SF-rådmand tilbage i jobbet i kørestol efter ulykke

Den 2. juli 2012 kørte SF-rådmand Dorthe Laustsen, Aarhus, frontalt ind i en modkørende. Hun overlevede med nød og næppe. Nu har hun tilbage på arbejde – delvist lam og i kørestol.

Reklamer

Læs artiklen i Kristeligt Dagblad
DortheLaustsen2_500Rådmand Dorthe Laustsen, Aarhus blev delvist lammet og sider i kørestol efter frontalt bilsammenstød.  Nu genoptager den 67-årige politiker jobbet.  

Et frontalt bilsammenstød i juli 2012 ændrede SF-rådmand Dorthe Lautstens liv for altid. Hun overlevede emd nødt og næppe ulykken, men er nu lam fra brystet og ned og sidder i kørestol. Alligevel har har den 67-årige rådmand for Omsorg og Sundhed i Aarhus valgt at genoptage sit job på rådhuset i for at sidde sin valgperiode ud.

”Det med at løbe af pladsen bare fordi det er bøvlet, har nok aldrig ligget til mig,” siger rådmanden lakonisk.

Læs hele interiviewet fra  Kristeligt Dagblad her:   

Livet er så skrøbeligt – og alt for let at miste

Af Ulla Skovsbøl

Mandag den 2. juli 2012 lukkede rådmand Dorthe Lausten døren bag sig til sit hjem på Anker Jensens vej i Aarhus-forstaden Åbyhøj og forlod den gamle rødstensvilla, hvor hun havde boet med sin mand Anders Kold i 32 år. Der var deres to børn vokset op, og der havde deres tre børnebørn kravlet på gulvene og tumlet i haven.

Det var en fin feriedag med sol og vekslende skydække. Hun gik ned ad havegangen og lagde huset i den sommergrønne have bag sig. Hun anede ikke, at hun aldrig nogensinde skulle træde over tærsklen til sit hjem igen.

Den 67-årige SF-rådmand havde netop fået ferie fra Magistratens 4. afdeling, Sundhed og Omsorg. Hun elskede jobbet som politisk leder for ældreområdet, selv om hun oprindeligt var børnehavepædagog og hendes CV fortalt om 34 år som institutionsleder. Ugerne op til ferien havde været hektiske og to dage forinden var hendes 93-årige mor blevet begravet.

Nu skulle Dorthe og hendes mand holde ferie, men først måtte de tømme moderens plejebolig og hente et smukt gammelt arvestykke, et fint chatol, som havde været i familiens eje, siden det forlod møbelsnedkerens værksted i 1885. Det trængte til en kærlig hånd, og en antikvitetshandler i Hundslund syd for Aarhus havde sagt ja til at renovere det.

Med chatollet på traileren og Dorthe bag rattet kørte parret nogle timer senere sydpå. I dag kan hun ikke genkalde sig, hvordan det gik til, men på vejen til Hundslund kom hun et øjeblik over i venstre vejbane.

Træthed årsag til ulykken

”Jeg tror, jeg har været træt,” siger hun eftertænksomt. Hun sidder i sin kørestol i det store lyse rådmandskontor på fjerde sal i Aarhus Rådhus. ”Det skete på et øjeblik, og jeg husker kun braget og lyden af frontruden, der splintredes. Jeg tænkte åh nej. ”

Dorthe Laustsen var kollideret frontalt med en modkørende skraldebil, og hendes liv skulle aldrig mere blive, som det var. Hendes mand havde brækket armen, skraldevognschaufføren slap med mindre kvæstelser, men selv sad hun fastklemt i 40 minutter, hårdt medtaget, og ventede på at blive skåret fri. Til alt held stoppede de bagvedkørende op. I den første bil var en sygeplejerske, som straks tog sig af den fastklemte, holdt hendes hoved oppe og stillede en strøm af hverdagsagtige spørgsmål lige ind til ambulancen nåede frem.

”Hvis hun ikke havde været der, tror jeg, jeg var besvimet, og så ved jeg ikke, hvordan det var gået,” siger Dorthe Laustsen. Da hun senere vågende op på hospitalet efter næsten to måneder, var den unge sygeplejerske og hendes mange spørgsmål, noget af det første hun huskede.

