Festaber og festivalfreaks får rum til ro og eftertanke i kirken

Under hele Skanderborgfestivalen er Skanderborg Slotskirke åben for alle til langt ud på aftenen. Kirken tilbyder et rum for fred og stilhed midt i festen, sjælesorg, fodbad – eller bare et glas vand.

Reklamer

Læs historien i Kristeligt Dagblad

Når Slotskirken I Skanderborg holder åbent under festivalen kommer sognepræst Heidi Torp i kontakt med folk, hun ellers ikke møder i kirken. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En ung kvinde i kort kjole og med bare ben i gummistøvler går op mod alteret i Skanderborg Slotskirke. Hun knæler ned ved et murstenskors mellem bænkerækkerne, tager et fyrfadslys fra en skål på gulvet, tænder det og bliver siddende lidt på hug ved det brændende lys, Henriette Kristensen skal til Skanderborgfestival, men på vej ud til musikscenerne er hun gået ind i kirken, hvor der er meditativ musikandagt med perkussionisten Steen Raahauge og tekstlæsning ved to præster.

”Jeg kommer her altid, når jeg er på festival, og tænder et lys for en, jeg har mistet. Han begik selvmord. Det var på min fødselsdag, så det glemmer jeg aldrig, siger hun på vej ud af kirken. ”Det er fem år siden”. I sine ternede støvler løber hun ud i sollyset ad den røde løber, som i anledning af festivalen fører fra kirkedøren ned på fortovet.  Hun skal videre til festen.

Kirke- og kulturmedarbrejder ved Skanderborg Slotskirke Hanne Ortvad-Larsen tilbyder gratis fodbad til festivalgæsterne. Foto: Ulla Skovsbøl

Kirken vil være med i Smukfest

Skanderborgfestivalen trækker i denne uge ca. 34.000 deltagere hver dag i fire dage, og Skanderborg Slotskirke er med i festlighederne alle dage og åben fra klokken 15 til 22 eller 23.

”Hele byen er jo med i festen, og det ville være helt galt, hvis kirken ikke også var det,” siger sognepræst Heidi Torp. Sammen med tre andre præster og ca. 30 frivillige står hun for de kirkelige indslag.

Nede på fortovet skænker frivillige vand og smagsprøver af den lokale ”Lutherøl” til de forbipasserende, mens kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen tilbyder sin særlig festivalydelse: Gratis fodbad.

”Man får nogle gode at snakke, når man vasker fødder på folk,” siger hun nede fra sin ydmyge position ved vaskebaljen. ”Jesus vaskede disciplenes fødder Skærtorsdag, og det er den symbolik, vi bruger.”

Den kvindelige festivaldeltager, som åbenlyst nyder fodbadet, kan gå videre med rene tæer, og den venlige fodvaskers ord i ørerne: ”Ingen er for stor eller for god til at tage sig kærligt af andre.”

Sognepræst Heidi Torp mener det er vigtigt, kirken også er med, når hele Skanderborg er i feststemning. Foto: Ulla Skovsbøl

Men midt i festlighederne kan man også bare sidde i ro i kirken, tænde et lys for en afdød, deltage i en andagt eller tale med en præst.

”Der kommer faktisk mange, som har brug for det, især ud på aftenen. Det kan være kærestesorg eller skilsmisse som tynger, eller det kan være nogen, som lige har mistet eller på andre måder kæmper med svære ting i livet,” siger Heidi Torp.

”Mange mennesker er fremmede over for kirken i dag, og på den her måde kommer vi i kontakt med nogle, vi ellers ikke møder. Vi kan vise, at vi står til rådighed for eksempel med sjælsorg, og det er der mange, som har glemt eller slet ikke er klar over,” siger sognepræsten.

 

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.