Fleksjobbere mødes med uvidenhed og fordomme

Som fleksjobber har agronom Lene Gadgaard mødt fordomme hos arbejdsgivere, ringeagt fra politikere og dårlig rådgivning både i kommune og fagforening. Alligevel har hun trods hårde odds skaffet sig et godt fleksjob som miljøkonsulent i Lemvigegnens Landboforening.

Reklamer

Læs temaet om fleksjob i JA Aktuelt (tidligere Jord & Viden)

Lene Gadgaard nyder at tage sig af sine avlsheste, men rider ikke mere, fordi hun er handicappet efter en trafikulykke. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Vintermørket lå tungt over Thorsminde, da Lene Gadgaard satte sig ud sin bil for at køre på arbejde klokken halv syv om morgenen den 14. december 2004. Pelsningen var i fuld gang på den minkfarm, hvor hun arbejdede for at samle point til drømmestudiet som dyrlæge.

Men Lene nåede ikke langt uden for byen, før turen stoppede brat. Fra politiets rekonstruktion ved hun, at højre bagdæk eksploderede, bilen røg i grøften, blev slynget tilbage på kørebanen og landede på taget. En bilist, der standsede for at hjælpe, gik i chok ved synet, så han ikke ænsede blænde ned for lange lys på sin egen bil. Lygterne blændede en modkørende, som derfor drønede ind i Lenes bil lige der, hvor hun hang i selen med hovedet nedad. Intet af alt det husker hun. Da dækket eksploderede blev alt mørkt og stille indeni.

Miljøkonsulent i fleksjob

Lene Gadgaard er stiv i ryggen og har fået kugleled i nakken efter ulykken. Foto: Ulla Skovsbøl

Lene Gadgaard har fortalt historien om sin ulykke mange gange, men den er stadig chokerende for andre. Ulykken betød, at hun for altid måtte vinke farvel til dyrlægejobbet. Det var for fysisk krævende. I stedet læste hun til agronom og gennemførte trods fysisk mén fra ulykken. I dag er hun ansat i et 20-timers fleksjob som miljøkonsulent og teamleder i Lemvigengens Landboforening.

”Det er et spændende job, og jeg laver det jeg allerhelst vil og er specialiseret til i uddannelsen,” siger hun.

I Lemvigegnens Landboforening føler hun sig anerkendt på lige fod med andre rådgivere, men hun synes vejen dertil har været hård. Hun har oplevet stor uvidenhed om fleksjobbere og fleksjobordningen hos kommunale sagsbehandler, potentielle arbejdsgivere og selv i fagforeningen JA.  Hun har følt sig mødt med fordomme mange steder, hvor hun har søgt job, og hun synes, politikerne med fleksjobreformen fra 2013, udsætter folk med nedsat arbejdsevne for grov diskrimination.

”Som fleksjobbere må vi hele tiden kæmpe imod fordomme. Jeg kender folk, som aldrig fortæller at de er i fleksjob. Men det gør jeg. Jeg er stolt af, jeg kan arbejde 20 timer, selv om jeg har kroniske smerter,” siger hun.

”Der mangler virkelig oplysning om, hvad fleksjob er, og hvad ordningen går ud på, og jeg synes fagforeningerne burde gå foran på det punkt.”

Brækket ryg og kronisk smerte

De kroniske smerter handicapper Lene Gadgaard både på arbejdet i hjemme på gården. Foto: Ulla Skovsbøl

Efter trafikulykken i 2004 lå Lene fire dage i koma. Hun vågnede intetanende den fjerde søndag i advent, da en sygeplejerske stod ved sengen og sagde: ”Du hedder Lene Gadgaard.” Lene skulle lige til at svare, at det vidste hun da udmærket, men hun kunne ikke. En respirator forhindrede hende i at tale. ”Du er på Aarhus Universitetshospital,” fortsatte sygeplejersken.

Lene fik øje på sin far og mor i rummet. De sad og så håndbold på tv. ”Du har været ude for en ulykke.” En håndboldspiller scorede mål til stor jubel for tilskuerne, og sygeplejersken fuldendte sin sætning: ”Du har brækket ryggen og har været igennem en stor operation.”

En nakkehvirvel og to ryghvirvler, brystbenet og den ene skulder var brækket. Hun har fået indopereret en stiver på hver side af rygsøjlen og et kugleled i nakken, så hun kan dreje hovedet lidt. Hun har desuden kroniske smerter, som betyder, at hun bliver mere træt og har nedsat koncentrationsevnen og hukommelse, når hun ikke får hvilet nok.

Ifølge lægerne har hun mistet 50 pct. af arbejdsevnen og vil aldrig kunne arbejde mere en 20 timer om ugen. Derfor ærgrer hun sig over, at erstatningssagen tog ti år.

”Det hele var gledet lettere, og erstatningen havde været større, hvis jeg bare havde sat mig ned og sagt ja til førtidspension, og det er jo absurd. Jeg var 20 år, og det faldt mig aldrig ind, at jeg ikke skulle tage en uddannelse og have et arbejdsliv,” siger hun.

