Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad
Af Ulla Skovsbøl
En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludseligt helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”
Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op, når han laver musik til film og tv-serier i badet eller bilen. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.
Hjemme satte hans sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd: ”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.” Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.
”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.
Brød 40 års tavshed
Tavsheden om selvmordet varede i fire årtier. Frans Bak var næsten 60, før han begyndte at sætte ord og toner til de mangeartede og nogle gange modstridende følelser, som de fleste efterladte ved selvmord genkender: Sorg og fortvivlelse, skyld, skam og vrede – men også kærlighed og livsmod. Han spillede først sangene for sin bror, der heller ikke havde talt om moderens selvmord i 40 år, og for nære venner.
”Det var virkelig rørende at opleve, hvordan det virkede på dem. Tankerne, følelserne og sangene har været inde i mig i alle årene, så da jeg først gik i gang med at skrive dem, blev de en stor forløsning for mig, og det bliver de også for dem, jeg deler dem med,” siger han.
Derfor spiller han i løbet af efteråret en række dagligstuekoncerter i private hjem sammen med krisepsykologi Ane Christensen. Han synger, spiller og fortæller, og hun leder en samtale om selvmord. Til daglig arbejder hun i Børnecancerfonden og har stor erfaring derfra med at facilitere sorggrupper.
”Jeg hørte nogle af Frans sangene sidste år ved et arrangement i Nykøbing Sjælland, og jeg sagde med det samme til ham, at han skulle ud til et større publikum. Der er så mange mennesker, som er berørt af selvmord. Emnet er stadig meget tabubelagt, og for de efterladte er det utrolig vigtigt at få lov til at tale om det,” siger hun.
Dagligstuekoncert i Skødstrup
En aften i september er femten mennesker samlet i Lene Jensens lille hus ved Skødstrup Strand til dagligstuekoncert. Hendes store lilla sofa er fyldt til sidste plads, og alt hvad huset har af stole, er i brug.
Frans Bak sidder ved sit medbragte keyboard og inden længe synger hele stuen med på omkvædet til ”Lys nu min engel,” og de andre sange om den døde mor. Emnet er tungt og tabubelagt, men mens de nynner med på de melodiske omkvæd, breder der sig en mild og varm stemning i rummet.
Jo mere de femten i stuen synger med, jo lettere bliver stemningen, og da de når til omkvædet i sangen ”Det var ikke min skyld” er stemningen næsten opløftet: ”Det var ikke min skyld. Det var ikke din skyld. Det var ikke nogens skyld,” synger de.
En af dem, der sang særlig højt, var aftenens vært Lene Jensen, hendes mor begik selvmord, da hun var fem.
”Hun fik en alvorlig fødselspsykose, da jeg kom til verden, og det var selvfølgelig ikke min skyld. Der er aldrig nogensinde nogen, der har givet mig skylden, men alligevel har jeg følt mig skyldig hele livet. Derfor var det rørende og forløsende at sidde og synge den sang sammen, og jeg vil virkelig gerne synge den igen,” siger hun.
Irrationel skyld, som Lene Jensens, er noget, der plager mange efterladte ved selvmord, forklarer psykolog Ane Christensen.
”Rationelle skyld, drejer sig om det, man rent faktisk har gjort eller undladt at gøre i en konkret situation. Men meget af den skyldfølelse, de efterladte plages af, er irrationel. De bliver ved med at kredse om, hvordan man kunne have forhindret selvmordet, hvis og hvis og hvis, og når man ikke får talt om det med andre, kan det udvikle sig til invaliderende tvangstanker,” siger hun.
Erfaringsdeling for efterladte
Hvert år tager cirka 600 mennesker deres eget liv. I 2016 var det det 426 mænd og 142 kvinder, men stort set hver gang et menneske begår selvmord, står der en hel kreds af efterladte tilbage. Landforeningen for Efterladte efter Selvmord vurderer, at mindst 4.000 mennesker hvert får den traumatiske oplevelse at en nærtstående tager sig eget liv.
De femten, som er samlet hos Lene Jensen, har med få undtagelser oplevet mindst ét selvmord. Sofaen rundt bliver der sat lavmælte ord på den ene voldsomme skæbne efter den anden. En kvinde har oplevet både en søn og en datter begå selvmord som helt unge. De led begge af biopolære lidelse, som tidligere blev kaldet maniodepressivitet. Langt hovedparten af de, der dør ved selvmord i Danmark har som dem en psykisk lidelse – halvdelen skønnes at lide af depression.
Andre af gæsterne har som Lene Jensen selv mistet en far eller mor, nogle har mistet begge forældre, andre igen en ægtefælle, og for enkelte er selvmord nærmest blevet en del af familiens identitet.
