Døden rører ved mennesker i alle livets store overgange

Der er næsten altid både tab forbundet med de store overgange i et menneskes liv, men det er i sorgen og døden, kimen til det nye ligger. Det mener, Brita Haugen, præst, fortæller og højskolelærer. For hendes eget vedkommende markerer en alvorlig bilulykke indgangen til livets sidste fase.

Læs historien i Kristeligt Dagblad

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Af Ulla Skovsbøl

Først var der braget og bevægelsen. Lyden af to biler, der kvadrer mod hinanden og den ene – en gul Seat – der bevæger sig i en bue gennem luften, før den brutalt smadrer mod jorden.

Så var der stilheden og smerten. Inde i den sammenkrøllede gule bil hænger Brita Haugen – præst, højskolelærer, fortæller og danser – i selen med hovedet nedad. Kroppen gør usigeligt ondt. Hun ved det ikke endnu, men ryggen, hoften, skulderen, ribbenene – er brækket, brækket og brækket.

Hun ser op, og det første hun får øje på er fødderne.  Hendes egne fødder i den krakkelerede forrude med himlen som baggrund. De bevæger sig, og midt i al smerten føler hun sig glad. ”Jeg kommer til at danse igen,” tænker hun. Hun har danset hele livet, og undervist i dans i årtier. Hvis ikke hun havde været i så god form på grund af dansen, ville hun ikke have overlevet og aldrig havde genvundet førligheden. Det sagde de læger, der behandlede hende på Holstebro Sygehus efter bilulykken i et vestjysk vejkryds i september 2013.

Bilulykken – en overgang til sidste livsfase

Brita Haugen overlevede mirakuløst og fyldte 75 den 31. marts 2015. Hun er stadig tilknyttet Vestjyllands Højskole som lærer, sådan som hun har været i ca. 30 år, men til sommer er det slut med fast arbejde. Hun har valgt at gå pension, og hun ser bilulykken som markør for overgangen til det hun anser for at være den sidste fase i livet.

”Jeg har altid haft så travlt med alt det, jeg kunne og skulle. Jeg hører til de heldige mennesker, der føler, jeg har haft en opgave i livet, og jeg har altid troet, at andre holder af mig, for det jeg kan og gør.”

”Derfor var det virkelig sært pludselig ingenting at kunne og så til fuldkommenhed opleve, at man kan modtage, selv om man ingenting yder. Jeg oplevede et fællesskab og en kærlighed fra mine medmennesker, som jeg ikke før har tilladt mig at tage imod. Det føltes som nåde,” siger hun.

”Man siger jo gerne, at gamle mennesker går i barndom. Sådan har jeg det også lidt i denne nye fase af mit liv. Når man bliver gammel, træder barndommen tydeligere og tydeligere frem i erindringen, og i alderdommen er det, som da man var lille – man er afhængig af kærligheden og tilliden til andres hjælp.”

Hun ser ulykken som en forberedelse på dén fase i livet, hvor man igen bliver afhængig igen.

Ikke Guds hånd – men Næstens

Michelangelog-gud
Med hovedet nedad og kroppen dækket af knust glas så hun pludselig noget komme ind gennem den knuste rude. En hånd! Næsten lige som Guds hånd, der rækker sin belivende hånd ud og mod Adam på Michelangelos fresko i det Sixtinske Kapel. Men det var ikke Gud. Kun næsten. Eller rettere, det var ikke kun næsten – det var Næsten: En af Brita Haugens naboer havde kørt lige bag ved hende og set ulykken ske. Han havde ringet 112 og rakte nu sin hånd ind til hende. Bagved stod genboen og råbte:

”Hun er da også dramatisk! Sig til hende, at vi passer på katten og vander blomsterne. ”

De store overgange er vigtige i ethvert menneskes liv, og genboen var allerede klar over det: I Brita Haugens liv foregår overgangene sjældent uden drama.  Som for eksempel da hun tog det store afgørende skridt ind i et voksenliv på helt egne ben. Det var den overgang, der førte hende til Fjaltring i 1978.

