Ny bog: En af dem, der snakkes om, ikke med, tager ordet tager ordet

Maky Amir har sammen journalist Ulla Skovsbøl skrevet en bog om sit liv som afghansk flygtning i Danmark og sin svære kamp for at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

I 1993 flygtede Maky Amiri med sin familie fra borgerkrigen i Afghanistan. Hun forlod et liv, hun elskede, og et godt job som fysik- og kemilærer og viceskoleleder på en pigeskole i Kabul. Efter to år på flugt kom hun og hendes mand til Danmark, hvor de har levet siden.

I ”En flygtning på sporet af det danske liv,” tager forfatteren læserne med til sin barndoms og ungdoms Kabul. Men først og fremmest fortæller hun om sin lange og vedholdende kamp for at blive accepteret på det danske arbejdsmarked på lige fod med danskerne. Det har ikke været let, selv om hun både har taget en dansk pædagoguddannelse og senere uddannet sig til meritlærer i fysik, kemi og biologi.

Bogen beskriver de mange forhindringer og barrierer, Maky Amiri har oplevet som urimelige. Hendes bog lægger op til debat og henvender sig til alle med interesse for integration og udlændingepolitik.

“Ingen forlader sit hjemland for sjov”

Maky Amiri er en af dem, politikere og journalister taler om, men sjældent med: En muslimsk kvinde, som går med tørklæde, bor i en såkaldte ghetto – Bispehaven i Aarhus – og har været afhængig af overførselsindkomst.  Men i ”En flygtning på sporet af det danske liv” er det hende, der tager ordet:

”Ingen forlader sit hjemland for sjov. De fleste holder som jeg af deres egen kultur og elsker deres eget land og vil helst leve dér, præcis som de fleste danskere. Så lad være med at hakke på os hele tiden og stop al den snak om, at nydanskere nasser på samfundet, at alle er på kontanthjælp og den slags. Vi bidrager også til samfundet,” skriver hun i sit forord.

En flygtning på sporet af det danske liv er skrevet af Maky Amiri i samarbejde med journalist Ulla Skovsbøl. De har mødt hinanden i netværket Kvindemuseets Kulturmøder i Aarhus, der oprindeligt er stiftet af KVINFO. Analytiker i KVINFO Cheralyn Mealor har skrevet efterskrift.

Maky Amiri og Ulla Skovsbøl. En flygtning på sporet af det danske liv. Trykværket. 199 kr. 196 sider. Bogen udkom 22. september 2022.

Køb bogen hos Trykværket

Arrangement den 24. oktober 2022:
Maky og Ulla fortæller om bogen på DOKK1, Aarhus
Bestil billet (gratis – men billet er nødvendig)

Advertisement

Dansen var Pernille Overøs måde at forstå livet på

Danser og scenekunstner Pernille Overø døde tirsdag den 27. august 2019 efter længere tids sygdom. Hun blev bisat lørdag fra et kapel i Aarhus fyldt med blomster og sørgende venner.

Pernille Overø i sufidans. Foto: Jan Rüsz

Mange vil savne Pernille og hendes dans, og det livsbekræftende, inkluderende danserum, hun åbnede for andre på sine kurser, nytårskure, workshops og i forbindelse med sine forestillinger.

På dagen, hvor hun er blevet bisat, vil jeg – Ulla Skovsbøl – derfor dele det kapitel, Pernille skrev til antologien At danse livet, som jeg var redaktør på i 2015. Bogen blev udgivet på Vestjyllands Højskoles Forlag i anledningen af højskolelærer, præst, danser og fortæller Brita Haugens 75  års fødselsdag og højskolejubilæum.

Læs mere om At Danse Livet

Brita var en af Pernilles læremestre, men hun havde mange andre. En indisk dansemester på Odin Teateret sendte hende ud  på en livsrejse i dansens verden. Dans blev både hendes profession, en måde at forstå sig selv og verden på og en tilbagevendende tilstand af bøn.

I At Danse Livet skrev hun selv om det:

Indvielse til dans

Af Pernille Overø

Sufierne siger, at dansen er en måde at give slip på sjælen på, så den kan flyve opad og møde det guddommelige. Santeriadanserne på Cuba siger, at dansen er en måde at invitere deres gud ned til dem på. Aboriginerne i Australien danser for at nærme sig deres dyr og komme tættere på naturen.

Vores forfædre har danset kornet op af jorden og lavet pagter med dyr gennem dans, og shamanerne har rundt om i verden danset sig til visdom.  At danse er med andre ord en måde, hvorpå vi kan forbinde os med noget uden for os selv, så vi kan mærke det inden i os selv. Fortsæt med at læse “Dansen var Pernille Overøs måde at forstå livet på”

En myte at alderdom og ensomhed hænger sammen

Det er en misforståelse at sætte lighedstegn mellem alderdom og ensomhed. Det dokumenterer flere store befolkningsundersøgelser. De 65-79 årige er den samfundsgruppe, som plages mindst af ensomhed.  Ensomheden er værst for de unge og for de meget gamle.  

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Det er en myte, at alderdom og ensomhed nødvendigvis hænger sammen. De mindst ensomme i det danske samfund er de 65 til 79-årige. Foto: Colourbox

Af Ulla Skovsbøl

Det er ikke nemt at få en interview-aftale med Ellen Birk Skov. Selv om hun er pensionist, er hendes kalender hårdt pakket – ikke mindst her op til jul. Hun er 68 og bor i en hyggelig toplans ejerlejlighed i Aarhus-bydelen Åbyhøj med sin jævnaldrende mand, pastor emeritus Jens Birk.

De har to døtre og fem børnebørn, og Ellen Skov Birk har et vidt forgrenet netværk af venner og bekende både fra livet som folkeskolelærer og præstekone forskellige steder i landet, men også fra de mange nye sociale sammenhænge, hun har opdyrket, siden hun gik på efterløn for seks år siden.

”Nogle oplever ensomhed, når de forlader arbejdsmarkedet. For mig har arbejdspladsens fællesskab været godt at have, men jeg har også altid været involveret i mange andre ting ved siden af, og som pensionist har jeg bevidst har valgt at engagere mig i nye ting, der har givet mig nye berøringsflader,” forklarer hun.

65 til 79-årige mindst ensomme

Ellen Skov Birk lever et usædvanligt aktivt seniorlilv, men de fleste pensionister på hendes alder er engagerede i udadvendte aktiviteter eller i børn og børnebørn og føler sig sjældent ensomme. Foto: Ulla Skovsbøl

Fortsæt med at læse “En myte at alderdom og ensomhed hænger sammen”