Dansen var Pernille Overøs måde at forstå livet på

Danser og scenekunstner Pernille Overø døde tirsdag den 27. august 2019 efter længere tids sygdom. Hun blev bisat lørdag fra et kapel i Aarhus fyldt med blomster og sørgende venner.

Reklamer
Pernille Overø i sufidans. Foto: Jan Rüsz

Mange vil savne Pernille og hendes dans, og det livsbekræftende, inkluderende danserum, hun åbnede for andre på sine kurser, nytårskure, workshops og i forbindelse med sine forestillinger.

På dagen, hvor hun er blevet bisat, vil jeg – Ulla Skovsbøl – derfor dele det kapitel, Pernille skrev til antologien At danse livet, som jeg var redaktør på i 2015. Bogen blev udgivet på Vestjyllands Højskoles Forlag i anledningen af højskolelærer, præst, danser og fortæller Brita Haugens 75  års fødselsdag og højskolejubilæum.

Læs mere om At Danse Livet

Brita var en af Pernilles læremestre, men hun havde mange andre. En indisk dansemester på Odin Teateret sendte hende ud  på en livsrejse i dansens verden. Dans blev både hendes profession, en måde at forstå sig selv og verden på og en tilbagevendende tilstand af bøn.

I At Danse Livet skrev hun selv om det:

Indvielse til dans

Af Pernille Overø

Sufierne siger, at dansen er en måde at give slip på sjælen på, så den kan flyve opad og møde det guddommelige. Santeriadanserne på Cuba siger, at dansen er en måde at invitere deres gud ned til dem på. Aboriginerne i Australien danser for at nærme sig deres dyr og komme tættere på naturen.

Vores forfædre har danset kornet op af jorden og lavet pagter med dyr gennem dans, og shamanerne har rundt om i verden danset sig til visdom.  At danse er med andre ord en måde, hvorpå vi kan forbinde os med noget uden for os selv, så vi kan mærke det inden i os selv. Fortsæt med at læse “Dansen var Pernille Overøs måde at forstå livet på”

En myte at alderdom og ensomhed hænger sammen

Det er en misforståelse at sætte lighedstegn mellem alderdom og ensomhed. Det dokumenterer flere store befolkningsundersøgelser. De 65-79 årige er den samfundsgruppe, som plages mindst af ensomhed.  Ensomheden er værst for de unge og for de meget gamle.  

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Det er en myte, at alderdom og ensomhed nødvendigvis hænger sammen. De mindst ensomme i det danske samfund er de 65 til 79-årige. Foto: Colourbox

Af Ulla Skovsbøl

Det er ikke nemt at få en interview-aftale med Ellen Birk Skov. Selv om hun er pensionist, er hendes kalender hårdt pakket – ikke mindst her op til jul. Hun er 68 og bor i en hyggelig toplans ejerlejlighed i Aarhus-bydelen Åbyhøj med sin jævnaldrende mand, pastor emeritus Jens Birk.

De har to døtre og fem børnebørn, og Ellen Skov Birk har et vidt forgrenet netværk af venner og bekende både fra livet som folkeskolelærer og præstekone forskellige steder i landet, men også fra de mange nye sociale sammenhænge, hun har opdyrket, siden hun gik på efterløn for seks år siden.

”Nogle oplever ensomhed, når de forlader arbejdsmarkedet. For mig har arbejdspladsens fællesskab været godt at have, men jeg har også altid været involveret i mange andre ting ved siden af, og som pensionist har jeg bevidst har valgt at engagere mig i nye ting, der har givet mig nye berøringsflader,” forklarer hun.