Svævede mellem liv og død

På Århus Universitets Hospitals traumecenter var hun blevet lagt i kunstigt koma, fordi hun var så svært medtaget med brud mange steder på kroppen, ødelagt luftrør og knust rygsøjle. Hun svævede længe mellem liv og død, mens lægerne kæmpede for at få hendes krop til at fungere igen.

”Husk at du har kysset døden,” sagde overlægen på Center for Rygmarvsskader i Viborg til hende, da hun senere blev overført dertil. Lægen ville have hende til at forstå, hvor tæt hun havde været på at dø, men selv oplevede hun ingen dødsangst og har ikke nogen erindring om lægernes intense indsats for at bringe hende tilbage til livet eller om familiens fortvivlelse og frygt for, at det ikke skulle lykkes. Ulykken påvirkede i første omgang de pårørende mere end offeret.

”Det var jo slet ikke givet, at jeg ville overleve. Men det gik først gradvist op for mig, da jeg vågnede op og skulle stykke tingene sammen. Først da forstod jeg, hvor forfærdeligt det hele havde været. Hele den lange periode, hvor jeg bare lå i koma og ingen vidste, om jeg skulle leve eller dø, var barsk for familien. De har været frygtelig bange, kan jeg se bagefter. Jeg har ikke selv oplevet angsten, men det har de,” siger hun.

Familien stærkt påvirket

Hendes mand, Anders Kold, blev indlagt i Horsens, og vidste først slet ikke, hvad der var sket med ægtefællen. Sønnen Søren var på kursus i London, og hans kone blev helt rundt på gulvet, da to betjente pludseligt stod i forhaven. Hun havde kort forinden hjulpet med at læsse chatollet på traileren, og kunne ikke tro, det de fortalte om ulykken.

Datteren Marie fik beskeden, mens hun var på arbejde i en vuggestue, hvor hun er pædagog. Begge kvinder smed, hvad de havde i hænderne for at tage på hospitalet, og begge blev de dybt rystede af det syn, der mødte dem.

”Det var voldsomt for dem at komme ind og se mig. Min datter gik helt i spåner over det, men min svigerdatter blev ved med at sige: Farmor dør ikke. Og det gjorde farmor så heller ikke, selv om det var tæt på,” konstaterer Dorthe Laustsen.

Da hun kom ud af koma i slutningen af august, vågende hun forbløffet til en hospitalsstue med borde og vinduskarme fulde af blomster. Der var hilsner fra venner og familie fra nær af fjern – også fra folk, hun ikke kendte og aldrig havde mødt. Men noget af det bedst var en mail fra sygeplejersken, som havde siddet hos hende, mens hun lå fastklemt. Det var et takkebrev.

Takkebrev fra redningskvinden

”Hun takkede mig, fordi hun havde fået den oplevelse med mig der på vejen. Det var rørende, selv om jeg jo naturligvis syntes, det var mig, der skulle takke hende,” siger Dorthe Laustsen eftertænksomt.

Den unge sygeplejerske havde oplevet ulykken på vejen til Hundslund som en gave. Hun skrev, at da hun løb frem mod den smadrede bil, var hun sikker på, at de, der sad i den, allerede var døde. Det var overvældende for hende at kunne hjælpe den fastklemte fører og holde hende vågen, til ambulancen kom, og om aftenen havde hun og hendes kæreste mødtes med deres venner, som var kommet efter i den næste bil og også var standset for at hjælpe.

Ulykken, og det at have været så tæt på døden, gav deres samtaler en hidtil ukendt dybde. I mailen fortalte hun, at de mødtes, ikke kun den ene aften, men også aftenen efter og aftenen efter igen for at tale sammen om livets skrøbelighed, om at man ikke kan tage det for givet, og om at konfrontationen med den kendsgerning ville få konsekvenser i deres egne liv.

