Højskolen er en tiltrængt pause fra demensen

Højskolen har kulturelle og sociale værdier, som kan give mennesker med demens et personligt løft og en tiltrængt pause i hverdagen uden fokus på sygdom. Det viser Alzheimerforeningens samarbejde med højskolerne i Brandbjerg og Gerlev.  

Reklamer

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Alzheimerforeningen holder to højskolekurser årligt for mennesker med demens på henholdsvis Brandbjerg Højskole og Gerlev Idrætshøjskole. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

”When you try your best but you don’t succeed…” skråler korleder Christian Svane og hamrer det britisk rockband Coldplays 1990er hit ”Fix you” i klaveret. Han gør sit bedste for at få koret med, men successen er ikke overvældende. Herrerne er stumme som fisk. De bevæger dårligt nok læberne. Damerne forsøger sig forsigtigt med teksten: ”When the tears come streaming down your face, cause you lose something you can’t replace.”

Sangen handler om ulykkelig kærlighed, men deltagerne i dagens korworkshop på Brandbjerg Højskole uden for Vejle ved om nogen, hvor smertefuldt det er at gøre sit bedste og alligevel ikke klare det, man gerne vil. De kender også til hudløshed smerten ved at miste noget, man ikke kan erstatte – ikke bare en ungdomskæreste, men derimod grundlæggende færdigheder og kognitive evner.

Kursisterne i musikrummet har det til fælles, at de alle lider af demens i en tidlig fase. De er taget alene en uge på højskole for at dyrke fælleskab, korsang, kunst og naturvandringer som helt almindelige højskolekursister, men deres kursus er arrangeret af Alzheimerforeningen. Imellem dem sidder derfor fire fagpersoner og to frivillige hjælper, som er med som deres hjælpere for at sikre en god højskoleoplevelse.

Højskolen opløfter og opliver

Selv om man har demens, kan man godt lære nye sange. Foto: Ulla Skovsbøl

”Højskolen er en vigtig del af vores kultur, og den har altid kunnet løfte mennesker op. På højskolen sætter vi overliggeren lidt højere, så vi bliver udfordret af det. Der er ikke noget forkert i at sangen er svær, og at teksten er på engelsk. Selv om man har demens, har man stadig brug for at blive udfordret, og man har brug for at opleve noget nyt, se noget og møde andre mennesker, ” siger demenskoordinator Inga Primdahl, der en af de fire fagpersoner på kurset.

Hun har været med til at udvikle Alzeheimerforeningens tilbud Aktiv Højskole siden 2011. Der er to kurser årligt – et på Brandbjerg Højskole og et på Gerlev Idrætshøjskole. Der er plads til 20 kursister på hvert kursus, og ventelisterne taler deres tydelige sprog om behovet for den form tilbud til mennesker, der stadig kan og vil leve et aktivt liv på trods af demens.

”Der er ikke mange tilbud til den gruppe ude i kommunerne, men der er virkelig brug for det,” siger Inga Primdahl, der til daglig arbejder som demenskoordinator i Struer Kommune. Hun er ikke i tvivl om, at netop højskolen kan tilbyde de demensramte noget væsentligt, og det er Brandbjerg Højskoles kursusleder Ida Gormsen enig i.

”Det er højskolernes særlige samværsform og det ligeværdige fællesskab, som er vigtigt for dem.  I højskolemiljøet kan man være sig selv og blive accepteret som den, man er.  Det er vigtigt for de unge kursister, men også for den her gruppe.”

”Højskolen kan rumme forskelligheden, og dialogen mellem mennesker, som mødes i gensidig respekt og forståelse er det bærende i højskolen,” siger hun og fremhæver, at en af kursisterne med demens gjorde et stort indtryk på de unge højskoleelever ved at fortælle om sit liv med sygdommen på en morgensamling.

”Der var både lærere og elever, som blev meget berørte over det, og for de unge er det sundt at møde en gruppe mennesker, de ellers sjældent har berøring med.”

Benny Andersen fra højskolesangbogen får stemmerne på gled. Foto: Ulla Skovsbøl

Korlederen Christian Svane beslutter at lade den engelske tekst hvile. Kursisterne skal optræde med korsang ved et aftenarrangementet for familie og venner, og han vil gerne have lidt mere power på stemmerne.  Højskolesangbøgerne bliver delt ud, og da han slår Benny Andersens populære forårssang an, kommer tungerne endelig på gled. Jo længere, koret når i teksten, jo bedre lyder det, og de sidste strofer klinger for fuld udblæsning: ”Og en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg!”

Udenfor er det ikke forårssolen, men en gylden oktobersol, som skinner fra en skyfri himmel, og eftermiddagskaffen bliver indtaget på terrassen ud mod haven. Der bliver hyggesnakket og pjattet.  John Jensen er en af kursisterne ved kaffebordet. Han er en sporty mand i ternet skjorte, og han virker yngre end sine 67 år.

For fem-seks år siden fik han diagnosen Alzheimer, men ved første blik er der intet, som umiddelbart afslører hans sygdom. Det er tredje gang, han er på Aktiv Højskole med Alzheimerforeningen. Han har brug for de gode oplevelser.

