have-og parkingeniører. Hun vil bruge den til at gøre en indsats for bedre klimatilpasning og er startet med et job i rådgivningsvirksomheden NIRAS.

Læs også artiklen i Skov og Land

Janne Bache vil bruge sin uddannelse som have- og parkingeniør til at arbejde med klimatilspasning. Hendes faglige interesse er lokal afledning af regnvand, LAR. Foto: Ulla Skovbøl

Af Ulla Skovsbøl

Hellere blive brandmand som far end at sidde på kontor som mor. Sådan lød den korte version af Janne Baches barndomsdrøm om fremtidsjobbet. Hun ville have et praktisk arbejde og ikke sidde dagen lang ved et skrivebord.

Alligevel trives hun godt, når hun nu sidder ved sin computer med tegneprogrammerne hos det rådgivende ingeniørfirma NIRAS i Aarhus og omsætter sine registreringer fra virkelighedens grønne områder til detaljerede kort. Hun er nyuddannet have- og parkingeniør, og både uddannelsen og de jobs, den giver adgang til, passer hende godt. Hun har fået præcis det miks af teori og praksis, hun kan lide.

Janne Bache gik dog en lille omvej, før hun søgte ind på den fireårige bacheloruddannelse på Skovskolen i Nødebo: Hun er først udlært som planteskolegartner.

”Jeg var opsat på at få en praktisk uddannelse og overbevist om, at det var det rigtige for mig,” fortæller hun. ”Men jeg indså hurtigt, at jeg ikke skulle være gartner resten af mit liv. Arbejdet er fysisk hårdt og krævende, og jeg så på mine kolleger, at det også i længden er nedslidende. Derfor vidste jeg allerede, inden jeg var udlært, at jeg var nødt til at finde på noget andet.”

Hun kendte ikke noget til uddannelsen som have- og parkingeniør, men da hendes kæreste startede på Skovskolen for at læse til skov- og landskabsingeniør, inviterede han hende til et åbent hus-arrangement for den nye søsteruddannelse.

”Og jeg blev begejstret med det samme! Det var lige noget for mig, og min uddannelse som planteskolegartner var et godt udgangspunkt. Det passede perfekt,” konstaterer Janne Bache.

Fortsæt med at læse “Janne brænder for bedre klimasikring”