65 til 79-årige mindst ensomme

Ellen Skov Birk lever et usædvanligt aktivt seniorlilv, men de fleste pensionister på hendes alder er engagerede i udadvendte aktiviteter eller i børn og børnebørn og føler sig sjældent ensomme. Foto: Ulla Skovsbøl

Fortsæt med at læse “En myte at alderdom og ensomhed hænger sammen”

Det er aldrig for sent at få et bedre forhold til de døde  

Der det vigtigt at arbejde med de nære relationer – også defter døden. Det mener teolog Liselotte Horneman Kragh og konfliktmægler Ulla Fink. De har fundet sammen om det, der optager dem begge mest: At gøre op med dødsforskrækkelsen i det moderne liv.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Liselotte Horneman Kragh (tv) og Ulla Fink (th) vil nedbryde tabuerne, der forhindrer os i at forholde os til døden. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Stille klassisk musik fylder krypten under Silkeborg kirke. Omkring 20 mennesker sidder tavse og lytter.  De er sammen med hinanden, men indeni er de hver især i selskab med deres døde.

En er kommet for at mindes sin afdøde hustru gennem et langt liv, en anden sidder og tænker på sin søster, som for nyligt døde af kræft, og en tredje på sin svoger, der har begået selvmord.

De tavse lyttende er deltagere i et ritual, som hedder ”Rum for Livsbånd.” Det er en månedligt tilbagevendende begivenhed, som åben for alle, der vil bruge tid og tanker på deres relation til de døde. Fortsæt med at læse “Det er aldrig for sent at få et bedre forhold til de døde  “

Kunstner inviterer til middag med de døde på hollandske kirkegårde

Moderne mennesker har brug for nye ritualer for at klare de svære overgange, død og tab og for at kaste lys over det tabubelagte og fortrængte, mener den hollandske kunstner Ida van der Lee. Hun skaber ritualer med sin kunst og har været i Danmark for at vise hvordan.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Kunsteren Ida van der Lees installation Dining with the Dead på udstillingen Beyond the Body på Kunstcenter Silkeborg Bad

Af Ulla Skovsbøl

Den hvide blondedug går helt ned til gulvet, og det dæmpede lys glimter i skrøbelige krystalglas. Den hollandske kunstner Ida van der Lee har dækket op til 24 personer, men ikke en eneste middagsgæst er at se. Der er heller ingen grund til at vente på, at de viser sig, for det overdådige bord er dækket til de døde. Det er et kunstværk med titlen ”Dining with the Dead.”

I øjeblikket kan bordet ses på udstillingen Beyond the Body på Kunstcenter Silkeborg Bad, men egentlig indgår det i et årligt tilbagevendende ritual, som Ida van der Lee gennem ti år har stået for på hollandske kirkegårde i samarbejde med kirkerne til allesjælesdag den 2. november.

”Vi har brug for ritualerne, fordi der ikke altid er et logisk svar og en rationel løsning på alting i livet. Gennem ritualet får vi mulighed for at se virkeligheden i et nyt perspektiv og se ting i øjnene, som ellers er skjult eller fortrængt, ” forklarer Ida van der Lee.

”Mange moderne mennesker har mistet kontakten til religionen, og selv om de har et forhold til kristendommen, fungerer de gamle religiøse ritualer ofte ikke rigtigt fordi ikke længere forstår dem. Der er brug for at forny ritualerne og for at skabe nye engang imellem,” siger hun. Fortsæt med at læse “Kunstner inviterer til middag med de døde på hollandske kirkegårde”

Thise-landmænd og ugandiske bønder praktiserer samme slags teamwork

Frivillighed, ligeværdighed, involvering og ejerskab var nøglen til succes både for Thises Mejeris staldskoler først i 2000-tallet og for Farmer Family Learning Groups i Uganda, mener dyrlæge og seniorforsker Mette Vaarst, som har været den drivende kraft bag udviklingen af begge dele.

Læs også historien i Økologisk Landbrug

Samarbejde i “Farmer family groups” har givet større og bedre udbytter for ugandiske småbønder.

Af Ulla Skovsbøl

Thise Mejeris leverandører havde først i 2000-tallet stor succes med at reducere forbruget af antibiotika. De oprettede staldskoler, hvor de var hinandens rådgivere, og i løbet af fire år fik de skåret 30 pct. af antibiotikaforbruget til deres køer.

