Seks gymnasie- og landbrugsskoleklasser har afprøvet computer- og rollespillet Fremtidens Landbrug, som Det Økologiske Råd udvikler i samarbejde med forskere fra Aarhus og Københavns Universitet.
Gårdejer Michael Storgård mener, der bliver stillet for mange miljøkrav til landbruget. Miljøaktivist Sofie Røllike synes, vi alle sammen helt skal droppe kødet og blive vegetarer for at skåne regnskoven. Direktør Asger Hartkorn tror på teknologiske løsninger på ethvert problem, og borgmester Pernille Middelhede fra Gårdbo Kommune vil helst finde løsninger, alle kan lide.
Det går nogle gange hedt til, når de fire sidder om samme bord og skal blive enige om, hvilken landbrugspolitik, de vil anbefale føre frem mod år 2020 og senere mod 2050.
De fire er fiktive personer i spillet Fremtidens Landbrug. Det kombinerede rolle- og computerspil indgår i et interaktivt undervisningsmaterialer, som Det Økologiske Råd er i gang med at udvikle i samarbejde med forskere fra Fødevare- og Ressourceøkonomisk Institut på Københavns Universitet og Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
I maj og juni har elever på Asmildkloster Landbrugsskole, Viborg Gymnasium, Kalø Økologiske Landbrugsskole og Rungsted Gymnasium testet spillet sammen med deres lærere. Seks meget forskellige klasser har ind til videre kastet sig ud i forhandlingerne med stort engagement.
Læring gennem spil
”Det er fascinerende at se eleverne leve sig ind i rollerne og engagere sig i landbrugspolitiske diskussioner, som mange af dem ikke har skænket en tanke før, siger Ulla Skovsbøl, som er projektleder for spildudviklingen.
”Erfaringerne fra denne testfase viser, at rollespillet åbner for et personligt engagement, som er stærkt motiverende og fremmende for læringsprocessen. Det bliver pludselig interessant for eleverne at læse om biodiversitet, næringsstofudvaskning og klimaeffekten af metan og lattergas. Det havde vi i og for sig forudset, men nu har vi også set det i praksis”, siger hun.
Spiludvikler Sune Palsgård, indehaver af firmaet Postwork, står for den tekniske side af udviklingsarbejdet. Han forventer , at spillet vil være færdigprogrammeret i løbet af de kommende måneder, så det er klar til undervisningsbrug på landbrugsskoler og gymnasier efter sommerferien.
Spillet er udviklet så det kan bruges i biologi, naturgeografi og samfundsfag i gymnasiet. På landmandsuddannelsen er det især egnet til faget bæredygtighed på andet hovedforløb.
Spillet Fremtidens Landbrug indgår i et større samarbejdsprojekt mellem Det Økologiske Råd og de to universiteter, der sigter mod at opstille bæredygtige udviklingsscenarier for landruget. Arbejdet bliver finansieret af Velux Fonden.