Mange vil savne Pernille og hendes dans, og det livsbekræftende, inkluderende danserum, hun åbnede for andre på sine kurser, nytårskure, workshops og i forbindelse med sine forestillinger.
På dagen, hvor hun er blevet bisat, vil jeg – Ulla Skovsbøl – derfor dele det kapitel, Pernille skrev til antologien At danse livet, som jeg var redaktør på i 2015. Bogen blev udgivet på Vestjyllands Højskoles Forlag i anledningen af højskolelærer, præst, danser og fortæller Brita Haugens 75 års fødselsdag og højskolejubilæum.
Brita var en af Pernilles læremestre, men hun havde mange andre. En indisk dansemester på Odin Teateret sendte hende ud på en livsrejse i dansens verden. Dans blev både hendes profession, en måde at forstå sig selv og verden på og en tilbagevendende tilstand af bøn.
I At Danse Livet skrev hun selv om det:
Indvielse til dans
Af Pernille Overø
Sufierne siger, at dansen er en måde at give slip på sjælen på, så den kan flyve opad og møde det guddommelige. Santeriadanserne på Cuba siger, at dansen er en måde at invitere deres gud ned til dem på. Aboriginerne i Australien danser for at nærme sig deres dyr og komme tættere på naturen.
Vores forfædre har danset kornet op af jorden og lavet pagter med dyr gennem dans, og shamanerne har rundt om i verden danset sig til visdom. At danse er med andre ord en måde, hvorpå vi kan forbinde os med noget uden for os selv, så vi kan mærke det inden i os selv.
Min egen første erindring om at opleve gennem dans var i børnehaven, hvor vi havde en LP, der hed Vi leger og bevæger os til musik. Til den dansede vi havdyr. Jeg fik pladen derhjemme, og det var noget ganske særligt, næsten andægtigt, når min far satte pladen på grammofonen, og jeg fik lov at være alene inden i stuen og danse for mig selv. I bevægelsen oplevede jeg det at være mig som noget helt andet end i alle andre øjeblikke. Min krop, mine tanker, mine følelser…
Det var som at være en anden. Jeg vidste godt, det var mig og oplevede det vel snarere som at bevæge mig ind i en anden verden, hvor jeg kunne være noget andet, end det jeg var i hverdagen. Og jeg kunne forstå det. Jeg forstod spillereglerne. Jeg forstod, hvornår jeg skulle være krabbe og søhest, det føltes meget mere velkendt end lære at cykle, luge eller holde styr på mine lommepenge.
Men den eneste måde jeg dengang kunne forfølge oplevelsen med dansen på, var ved at starte på Kirsten Baks Danseinstitut i Åglimt i Holstebro. Jeg fik en lyserød tyl kjole og lærte at føre en quickstep og en engelsk vals. Når det kneb med at huske variationerne, satte min far igen en grammofonplade på hjemme i stuen, og så dansede han med mig. Og det kunne han! I disse dage går jeg og rydde op i hans ting, og fandt forleden hans sølvpokal fra Fyns-mesterskab i tango fra 1943. Min fars sans for dans har været et dejligt følgeskab gennem årene.
Men jeg har haft mange andre læremestre. Jeg har nok været seksten, da jeg tog til Fjaltring på mit første weekendkursus i rituel dans hos Brita Haugen. Og når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det var der, jeg første gang fik den store gave, det er at opleve sig selv, dansende i en sammenhæng med andre og i en ramme, der var større end os i ritualet.
Indvielse i Indien
Jeg sidder i det hellige rum i huset. Det er her alteret står, det er her gudebillederne hænger, her der bedes mange daglige bønner, og det er her transistorradioen står, og Guruji sover. Vi har fået af vide, hvad vi skal have med, fem frugter, et hvidt bomulds klæde, rødt bånd. Guruji udfører bønner, ringer med klokker, beder til Guderne og til hans lærer. Jeg læner mig ind i oplevelsen, og genkender den som et ritual. Det er helt. Jeg skal ikke gøre noget eller finde på noget. Jeg skal indvies til den indiske dans og til denne lærer. Han binder det røde bånd om min arm som tegn på, at jeg er indviet i dansen, og indviet som elev af ham.