”Det er jo ikke sjovt med den sygdom, for man skal give slip på alt det, man var,” forklarer han. Han var skoleinspektør på en specialskole, indtil han måtte gå af på grund af sin begyndende demens.  ”Pludselig var jeg ingenting. Det er svært. Jeg har heller ikke kørekort mere, så jeg kan ikke engang selv køre bil.”

John Jensen fortæller gerne om det svære ved sat have demens. Om ordene, som forsvinder og ting, han ikke længere kan. Men sygdom er kun undtagelsesvis samtaleemne blandt kursisterne.

”Da jeg meldte mig som frivillig første gang, troede jeg, kurset gik ud på, at de skulle lære noget om deres sygdom.  Men det gør det overhovedet ikke. De gider heller ikke høre mere om demens. De har hørt nok,” siger Bettina Sørensen, én af de to frivillige hjælpere på kurset.

”Det her er et højskolekursus, hvor deltagerne er her for at få gode oplevelser lige som alle andre, der tager på højskole. Det skal være en pause fra sygdommen,” siger hun.

Snakken går over kaffen om alt andet end demens. Foto: Ulla Skovsbøl

Jens Fuchs sidder ved et af de andre borde på terrassen. Han hjælper en medkursist med at få et digitalt kamera til at virke. Jens Fuchs er 56 og har været IT-konsulent, før han blev syg.  Han passer ikke ind i den stereotype forestilling om, hvordan en dement person ser ud, men ifølge Nationalt Videnscenter for Demens har ca. 3000 mennesker under 65 år i Danmark med en demensdiagnose som Jens Fuchs.

Helene Larsen på 82 ved nabobordet passer aldersmæssigt bedre ind i vanetænkningen, men heller ikke hun afslører ved første bekendtskab sin demens. Til daglig bor hun alene, efter at hendes man er død, men klarer sig nogenlunde i hverdagen med lidt hjemmehjælp, et godt netværk og familien. Det er et af hendes tre voksne børn, som har foreslået hende at tage på højskole, og det er hun glad for.

”Det er virkelig fantastisk at være her. Der er så mange søde mennesker, og det gælder både personalet og patienterne,” siger hun.

Helene Larsen har et langt liv som sygeplejerske med sig i bagagen, og hun kalder konsekvent sine medkursister for patienterne.  Helene har ikke været på Aktiv Højskole før. Det har Annie Christensen ved siden af heller ikke, men i 1970erne tog hun og hendes mand med deres børn på sommerhøjskole i ferierne. Siden har hun tit været på korte højskolekurser og nydt det. Nu er det hendes mand, der har meldt hende til, fortæller hun, og opholdet på Brandbjerg Højskole vækker gode minder.

”Det er dejligt at være. Men det er svært at have demens,” konstaterer hun. Det er kun få måneder siden hun fik diagnosen, efter at hun gennem ti år har haft adskillige små blodpropper i hjernen.

”Jeg er blevet dårligere heroppe,” siger den tidligere socialrådgiver og peger på sit hoved. ”Det fungerer bare ikke mere, som det plejer, og det gør det indimellem svært at være her. Der er mange ting, man skal og mange skift. Det kan godt irritere mig, for jeg kan ikke altid kan følge med, og så trækker jeg mig tilbage eller ind i mig selv,” forklarer hun.

Det gør imidlertid ikke noget, mener de professionelle hjælpere. Det er i orden at trække sig tilbage og få et hvil, hvis man bliver overanstrengt. Det betyder bare ikke, at alle skal skånes for indtryk hele tiden.

Mange myter om demens

Vandreture i skoven, kunstforståelse og korsang hører med på kurset lige som på et almindeligt højskolekursus. Foto: Ulla Skovsbøl

”Der er så mange myter om demens,” siger Anne Lykkebo, der lige som Inga Primdahl har en baggrund som kommunal demenskoordinator, og er med på kurset som fagperson.

”En af dem er, at man skal skånes for indtryk og ikke må opleve for meget. En anden er, at man ikke kan lære nyt. Men det er fordomme. Man kan godt lære nyt, selv om man har demens – en ny sang for eksempel – og det er godt at gøre op med noget af alt det, som begrænser ens liv med sygdommen. ”

”Det er vigtigt for folk, der ikke er så langt i forløbet at blive udfordret. Med lidt støtte kan de godt indgå i nye sammenhænge, og det betyder meget for dem. Det viser højskolekurserne tydeligt. Jeg bliver selv ydmyg, når jeg ser, hvor godt nogle af dem tackler deres sygdom med åbenhed og humoren i behold, ” siger hun.

Inga Primdahl genkender kollegaens oplevelse: ”Jeg bliver også ydmyg. Når man er sammen med en gruppe som den her, oplever man dem måske den første dag som temmelig svage. Jeg må tage mig selv i at tænke, at de kan nok ikke ret meget.  Men når vi er sammen på højskolen, opdager vi  efterhånden deres kvaliteter, deres humor og alt det, de faktisk kan,” siger hun.

I musiklokalet har Christian Svane har sat sig til klaveret igen, klar til sidste runde af dagens kor-prøve. Kursisterne finder deres pladser, og sangark bliver delt ud.  Nu er Kim Larsens største hits på programmet, og her kan alle være med: ”Åhhh manjana – håber vi får i morgen med,” skråler koret.

Selv om man hurtigt glemmer dagen i dag, kan man sagtens glæde sig over håbet om, at der kommer en ny i morgen.

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.