Økologiske småbønder i Ugandas Rwenzori-provins har med en lignende samarbejdsform i såkaldte Farmer Family Learning Groups (FFLG) opnået markant højere udbytter, bedre afgrødekvalitet, større diversitet på bedrifterne og højere indtjening og fødevaresikkerhed.

Hemmeligheden bag begge dele er en særlig samarbejdsform, som er udviklet parallelt i Uganda og Danmark med dyrlæge og seniorforsker ved Aarhus Universitet i Foulum Mette Vaarst som primus motor. Hun var inspireret af de såkaldte Farmer Field Schools, som hun oplevede første gang i Uganda i 2003, men staldskole- og FFLG-modellen adskiller sig på vigtige punkter:

”Styrken ved den her metode er, at den bringer eksisterende viden i spil, og at gruppens medlemmer hjælper hinanden med at implementere den, men på den enkelte landmands præmisser,” siger hun. Fortsæt med at læse “Thise-landmænd og ugandiske bønder praktiserer samme slags teamwork”

Dissing & Disssing – to øko-globetrotter med dybe rødder i Nordjylland

Aage og Inge Lis Dissing har viet deres liv til økologien. De grundlagde et af de første økologiske landbrug i Danmark, var forstanderpar på Den Økologiske Jordbrugsskole og i en alder af 57 og 53 år droppede de deres gode, faste jobs for at arbejde med økologi i Afrika.

Læs også historien i Praktisk Økologi

Aage og Inge Lis Dissing har arbejdet hele livet for at fremme det økologiske landbrug både i Danmark og i Afrika. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Frugttræerne bugner med blommer og æbler. Tomaterne hænger i tætte klaser i det store drivhus og højbedene er høstet og gjort vinterklar. Den store have omkring Aage og Inge Lis Dissings hus i Tranum i Nordjylland er så frodig og velpasset, at man automatisk tænker, de må være den slags pensionister, som bruger alle vågne timer på hus og have. Men sådan er det ikke.

Det forhenværende forstanderpar for Den Økologiske Jordbrugsskole i Åbybro begrænser sig ikke til deres egen matrikel. I 20 år har de haft hele verden som virkefelt og arbejdet med at udbrede økologien blandt småbønder i Afrika, hos quinoa-avlere i Bolivia og fattige kvindegrupper i Nepal.

Økologi en mærkesag Fortsæt med at læse “Dissing & Disssing – to øko-globetrotter med dybe rødder i Nordjylland”

Økologi og samarbejde er en succesfuld cocktail i Uganda

Økologi og nye samarbejdsformer i ”Farmer Family Learning Groups” har givet tusindvis af ugandiske småbønder bedre indtjening og højere livskvalitet gennem ti års samarbejde med Økologisk Landsforening.   

Læs også artiklen i bladet Økologisk Landbrug

Kaffe er hovedafgrøden i Nyakabingo. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Kvinder i spraglede sharonger balancerer behændigt med store plastikbaljer fulde af økologiske kaffebønner. De bærer dem fra tørrehal til sorteringshal – balje efter balje. Fra de var små piger har de transporteret stort set alting på den måde, men ind til for nylig tømte de bare deres kaffebønnebaljer på store presenninger i græsset derhjemme, så bønnerne kunne ligge og tørre i solen.

Sådan er det ikke mere. Deres kooperativ Nyakabingo Farmers United i Ugandas vestligste provins Rwenzori har investeret i overdækkede haller af mursten, så kaffen kan tørre, selv om der kommer et uventet regnskyl. Kaffebønnerne plukker de stadig hjemme på deres egne buske, men tørring, forarbejdningen og afsætningen er blevet et fælles anliggende. Fortsæt med at læse “Økologi og samarbejde er en succesfuld cocktail i Uganda”