Aros skaber kunstoplevelser til mennesker med demens

Aros er som det første kunstmuseum i Danmark blevet anerkendt af Alzheimerforeningen som ”demensvenligt museum.” Medarbejderne har været demenskurser, og nu tilbyder museet særlige kunstforløb for demensramte og deres pårørende.  

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Aros inviterer mennesker med demens og deres pårørende til at deltage i kunstarrangementer med workshop. Foto Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Seks ældre damer går forsigtigt ind i en mørk kældergang under kunstmuseet Aros i Aarhus. De virker lidt usikre og undrende, men to unge kvinder guider dem ivrigt ind i mørket.

Lidt længere fremme falder lys ud i gangen fra et rum, som minder om en dagligstue, og de to unge får de seks ældre gelejdet ned i sofa og lænestole. Videobilleder flimrer på én væg, en anden er beklædt med sort kaninskin. Blødt at røre ved og lidt makabert. Alt er på en gang hverdagsagtigtig og alligevel ret aparte.

De seks damer har alle demens i mild grad. De er brugere af et lokalt kultur- og sundhedscenter i Tilst vest for Aarhus, og er på udflugt med to medarbejdere derfra. De er netop gået ind i kunstinstallationen ”Daggrystimer i naboens hus” af den hollandske kunstner Pipilotti Rist og er blevet en del af den.

Første demensvenlige kunstmuseum

Sofie Bjerre Nielsen (tv) har lige som mange andre kolleger på Aros været på kursus i demensvenlighed. Foto: Ulla Skovsbøl

Aros har som første kunstmuseum i Danmark fået Alzheimerforeningens diplom som ”demensvenligt museum.” Det indebærer, at mindst 50 pct. af medarbejderne har deltaget i et kursus og lært at møde demente museumsgæster med opmærksomhed og hjælpsomhed.

Men Aros er gået videre med demensvenligheden og har udviklet et særlige tilbud til demensramte og deres pårørende. Det er et forløb på to timer, hvor deltagerne i helt små grupper ser på ét enkelt værk, og bagefter forsøger de sig selv som udøvende kunstnere i en lille workshop. De seks kvinder i kælderen er blandt de allerførste hold. Tilbuddet kræver ingen forkundskaber, og det hele foregår i en tryg og uformel atomsfære.

”Som museum vil vi gerne tage et socialt ansvar og byde alle grupper indenfor til gode og vedkommende oplevelser med kunsten. Vi har en fantastisk samling her på Aros, og den vil vi gøre tilgængelig for alle – også mennesker med demens” siger formidlingsinspektør Birgit Pedersen, som er ansvarlig for udviklingen af Aros tilbud til demensramte.

”Alle slags mennesker kan blive ramt af demens. Nogle har haft et intellektuelt liv før og været glade for at se på kunst og gå på museum, og det er ikke sikkert, at tilbud om bankospil og dans til gamle slagere appellerer til dem. Derfor vil vi give dem et alternativ, som respekterer, at de stadig kan have intellektuelle interesser trods deres sygdom, ” forklarer hun.

Behov for demensvenligt samfund

Aros er en af snart mange institutioner og virksomheder, som har givet medarbejderne et kursus i demensvenlighed. Foto: Ulla Skovsbøl

Flere end 80.000 er i dag ramt af demens alene i Danmark, og der bliver ifølge Nationalt Videnscenter for Demens hvert år konstateret ca. 7.500 nye tilfælde. I 2040 forventes antallet af demensramte over 60 at være vokset til 125-150.000, og det er en samfundsmæssig udfordring på mange planer.

”Flere og flere lever med en demenssygdom, og hvis de skal kunne begå sig og navigere rundt, må hele samfundet blive mere demensvenligt. Det kræver viden, for særlige ved demens er, at du ikke umiddelbart kan se på folk, at de har sygdommen, siger Eva Riis Stawicki fra Alzheimerforeningen. Hun er projektleder for kampagne Demensven, som har stået for demenskurset til medarbejderne på Aros.

Kampagnen var i begyndelsen udelukkende finansieret af patientforeningen selv, men siden årsskiftet har den fået offentligt tilskud som led i regeringens Demenshandlingsplan, og Alzheimerforeningen oplever, at flere og flere institutioner og virksomheder henvender sig for at få hjælp til at ruste medarbejderne til at møde demensramte kunder, gæster og brugere.

Demensvenner bag rattet og disken

De to unge museumsguider Sofie Bjerre Nielsen og Vanja Falk har fået opgaven med Aros tilbud til mennesker med demens. Foto: Ulla Skovsbøl

Cirka 10.000 medarbejdere i supermarkedskæden Rema1000 har således været på kampagnens kursus. Det samme gælder chaufførerne i Nordjysk Trafikselskab mange andre store og små virksomheder.