Mangelfuld rådgivning

Lene Gadgaard har en lille landejendom ved Spjald sammen med sin mand, men han må tage sig af størstedelen af det praktiske arbejde på grund haf hendes handicap. Foto: Ulla Skovsbøl

Den langstrakte erstatningssag var imidlertid bare begyndelsen. De sagsbehandlere i forskellige instanser, som skulle have hjulpet hende på vej gennem studie og i job, viste sig også i sig selv at være en udfordring.

”Der er stor forskel både på sagsbehandling og menneskesyn i forskellige kommuner. Man skal generelt selv vide, hvad man skal bede om og har ret til, og det irriterer mig grænseløst.  SU-styrelsen sagde for eksempel nej til handicaptilskud, da jeg studerede, selv om jeg måtte bruge en formue på medicin og træning. De mente ikke, jeg ikke var handicappet nok. Til gengæld kunne jeg få revalidering, men sagsbehandlerne i Københavns Kommunen oplyste det ikke af sig selv. Jeg fandt selv ud af det ved en tilfældighed,” fortæller Lene Gadgaard.

Da hun stod med sit eksamensbevis, fortsatte den dårlige rådgivning. Hun var flyttet tilbage til Holstebro fra København og henvendte sig til kommunen dér for at få hjælp til at finde et fleksjob som agronom. Men trods lægevurderingerne fik hun besked om at søge fuldtidsjobs for at bevise, hun ikke kunne klare det.

”Og det er ikke i orden at skulle tage et job, man ved, man ikke kan klare – heller ikke over for arbejdsgiverne,” mener Lene Gadgaard.

Fordomsfulde arbejdsgivere

Da hun senere flyttede til Ringkøbing-Skjern Kommune, mødte hun dog en helt anden imødekommenhed og fik straks hjælp til at komme i jobprøvning i en landboforening, hvor hendes arbejdsevne blev kortlagt, og hun fik sit fleksjobbevis. Vejen til det gode fleksjob var imidlertid ikke banet alligevel. Nu kom arbejdsgivernes fordomme i vejen.

”I starten skrev jeg i mine jobansøgninger, at jeg søgte fleksjob, men jeg blev aldrig kaldt til samtale. Det var nedslående, og da der var gået et år, holdt jeg op med at nævne fleksjob, og så begyndte jeg at komme til samtaler. Først når samtalen var ved at være slut, fortalte jeg, at jeg kun kan arbejde 20 timer om ugen,” fortæller hun.

Den strategi anbefaler hun også til andre fleksjobbere. Når arbejdsgiveren har mødt én ansigt til ansigt og man har gjort et godt indtryk, er de mindre tilbøjelige til at give afslag.

Unfair reform  

Lene Gadgaard er meget glad for sit fleksjob som miljøkonsulent, men ikke for fleksjobordningen fra 2013. Hun får som alle andre fleksjobbere på den nye ordning løn fra arbejdsgiveren for de timer, hun arbejder, altså 20 timer. For de resterende 17 får hun en ydelse fra kommunen, som er lidt lavere end dagpenge. Tidligere fik man fuld løn, og arbejdsgiveren fik differencen refunderet af kommunen. For arbejdsgiverne gør det ingen forskel, men kommunerne sparer penge og for fleksjobberne har det alvorlige konsekvenser.

”Jeg kan godt acceptere, at jeg kun får en dagpengesats for de timer, jeg ikke kan arbejde. Men hvis min arbejdsgiver giver mig i lønforhøjelse, fordi jeg gør et godt stykke arbejde, bliver hele beløbet trukket i den kommunale ydelse. Så længe jeg er på arbejdsmarkedet, vil jeg derfor aldrig kunne stige i løn. Jeg er fastlås på begyndelsesniveauet til jeg går på pension, og det er ikke fair,” siger hun.

Reformen indebærer også, at der kun bliver betalt pension af lønnen for 20 timer. Før blev der indbetalt en procentsats af hele lønnen. Fleksjobbernes ferietillæg bliver også bare modregnet i dagpengeydelsen, og de kan ikke være medlem af en A-kasse, fordi de ikke kan blive dagpengeberettigede.

”Det er ikke en fair ordning. Når politikerne lave den slags lovgivning, ser jeg det som udtryk for en forestilling om, at vi handicappede bare er en belastning og uden værdi, og at vi nok kun er ude på at nasse på samfundet.”

”Ordningen er på mange måder urimelig, og det er svært at få rådgivning om den,” siger Lene, der opfordrer sin fagforening JA til at komme mere på banen.

”Jeg er medlem af fagforeningen, men det er op ad bakke at få hjælp. Jeg bliver typisk henvist til kommunen – også når det for eksempel er kommunens modregning af feriegodtgørelsen, jeg vil spørge om.”

”Jeg ved godt, at JA er en lille fagforening, som ikke kan have ekspertise på alle områder, men JA kunne købe sig til rådgivning hos eksperterne i Ulykkes-patientforeningen, der ved alt om fleksjob-ordningen. På den måde kunne vi fleksjobbere også få lidt for kontingentkronerne. Vi betaler jo trods alt det samme som andre for at være medlemmer,” siger Lene Gadgaard.

 

 

 

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.