”Det er jo noget underligt noget at takke for at have været vidne til en ulykke, men jeg blev dybt berørt og overvældet af det. Det er jo rigtigt, at vi tit tager tingene for givet, og det gør noget ved os, når vi for alvor indser, at det kan man ikke,” siger Dorthe Laustsen

Lammet fra brystet og ned

Gradvist vendte hun tilbage til sit gamle jeg, men ikke til sin gamle krop. Fra brystet og ned var hun følelsesløs. Rygsøjlen er så alvorligt skadet, at benene aldrig kommer til at fungere igen. Hun er fortsat lam fra brystet og ned, men det har ikke forhindret hende i at genoptage sit arbejde. Den første hverdag efter påske, præcist ni måneder efter ulykken, rullede hun ind på Aarhus Rådhus i blitzlys og under stor mediebevågenhed med mod på at fortsætte som rådmand for ældreområdet.

Dorthe Laustsen har for længe siden besluttet ikke at genopstille ved kommunalvalget til november, men selv om der kun er et halvt år tilbage af valgperioden, var det afgørende for hende at komme tilbage til sit arbejdsliv og fuldføre den forpligtelse, hun havde påtaget sig.

”Det med at løbe af pladsen bare fordi det er bøvlet, har nok aldrig ligget til mig,” siger rådmanden lakonisk. Den norm har hun fået med sig fra det grundtvigianske landbomiljø i Himmerland, hvor hun er vokset op, men det er ikke bare pligtfølelse, der driver hende.

”Det har været meget spændende at være rådmand i den her afdeling, og jeg følte mig ikke færdig med det. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne fuldføre min valgperiode, og jeg kommer tilbage med et andreledes perspektiv og nye synsvinkler, fordi jeg selv er blevet bruger af den hjemmepleje, jeg er politisk chef for,” siger hun.

Andre er fulde af beundring for hendes valg, men selv synes hun ret ikke, der var så meget at vælge mellem.

Få det bedste ud af det som er

”Jeg tænkte tidligt, at det jo ikke bliver anderledes, og så er det vigtigt at få noget godt ud af det, som er. Jeg kunne vælge at trække dynen over hovedet og blive liggende der, men det kommer man jo ingen vegne med. For mig er det vigtigt at se fremad mod de muligheder, der er nu, og jeg var hurtigt sikker på, at jeg nok skulle få et godt liv, på trods af det som er sket,” siger hun.

Det er ikke store ord, sentimentalitet eller sørgmodighed der præger Dorthe Laustsen. ”Træls” og ”ærgerligt” er noget nær de største ord, hun kan svinge sig op til at bruge om det at være lammet i det meste af kroppen. Hendes holdning til livets store spørgsmål har samme pragmatiske karakter, og hun tror ikke på et liv efter døden. Det der tæller og giver mening, er at gøre sig umage og være til stede i livet, mens man lever det, mener hun.

”Ved min mors begravelse fortalte præsten en anekdote om en mand, der fik lov til at leve evigt, og oplevede, at det til sidst gjorde hans liv meningsløst. Det har jeg tænkt meget over. Det er godt, at vi ikke skal være her i al evighed. Livet får mening af, at vi ved, det engang er slut. Men selv om jeg er på vej mod de 70, har jeg nu lyst til at være her længere endnu. Der er mange oplevelser, jeg gerne vil have sammen med mine børnebørn, og det er for tidligt at forlade dem,” siger hun.

Klar til et kapitel mere

Bag skrivebordet i rådmandskontoret hænger farvestrålende malerier. Moderne kunst, men måske en lidt barnlig streg? Kunstneren er Cecilie, Dorthe Laustsens ældste barnebarn. Hun var kun fem, da hun malede de spraglede værker, som pryder væggene på farmors kontor.

Nu er hun 12 og har lige været forbi med sin iPad for at vise en lille film, hun selv har optaget og redigeret. Den handler om det hus på Bygholms Alle i Viby, som er ved at blive ombygget, så Dorthe Laustsens om kort tid kan rulle ind over tærsklen til et nyt hjem. Cecilies film slutter som alle ordentlige tv-serier med en cliffhanger, en optakt, der skal få seerne til at følge med i næste afsnit. ”To be continued” har hun skrevet efter det sidste billede. Historien fortsætter, selv om scenen er en anden.

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.