Der er ikke tale om et sundhedsfagligt kompetenceforløb, men nærmere et informationsmøde om, hvad demensvenlighed indebærer. Eva Riis Stawicki sammenligner det med et førstehjælpskursus, hvor man får en grundlæggende viden om, hvad man skal gøre, hvis man ser én falde om på gaden.

”Det er det samme med demensvennerne. Vi klæder dem på til at tænke demens ind i hverdagen, være opmærksomme på mennesker, der måske har sygdommen og række hånden ud mod medmennesker, når de har behov. Den opmærksomhed og hjælp er særligt vigtig for de demensramte, for hvis vi ikke forstår at tage hensyn til dem, kommer vi til at udelukke dem fra samfundet, ” siger Eva Riis Stawicki.

Kunst skal vække erindring

Decoupage er en kongelig kunst, mener Inga Christensen, for dronningen dyrker den. Foto: Ulla Skovsbøl

De seks damer i Aros kælder ser nu en nøgen kvinde, der som et kæmpe insekt maver sig hen over en græsplæne ved en gammel villa og op på verandaen. Det er kunstneren Pipilotti Rist selv i egen iscenesættelse. Tilskuerne i dagligstueinstallationen ser lettere mystificerede ud ved synet.

Det er meningen, at mødet med kunsten skal vække associationer og erindringer, som senere kan blive samtaleemner, men det er ikke Pipilottis installation, der fylder mest i snakken, da de seks særlige museumsgæster lidt senere sidder rundt om et bord med kaffe og chokolade og en stor stak kulørte magasiner foran sig og er gået i gang med at lave collager af billeder fra bladene.

”Det er découpage, lige som dronningen laver,” siger Vanja Falk, der studerer kunsthistorie og arbejder på Aros i et studenterjob.

”Men hun er nok på et lidt andet niveau end os,” grynter aktivitetsmedarbejderen Lars Hovgaard tørt, mens kartonnet foran ham i raskt tempo bliver dækket af farvestrålende fragmenter fra de glittede blade sat sammen på nye, overraskende måder.

”Ja, hun er på et kongeligt niveau,” indskyder Inga Christensen, med en lille latter.

Inklusion og samvær er vigtigst

Annys erindring bliver ikke vakt af udstillingen, men af de skønne staudebede i et haveblad. Foto: Ulla Skovsbøl

Inga Christensen er godt i gang med sin kreative collage. Ved siden af hende klipper Birthe Ladefoged omhyggeligt sommerfugle og blomster ud af et blad og klistrer dem sirligt på kartonnen. Anny Jakobsen har derimod overhovedet ikke har lyst til at ødelægge sit blad ved at klippe eller rive i det. Det er et haveblad med et tema om landbohaver.

Langsomt vender hun siderne og beundrer hvert eneste billede af skønne staudebede i blåt og gult og rosa, mens hun fortæller om sine egne haver. Hun og hendes afdøde mand havde et landbrug lidt vest for Aarhus, og der havde hun en kæmpe køkkenhave og den dejligste prydhave. Hver side i bladet inspirerer hende til flere fortællinger om livet dengang, og billederne i bladet vækker den erindring, dagligstueinstallationen ikke fik liv i.

”Men det gør ikke noget, at de ikke snakker om værket, bare de bliver involveret i en social aktivitet og føler sig inkluderet, ” siger Vanja Falk, mens hun rydder op sammen med kollegaen Sofie Bjerre Nielsen.  Découpagemagerne er i mellemtiden gået op i Guldaldersamlingen for at nyde et par af de gamle malerier, før de tager med minibussen hjem til Tilst.

Vanja Flak er 25 og netop blevet færdigt med sit kandidatspeciale. Sofie Bjerre-Nielsen er 23 år og stadig i gang med sin bachelor i kunsthistorie.

”Det vigtigste er jo, at de har det rart. Men måske skulle vi have valgt et værk, der var lidt mere tilgængeligt,” spekulerer hun.

Positiv effekt på arbejdsmiljøet

Det vigtigste ved besøget på Aros er ikke kunstforståelse eller -udøvelse, men samvær og inklusion. Foto: Ulla Skovsbøl

De to unge guider, har begge været på demenskursus, men de lærer stadig hele tiden noget nyt om deres målgruppe. Det gør imidlertid ikke noget, at demenstilbuddet også er et udviklingsforløb for medarbejderne, tværtimod, mener formidlingsinspektør Birgit Pedersen. Hun oplever, at hele museet fra rengøringspersonalet til direktøren bakker op om demensvenligheden, og at den har positive sideeffekter.

”Vi er alle sammen blevet mere opmærksomme på, at vi som borgere i samfundet skal tage et socialt ansvar,” siger hun. ”Og så har vi generelt fået en større forståelse for, at vi allesammen er forskellige og opfører os uhensigtsmæssigt indimellem, så vi har brug for andres tolerance – og så selv om vi ikke lider af demens.”.

 

 

 

 

 

Advertisement

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.

%d bloggers like this: