Dansk Folkehjælp giver gode ferieoplevelser til fattige børn

Dansk Folkehjælp, som fejrer 110 års fødselsdag i denne uge, sender i år 3000 enlige kontanthjælpsmodtagere og deres børn på gratis ferieophold.  Men behovet overstiger langt hjælpeorganisationernes kapacitet. Ni ud af ti familier har fået nej til deres ansøgning.  

Reklamer

Læs historien i Kristeligt Dagblad

Motorløb for de mindste er en udfordring i regnvejr, men børn og mødre på Dansk Folkehjælps feriophold tager det hele med. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Motorhjelmene er kæmpestore til de 3-4-årige hoveder. Regntøjet glinser allerede vådt, og jordvejene begynder så småt at mudre til, selv om de små firehjulede ATVer slet ikke er kommet ud at køre på motocrossbanen bag Vigsø Feriecenter endnu. Regnen vælter ned over det nordjyske landskab, men hvad gør det, når man er på familieferie sammen?

En håndfuld børn og deres mødre trodser vejret, for de skal have det hele med.  De er på ferie med Dansk Folkehjælp og har fået en uges gratis ophold i egen feriebolig ved Vesterhavet. For at komme i betragtning, skal man have børn og være eneforsørger på kontanthjælp eller en anden tilsvarende lav ydelse.

I år var der penge til 800 familier, og Dansk Folkehjælp har kunnet sende 3000 børn og deres mødre eller fædre afsted i busser ud i sommerlandet sammen med frivillige hjælpere fra organisationen.


Feriehjælp til fattige forældre

En række organisationer tilbyder feriehjælp til dårligt stillede forældre på kontanthjælp og deres børn. Dansk Folkehjælp og Røde Kors er de største:

  • Dansk Folkehjælp
  • Røde Kors
  • Folkekirkens Feriehjælp
  • Red Barnet Ungdom
  • Blå Kors

Flere fattige familier

Mødrene på motocrossbanen er heldige, for ni ud af ti ansøgere om feriehjælp fra Dansk Folkehjælp har fået nej i år. Hverken Dansk Folkehjælp eller Røde Kors, som arrangerer lignende ferieophold, kan dække efterspørgslen.

Dansk Folkehjælp, der i denne uge fejrer 110 års jubilæum, har ganske vist over en tiårig periode kunnet øge antallet af deltagere i de gratis ferieophold fra 500 til 3000 børn og voksne. I den samme periode er ferietilbuddet blevet målrettet entydigt til de fattigste, enlige forældre, men alligevel er der ikke pladser nok, for der også bliver flere og flere ansøgere, konstaterer generalsekretær Klaus Nørlem.

”Uanset regnemetoden er det tydeligt, at antallet af fattige vokser år for år, selv om det går godt for dansk økonomi, og jeg frygter, at den udvikling vil fortsætte,” siger han.

”Det er vores klare indtryk, at det bl.a. hænger sammen med kontanthjælpsreformen. Der er mange af de dårligst stillede enlige forsørgere, som virkelig er hårdt presset økonomisk nu, men det betyder selvfølgelig også noget for antallet af ansøgninger, at flere og flere har hørt om tilbuddet. ”

14 millioner til ferie for fattige familier

Motorløb for de mindste i Vigsø. Foto: Ulla Skovsbøl

Dansk Folkehjælp har i år 14 millioner kroner til rådighed til feriehjælpen, hvoraf de 12 millioner går til sommeropholdene. To tredjedele af midlerne kommer fra Arbejdsmarkedets Feriefond og resten finansieres af private fonde.

De gratis ferieophold skal først og fremmest give børnene gode oplevelser, som kan styrke dem i hverdagen, også når ferien er slut. Selv om det er småt med penge derhjemme, skal de have oplevelsen af at have holdt ferie lige som andre børn.  Når de kommer i skole igen, kan de også fortælle om oplevelserne: Om badeturene i Vesterhavet, om udflugterne til Ørnereservatet og zoologisk have og om mudderræs på motocrossbanen.

Teenagernes har deres eget fællesskab

Mens de små boltrer sig på ATVerne, har teenagerne sovet længe. Oliver Larsen på 16 er en af dem. Han sidder i aktivitetshuset og venter på et par af sine nye venner. De skal i poolen. Det er feriecenterets badeland med det næsten tropiske indeklima, bassiner i forskellige dybde og vandrutsjebaner, der trækker mest i de fem teenagere, som også er her med deres mødre.

”Det er fedt, at der er ok mange på min alder, og vi har det rigtig godt sammen. Vi går i badeland og til stranden, eller vi sidder inde i hytterne og hygger,” opsummere Oliver. For hans mor – som ikke ønsker sit navn nævnt – er ferien i Vigsøer også en positiv overraskelse. Hun havde frygtet, hun ville kede sig så langt væk fra storbyen.

”Det er dejligt at være her. Hvis vi ikke var kommet med, ville vi have siddet derhjemme hele sommeren, for vi har ikke råd til at tage nogen steder. Bare at det at få råd til en tur på Bakken er svært,” siger hun.

Hun er lettet over, at både hun selv og Oliver er faldet godt i hak med de andre i gruppen, og at det er nemt at begå sig.

”Vi har været på ferie før, hvor Oliver har haft svært ved at finde sammen med andre.  Men her går det rigtig godt. Det er dejligt at se, han kommer hurtigt i snak med de andre på hans alder. Og det gælder også for mig selv.  Det er dejligt ikke bare at sidde på sidelinjen og føle, man ikke rigtigt har noget at byde ind med,” siger hun.

Netværk og fællesskab

Olivers mor har mødt nogle af de andre mødre før i en netværksgruppe, for Dansk Folkehjælp kombinerer lige som Røde Kors ferien med tilbud om netværksaktiviteter i lokalområderne, hvor feriegæsterne kommer fra. Alle deltagerne i denne uge kommer fra Brønshøj, Tingbjerg og dele af brokvarterene i København, så de har gode muligheder for at vedligeholde kontakterne, når de kommer hjem igen.

En af de andre unge kommer ind.  Josefine Wiborg på 14 er i er den yngste af teenagerne. Hun er fra Brønshøj, hvor hun bor alene med sin mor.

”Jeg synes, det er dejligt at være her, fordi vi er så meget ud i naturen, og ikke bare sidder hjemme og hænger foran skærmen hele dagen. Og så er det også rigtig godt at være sammen med de andre,” siger hun og forsvinder sammen med Oliver og en af de andre nye kammerater i retning af badelandet.


Fakta om Dansk Folkehjælp

  • Grundlagt som ”Arbejdernes Samariterforening.” i 1907
  • Stiftet af malesvend Fredrik M. Nissen som reaktion på en arbejdsulykke i Cirkusbygningen samme år, hvor et stillads var styrtet sammen og flere arbejdere var blevet såret, mens deres kolleger bare så på. De var ude af stand til at hjælpe.
  • Holder stadig førstehjælpskurser og uddanner samaritter og har desuden et stort netværk af frivillige som laver socialt hjælpearbejde blandt samfundets fattigste og dårligst stillede borgere.
  • Er landets største udbyder af ferietilbud til enlige kontanthjælpsmodtagere med børn.


Født ind i Dansk Folkehjælp

Gitte Randløv er nærmest født ind i Dansk Folkehjælp. Hendes far og mor har været med i henholdsvis 65 og 60 år, og hun har selv mødt sin mand Claus i organisationen for 40 år siden. han er nu formand for lokalforeningen Østre-Nordvest. Foto: Ulla Skovsbøl

Sommerregnen stilner af udenfor. Der er opklaring både i horisonten og under hjelmene på motocrossbanen, men også i Gitte Randløv ansigt. Hun er ugens rejseleder sammen med fire andre frivillige, og turen til Vigsø Feriepark er i mere end én forstand familieferie for hende.

Gitte Randløv er nærmest født ind i Dansk Folkehjælp. Hendes far og mor, der begge lever endnu, har været med i bevægelsen i henholdsvis 60 og 65 år, og det var i Dansk Folkehjælp, hun mødte sin mand Claus Calundann for 40 år siden. Han er nu formand for den lokalforening i København NV, som har arrangeret ugens ferieophold, og to af de andre frivillige, Micael og Bente Plougfelt, er også næsten en del af familien: Deres datter er kæreste med Claus og Gittes søn.

”Sådan er det vel tit, når man engagerer sig dybt i noget, om det så er i fodbold eller frivilligt arbejde – det kommer nemt til at involvere hele familien,” siger Gitte Randløv.

Til daglig arbejder hun som pædagog og hendes mand som lærer på teknisk skole. Men de synes begge, det er indsatsen værd at bruge en uge af ferien på at give de femten enlige mødre og deres børn gode oplevelser.

”Ferien betyder virkelig meget for dem. Nogle af dem har aldrig været på sådan et ferieophold før – ikke engang i Danmark. Nogle har aldrig været på den anden side af Storebælt,” fortæller hun.

Mødre under stort pres

”De er under stort pres i hverdagen. De er stressede, nervøse og frustrerede, og der skal ikke ret meget til at slå dem ud. De er altid bekymrede for, hvordan pengene skal slå til. De prøver at skjule, at de køber tøj i genbrugsbutikker, og nogle af dem skraller affaldscontainere. De spiser det billigste billige mad, så de synes faktisk ikke altid om det, vi får her, fordi de måske mest er vant til at leve af pasta med ketchup.”

På feriecenteret er der fællesspisning hver aften for alle, der har lyst til at være med. Det er jævn dansk mad som hakkebøf eller koteletter med kartofler, salat og flute. Morgenmad og frokost skal man selv sørge for, men alle familier får en stor pose med købmandsvarer doneret af en lokal Ream1000 i København og af Fødevarebanken.

For Gitte Randløv giver det både mening og perspektiv på den tilværelse, hun selv lever, at bruge en uge af ferien på at hjælpe de enlige mødre og deres børn til gode oplevelser – også selv om det er hårdt.

”Jeg ved, at når jeg kommer på lørdag, er jeg dødtræt og fuldstændig udmattet,” siger hun. ”Men jeg ved også, at når jeg vågner søndag morgen, tænker jeg: Hvor var det fedt! Det gør vi igen til næste år.”

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.