Gik mod vest for at dø i havet

Brita 3
Som præst i Folkekirken har Brita Haugen på mange måder været nyskabende. Her i det kirkelige mysteriespil Sofia,

Hun var dengang 38 år gammel, mor til to og havde netop forladt et forlist ægteskab. Hun var gået hjemmefra i dybt nedtrykt tilstand, og på selvmordets rand var hun taget mod vest med en diffus forestilling om, at hun ville ”gå i havet”. Hun var opvokset i København og været vidt omkring i verden, men aldrig set Vesterhavet, før hun stod på stranden ved Fjaltring. Det var overvældende. Havet var så stort og mægtigt, vildt og voldsomt. Og over det himlen som et kæmpe lyshvælv.

Hun gik langs havet, for hun kunne ikke bare uden videre gå ud i de voldsomme bølger.  Og mens hun gik der, fik hun pludselig øje på et forstenet søpindsvin i sandet. Hun samlede det op, så på det og glemte et øjeblik al sin personlige elendighed ved synet af den lille sten og tanken om, at den engang for millioner af år siden havde været levende.

”Jeg følte mig pludselig heldig og overvældet af en uforklarlig følelse af fuldkommen lykke. Det var som en ny dåb for mig der ved kanten af havet.  Jeg blev fyldt af en oplevelse af at være båret, af at være et Guds barn, selv om jeg havde forladt alt, der betød noget for mig, og havde det forfærdeligt. Jeg følte jeg fik en ny begyndelse.”

Hun gik videre på stranden og fik øje på et lille hus i klitterne. Der kan man vel bo, tænkte hun, og kiggede ind ad vinduet. Det stod tomt, lige til at flytte ind i. Og hvorfor ikke? Hun kom til at bo i huset med sine to sønner, ind til en novemberstorm i 1981 blæste taget af, og havet tog huset.

Præst og teatermenneske i Fjaltring

Logobillede
Børneteateret Balder, som Brita Haugen grundlagde, lever videre i Fjaltring

I Fjaltring fik hun arbejde på det grønlandske Tukak Teater. Hun startede Børneteater Balder inspireret af Odin Teateret i Holstebro og fik mod til at blive præst. Hun var allerede cand. theol. og havde læst i Aarhus under Sløk, Løgstrup og Lindhart, men havde aldrig søgt embede. Det fik hun nu i Naur-Sir Sogn efter Niels Henrik Arndt, den senere biskop for Haderslev Stift. Den dramatiske overgang til en ny livsfase førte meget frugtbart med sig.

”I de store overgange i menneskers liv træder man ind i noget nyt, men der er også altid tab forbundet med det. Døden er som regel nærværende. Det er i sorgen og døden, kimen til det nye ligger, ” siger hun.

”For mig var det at føde mit føde mit første barn den største og mest glædelige overgang, jeg har oplevet, selv om det var en hård fødsel, der kunne have kostet mig livet.”

”Men jeg er ikke så bange for døden, og derfor er jeg godt forberedt på overgangen til mit sidste livsafsnit. Jeg tror, det blandt andet har at gøre med, at jeg som barn fik lov til at være hos min mormor dø, da hun døde. Der oplevede jeg døden som en sidste forvandling i et menneskeliv,” fortæller Brita Haugen.

En sang for den døde mormor

sibyllen-2
Brita Haugen i fortælleforestillingen Sibyllen

Mormoren var et livsglad og troende menneske, som døde mæt af dage. Hun vidste, hun ikke havde langt igen, og bad sit barnebarn synge ved sengen, da de to var alene i værelset. Mens den lille pige sang, lå den gamle kvinde og lyttede.

”Så lille Brita,” sagde hun pludselig. ”Nu dør mormor. Nu henter Guds engle mig hjem.” Og så lænede hun sig tilbage og døde. Men den lille pige blev ved med at synge for sin døde mormor. Døden føltes først farlig, da de voksne kom til og blev bestyrtede.

”Det var en gave for mig at opleve som barn. Sidenhen har jeg altid haft den bevidsthed med mig, at de store overgange ikke kun er tab, men også indgangen til noget nyt,” siger Brita Haugen.