”Jeg kommer fra en selvmordsfamilie,” siger en yngre kvinde. ”Min mor og hendes fire søskende har alle mistet mindst én søn eller datter på den måde. Både min storesøster og min lillebror har begået selvmord, og det har min nevø også. I vores familie har vi rigtig svært ved at håndtere livet, det har jeg også selv, og jeg har gået meget alene med det i mange år. Men nu er jeg begyndt at tale om det, og det er en kæmpe lettelse,” siger hun.
De efterlandtes formand: Tal om det!
Lars Iversen, der er formand for Landforeningen Efterladte ved Selvmord, er en af tilhørerne i stuen, og han kunne ikke være mere enig. Hans kone begik selvmord i en alder af 57 under en dyb og langvarig depression.
”Min egen reaktion på min kones selvmord for 14 år siden var at arbejde som en sindssyg. Jeg røg som en skorsten, drak alt for meget kaffe og for meget rødvin, og når jeg havde fri, satte jeg mig bare ud i bilen og kørte afsted uden noget formål,” fortæller han.
”Først da jeg kom med i foreningen, begyndte jeg at tale om kones selvmord, og det var også en stor lettelse for mig. Man skal fortælle sin historie igen og igen, og for hver gang ændrer følelserne ændre sig en lille smule, så det bliver lettere at bære. Derfor har vi brug for at gøre op med de tabuer, som forhindrer os i at tale om det.”
”Derfor er det så vigtigt, at Frans Bak deler sine sange og fortæller om sin mors selvmord – og det er ikke mindst vigtigt, fordi han er en mand. Kvinder har ulige meget lettere ved at tale om svære følelser, men mænd har også hårdt brug for det,” siger formanden for Landeforeningen for Efterladte efter Selvmord.
Opgør med skyldfølelsen
Frans Bak sætter sig til klaveret igen. Samtalerne og kaffepausen er slut, og nu har sangene en lidt lysere tone. De handler om at komme igennem sorgen og om at lære at værdsætte det, der er. ”Tarvelig tango” er en humoristisk sang om vreden, som også er et tilbagevendende tema for mange efterladte:
”Jeg syns, det var tarvligt. Jeg håber ik´ det er arveligt, for jeg bliver her og tager min tørn – og kysser mine børn,” rimer han i al enkelhed.
Da han var barn, sagde hans mor engang til ham, at hun ikke mente, man har pligt til at leve. Det gjorde et dybt og foruroligende indtryk.
”Det har jeg aldrig glemt. Jeg kan ikke sige, jeg er vred på hende over det, men jeg synes, det er så trist og ærgerligt, at hun ikke har været her og set, at det er gået mig godt i livet, at jeg har fået en skøn kone og nogle dejlige børn – hendes børnebørn – og at jeg selv er blevet bedstefar. Hun kunne være blevet oldemor. Der er så meget, jeg gerne ville have delt med hende.”
At dele sangene om hende med andre er til gengæld en overvældende og anderledes oplevelse på flere måder:
”Jeg er vant til at skrive mere kompliceret musik og er egentlig ikke sådan en singer-songwriter, men når folk skal synge med, må det være enkle melodier og lette omkvæd. Og det gør noget særligt ved os at synge sammen. Det får endorfinerne til at suse rundt i kroppen, og jeg plejer at sige, at når man synger sammen, hører man sammen,” siger han.
”Det er selvfølgelig mig, der skriver sangene og komponerer musikken, men vi skaber også noget sammen, mens vi synger, og jeg bliver inspireret af samtalerne til nye sange.”
Ind til videre er der dog et klart hit på programmet. ”Lys nu min engel” er måske nok den smukkeste sang, som det stadig berører Frans Bak at synge, men deltagerne er ikke i tvivl om, hvad de vil have som ekstranummer: ”Det er ikke min skyld.”
Nogle af sangene kan høres her
Om Frans Bak
- Komponist, kapelmester, saxofonist og pianist
- Uddannet ved det Kongelig Danske Musikkonservatorium i 1980
- I 1980erne keyboardspiller i forskellige bands bl.a. Dagspressen, Santa Cruz, Blast og Buzstop
- Kapelmester for egne grupper bl.a. Det Blå Skrig og Jazzgruppen 90
- Kapelmester for showorkestre for bl.a. Tommy Kenter, Per Pallesen og Søren Pilmark
- Komponist til musik til kendte DR-serier som Nicolaj & Julie og Forbrydelsen
- Komponisten bag Danse i Måneskin, som blev Trine Dyrholms gennembrud MGP i 1987
- Siden 2010 primært film- og TV-komponist i udlandet
- Frans Bak er født 7. februar 1958. Hans mor begik selvmord i 1976
”Sange til Min Mor”
- Et udvalg af sangene kan høres på sangetilminmor.dk
- Kommende arrangementer:
25.10, kl. 19.30: Frivillig Center Herlev
6.11., kl. 19.30: Eliaskirken, København V - Fremover koster en aften med Frans Bak og Ane Christensen 6000 kr.
Journalistik på bloggen - på tryk og i radioen 