Da han er færdig, vender han sig mod os og siger, at nu kan vi bede til vores egen Gud. Jeg beder og takker for, at jeg er endt lige her. Så går vi ud i gården, hvor vi lærer den første dansebøn, som vi skal lave i dag og hver morgen, inden vi starter træningen. En måde at bede til jorden, til ens Guru og til Guderne på.
Næste dag foregår det på skolen, hvor en halv landsby – sådan opleves det – står og kigger på, at vi bliver snøret ind i livet så brystkassen kommer og frem, og det er lidt besværligt at trække vejret. Bjælder på anklerne, og så den første rytme og de første trin. Der er intet, der virker bekendt for min krop. Jeg forstår ikke rytmen med mit hoved og forstår ikke trinene med min krop.
Efter et kvarter er vi gennem blødte af sved og får lov at sidde ned, mens to af de lokale mandlige dansere bliver undervist. På gode dage er der flere hold. Når de har været igennem alle sammen, er det os igen. Ofte afbrydes vi halvvejs af en tesælger, der kommer med te til os alle. Efter et par timer holder vi, vandrer hjem gennem landsbyen, tager et bad med køligt vand fra brønden, spiser frokost, sover til middag.
Næste formiddag vandrer vi ned til skolen igen. Vi har fri om søndagen, og når det regner, for taget er utæt og gulvet for glat at danse på, når det var vådt. Jeg husker det som en evighed, måske var det en måned, så følte jeg en dag, at jeg fløj, mens vi øvede påfuglens dans. Min krop havde lært noget, forstået noget. Jeg kunne stadig ikke tælle rytmen, men min krop dansede for første gang. Og det føltes som at flyve.
Dansene handlede om Guderne, men som de sagde, kan mennesker ikke danse Guderne, men de kan danse skyggerne af dem. Og det gjorde de. De førte os ind i dansen, med vores nordiske kroppe. Når vi viste dem en rheinlænderpolka, troede de ikke på det, på at mennesker i et så civiliseret land kunne danse sådan.
Dansen som bøn
Min indvielse i Chau-dansen var min første oplevelse af dans som en bøn. Bagefter kan det se ud som en omvej at tage til Indien fra Holstebro for at danse, men jeg tror, det har været en genvej for mig. Jeg tror, alle de danseforestillinger, jeg har lavet siden, kan ses i forhold til den indiske dans. Med historiefortællingen, formen for forestillingen, der kommer fra ritualet og bønnen. Og bevægelserne. Det var en genvej til noget i mig.
Selv om jeg aldrig slog mig ned i Indien og blev indisk danser fuldt ud, var det i mange år en stor del af mit virke at danse indisk dans. Og der sker noget i rummet, når man danser en bøn. Det har en effekt. Det er den effekt på mig, den der har berørt mig, dansen er en måde for mig at være i bøn og i bevægelse på en gang.
Inden jeg danser en indisk dans, bøjer jeg mig ned og rører jorden, og fører støvet fra gulvet op mod min pande. Siger undskyld for at jeg skal til at træde på jorden. Og i tankerne rører jeg ved Gurujis fødder, siger tak for den dag han sagde, ”Why don´t you come to my house in India. I will teach you.”
Det var en invitation til få lov at være på besøg i en religiøs dansetradition, i et land, en kultur og i en familie. Da vi ankom den første aften, stod hele Gurujis familie uden for huset og gav hånd: “Velkommen. Jeg er din bror, din onkel din niece, din tante…” For et enebarn som mig var det ret overvældende. Vi blev adopteret som en del af familien og opdraget til at kunnen begå os. Vi lærte at binde en sari, at spise ris med én hånd, at bede i templet. Samtidig med de modtog os med denne åbne gæstfrihed, tog de det som en selvfølge, at vi havde vores egne guder og skikke.
At leve så tæt med familien gjorde, at bevægelserne i dansen blev lært også gennem dagligdagen, ved at trække vand op af brønden, og gå i sari og være med til bedstemorens morgenbøn. Det var et besøg i en dans, hvis hovedformål er bøn. En oplevelse af, at en bevægelse kan være en bøn lige så vel som en bøn i ord eller digt.
I Indien er der tradition for, at dansen danses foran gudeskulpturerne, så selve dansen er en bøn. Dansen er historiefortællende. Dans, historier, skulpturer, fortællinger, alt fortæller om guderne, det er som et fælles åndedræt, hvor dansen er en del, af det samlede liv, hvor man lever som menneske, i relation med guderne.
Hvad jeg først forstod mange år senere var, at den stramme form i den indiske dans bragte noget frem og berørte mig inden i på en måde, jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skulle have fundet frem til. Noget af det, bevægelse jo kan, er at vække følelser. Forskellige bevægelser vækker forskellige følelser. Selvom bevægelserne i starten var meget fremmede fra min nordiske krop, vækkede de både følelser, jeg genkendte, og en ny følelse af tilbedelse, som jeg ikke før havde oplevet at kunne udtrykke. Som dansende en bøn, tænker jeg, opgaven er at lade det, dansen vækker, få lov at flyde gennem én, så den bliver udtrykt i dans. Og den erfaring har jeg siden uddybet i andre dansetraditioner, ikke mindst hos ægyptiske sufidansere i Cairo.
Hvirvlende sufidans i Cairo
Min lærer tegner en cirkel i luften, pegere ud på gulvet og nikker mod mig. Han bliver ved med at se på mig, mens han lægger armene over kors, og venter. Mit livs første time i sufidans er begyndt. Introduktionen har varet nogle få sekunder ved hjælp af enkelte tegn. Jeg er ikke i tvivl om budskabet. Jeg skal bare gå i gang med at dreje.
Det gør jeg så. I noget, der føles som meget lang tid. Og som sandsynligvis er et par minutter. Jeg stopper og mumler: “ I am sorry,” og vakler hen mod en træbænk. Min lærer, Bundur, tager mig i hænderne og fører mig mod målet. Jeg lægger mig ned. Hele rummet snurrer rundt. Da jeg har fået væggene og loftet til at falde til ro, kommer Bundur hen og ser på mig. Han lægger hovedet på skrå: “Ok?” – “Ok,” siger jeg og rejser mig op. For at lægge mig ned igen. Det er lidt for tidligt. Da væggene er helt stille, rejser jeg mig op for at gå i gang igen.
Sådan forløb min sufidanse-undervisning i Cairo. I et gammelt palads midt i basaren, skiftevis drejede jeg og måtte hen og ligge. Efter to uger kunne jeg dreje i en time. Jeg tror ikke, min lærer vidste, hvor god en pædagog, han var. Han vænnede mig til at dreje under meget forskellige omstændigheder, så jeg ikke blev afhængig af en bestemt måde.
På gode dage spillede han selv til. Da kunne jeg i øjeblikke få følelsen af, at det svingede. At dreje uden anstrengelse, at blive løftet af rytmen. Andre dage var det en af hans elever, der spillede tromme. Det svingede ikke. Så var det hårdt arbejde – opad bakke.
Hvis min lærer havde hænderne fri ind i mellem, satte han sig på gulvet under mit store skørt og slog på mine ben, hvis jeg ikke flyttede dem hurtigt nok. Andre dage tændte han blot for fjernsynet, og så drejede jeg til ægyptiske tv-reklamer. Når hans ven kom på besøg, gik han udenfor og røg cigaretter. Jeg syntes, det ville være pinligt, hvis jeg holdt pause, når han kom ind. Så jeg blev ved og ved.
Jeg har siden danset sufidans på teaterfestivaler herhjemme, i Grønland, på sufifestival i Pakistan, til runde fødselsdage, bryllupper og receptioner. Traditionelt er sufidansen en del af en religiøs praksis, ogfor mig er sufidansen altid en bøn, også når jeg hvirvler som en performance, som danseforestilling. Men for et par år siden oplevede jeg, at denne religiøse dans fra en anden kultur også kan indgå som et meningsfuldt ritual i en moderne dansk sammenhæng med den klare intention at hjælpe noget og nogen på vej: Jeg blev engageret som sufidanser til en begravelse. Dér brugte jeg for første gang dansen en del af et eksisterende religiøst ritual.
Begravelsesdanser
Det er en lidt kølig forårsmorgen. Jeg vandrer med min sufikjole i tasken ned ad havegangen mod kapellet på Vestre Kirkegård i København på vej til mit første job som danser til en begravelse. Jeg skal lige nå at stryge mit tøj og prøve dansen i kapellet, mens det er tomt.
Pedellen er ikke overrasket. Han har lukket mange kunstnere ind i kapellet, før de skulle optræde ved begravelser. For mig er det helt specielt. Vi når at øve, og jeg stryger lige kjolen en sidste gang, før de første familiemedlemmer kommer ind i kapellet. Jeg hilser på, og vi træffer de praktiske aftaler, inden jeg og musikeren sætter os ned på en af de bagerste rækker.
Jeg er blevet ringet op fra Nuuk af en kvinde, jeg ikke kender, og spurgt om jeg vil danse til en begravelse. Familie og venner ønsker sig, at den afdøde bliver danset godt afsted. Selvfølgelig vil jeg det. En af hendes bekendte i Danmark havde set mig danse i en kirke.
Kapellet fyldes. Halvdelen er i grønlandske nationaldragter. Efter salmer og taler slår musikeren en langsom rytme an, og vi går sammen op ad gangen, hvor jeg bøjer mig for kisten. Så hvirvler jeg ganske stille, mere og mere, til jeg oplever, at jeg letter, til noget inden i mig letter, samtidig med at jeg kommer mere og mere til stede. Jeg danser for familien, for dem der sidder i kapellet, for den afdødes sjæl. Jeg danser for os alle. Hengiver mig til dansen, og det dansen gør ved mig, og ved os, det dansen kan, at lade os give slip på sjælen, så den kan flyve op at møde Gud, som Rumi, den persiske mystiker, skriver.
Bagefter forlader følget kapellet. Jeg pakker kjole og strygejern sammen og går igen ned ad stien mellem gravene.
Behov for nye danseritualer
Jeg har holdt mange dansende foredrag, hvor jeg demonstrerer danse og deres funktioner i forskellige kulturer, og jeg har danset til temagudstjenester, men dansen i kapellet var min første oplevelse af at udføre en dans med en helt klar rituel funktion som svar på et ønske: Et ønske om at se et elsket menneske bliver danset godt afsted.
Jeg har brugt en del af mit liv på at danse og lære om religiøse og rituelle danse i forskellige kulturer, undersøgt hvordan de er opstået i en bestemt tradition et bestemt sted i verden, hvor man lever på en bestemt måde. Men den dag i kapellet oplevede jeg, at dansen også kan have en rituel funktion i min egen kultur, og at det kan føles naturligt, at dansen fortsætter der, hvor ordene slipper op, og at den kan træde i deres sted som et sprog, der taler til sanserne. At dansen fra én tradition, således kan blive et svar på en længsel i en anden. Ikke på grund af traditionen, men på grund af dansen – af dens virkning. I dansen ved kisten dansede jeg en bøn for andre, og jeg tænker, at opgaven er at lade det, dansen vækker, få lov at flyde gennem én, så det bliver udtrykt i bevægelsen.
Starhawk, en amerikansk “ritualskaber” skriver et sted, at vi selv må skabe de ritualer, vi har brug for. På vej ned over kirkegården ad stien væk fra kapellet, tænker jeg, at det er netop sådan, det er: Vi lever i en tid, hvor vi har bruge for nye ritualer, og hvor vi selv må skabe og danse de nye rituelle danse, vi har brug for.
Journalistik på bloggen - på tryk og i radioen 