”Sådan er det også for mig nu.  Med et kristent udtryk oplever jeg, at jeg er i Guds hånd, og at jeg kan have tillid også i den sidste overgang. Der er jo ingen, der kan vide, hvad der er efter døden, lige som ingen kan vide, hvad der er før, vi bliver født. Mange tænker på døden som en fjende, og det har jeg også selv gjort, når jeg har mistet mennesker, jeg holdt af. Men døden er en del af livet. Den hører med. Og jeg tror på opstandelsen!”

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.

One thought on “Døden rører ved mennesker i alle livets store overgange”

  1. kl.16.38, 7.april 2015 Kære Ulla,

    Mange tak for den dejlige artikel om Brita Haugen!!

    Og den fik mig til stilhed for en stund.

    I dag har jeg aflyst min tur til Steen i Kbh som skulle have været i morgen – nu udskudt en uge til onsdag 15.april. Fordi jeg stadig føler mig ikke rigtig rask nok til den belastning en tur til Kbh jo er – og min mærkelige hals-og-hoste-forkølelse er endnu ikke rigtig slut. Men i dag tog jeg ind og købte en lille flaske af “Vogels Bronchosan” som jeg heldigvis aldrig før har haft sådant behov for, – og bl.a. også mælk så jeg kan lave mig varm mælk med honning i. Og jeg fik adviseret Steen via tlf – og han havde da netop besøg af ‘Ole’ den ene af det OP-team som besøger ham, så han får vanligt besøg en gang om ugen. Jeg nåede lige på tlf at opleve at han talte med sin rigtige vanlige gamle stemme(!) – men vi gjorde samtalen meget kort p.g.a. Oles besøg.

    Og jeg tror de ‘Bronchosan’-dråber, plus at jeg tillader mig at passe min krops behov bedst muligt, kan være med til en hurtig og god afslutning på den underlige forkølelse. Selve forløbet af forkølelsen indeholder formodentlig en mulighed for læring – men hvad det er jeg skal lære, er endnu ganske dunkelt for mig. Men de mange forstyrrede nætters forløb kan godt indikere at forskellige ‘indre oplevelser’ har med noget at gøre som endnu mest er i det ubevidste. Den første af de rigtig besværlige nætter var dels serier af voldsomme hosteanfald, men samtidig også max ‘smerte-anfald’ af de tå-og-fod-smerter som føleforstyrrelserne jo synes at udvikle sig til – så i nær desperation forsøgte jeg halvsovende at lave tapping-mønstret igen og igen en række gange og smerterne blev meget, meget svagere, så jeg ‘kun’ havde hosten af besvære mig over – og det føltes som rigtig vigtigt.

    Den bog ‘Sæt Livet Fri’, som du var så hjælpsom at gøre mig opmærksom på, hjalp mig til at se kunne købes antikvarisk i Roskilde, har jeg nu både bestilt og betalt så den i alt udgør en udgift på 205 kr (mens en ny koster 300 kr så vidt jeg husker) – mens priserne på engelsk jo er meget lavere – men til gengæld er begrænset i hvor den må leveres.

    Så det føles helt rigtigt at bogen som kommer her er den jeg vil give Steen (jeg selv har jo læst den fra bibl) – når jeg besøger ham ons 15.april. ***

    Jeg brugte jo noget tid med din artikel om Brita, og jeg synes du har gjort det meget smukt og rigtigt! Samtidig kan jeg ikke undgå at mene – igen – at det foto du viser af dig selv synes jeg du kunne erstatte af et som langt mere viser dine herlige dybder og nuancer – for det synes jeg din fotograf så fint leverer af Brita. Mon ikke han/hun kunne skabe et tilsvarende mere avanceret billede af dig, hvis du bad ham – og gav ham både tid og energi til det ?!?!!

    Nu er klokken halv seks – og jeg vil sende denne mail – med kærlige hilsener og Tak for din artikel og at du deler den med mig !! Eila.

    Eila Neergaard J.P. Larsens Vej 114, 3. 1 DK-8220 Brabrand, Danmark tlf.: (+45) 87 47 02 32, mob (+45) 50 56 02 32

    Den 07/04/2015 kl. 09.03 skrev Ulla Skovsbøl:

    > >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: