Dansen var Pernille Overøs måde at forstå livet på

Danser og scenekunstner Pernille Overø døde tirsdag den 27. august 2019 efter længere tids sygdom. Hun blev bisat lørdag fra et kapel i Aarhus fyldt med blomster og sørgende venner.

Pernille Overø i sufidans. Foto: Jan Rüsz

Mange vil savne Pernille og hendes dans, og det livsbekræftende, inkluderende danserum, hun åbnede for andre på sine kurser, nytårskure, workshops og i forbindelse med sine forestillinger.

På dagen, hvor hun er blevet bisat, vil jeg – Ulla Skovsbøl – derfor dele det kapitel, Pernille skrev til antologien At danse livet, som jeg var redaktør på i 2015. Bogen blev udgivet på Vestjyllands Højskoles Forlag i anledningen af højskolelærer, præst, danser og fortæller Brita Haugens 75  års fødselsdag og højskolejubilæum.

Læs mere om At Danse Livet

Brita var en af Pernilles læremestre, men hun havde mange andre. En indisk dansemester på Odin Teateret sendte hende ud  på en livsrejse i dansens verden. Dans blev både hendes profession, en måde at forstå sig selv og verden på og en tilbagevendende tilstand af bøn.

I At Danse Livet skrev hun selv om det:

Indvielse til dans

Af Pernille Overø

Sufierne siger, at dansen er en måde at give slip på sjælen på, så den kan flyve opad og møde det guddommelige. Santeriadanserne på Cuba siger, at dansen er en måde at invitere deres gud ned til dem på. Aboriginerne i Australien danser for at nærme sig deres dyr og komme tættere på naturen.

Vores forfædre har danset kornet op af jorden og lavet pagter med dyr gennem dans, og shamanerne har rundt om i verden danset sig til visdom.  At danse er med andre ord en måde, hvorpå vi kan forbinde os med noget uden for os selv, så vi kan mærke det inden i os selv. Fortsæt med at læse “Dansen var Pernille Overøs måde at forstå livet på”

Det er aldrig for sent at få et bedre forhold til de døde  

Der det vigtigt at arbejde med de nære relationer – også defter døden. Det mener teolog Liselotte Horneman Kragh og konfliktmægler Ulla Fink. De har fundet sammen om det, der optager dem begge mest: At gøre op med dødsforskrækkelsen i det moderne liv.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Liselotte Horneman Kragh (tv) og Ulla Fink (th) vil nedbryde tabuerne, der forhindrer os i at forholde os til døden. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Stille klassisk musik fylder krypten under Silkeborg kirke. Omkring 20 mennesker sidder tavse og lytter.  De er sammen med hinanden, men indeni er de hver især i selskab med deres døde.

En er kommet for at mindes sin afdøde hustru gennem et langt liv, en anden sidder og tænker på sin søster, som for nyligt døde af kræft, og en tredje på sin svoger, der har begået selvmord.

De tavse lyttende er deltagere i et ritual, som hedder ”Rum for Livsbånd.” Det er en månedligt tilbagevendende begivenhed, som åben for alle, der vil bruge tid og tanker på deres relation til de døde. Fortsæt med at læse “Det er aldrig for sent at få et bedre forhold til de døde  “

Kunstner inviterer til middag med de døde på hollandske kirkegårde

Moderne mennesker har brug for nye ritualer for at klare de svære overgange, død og tab og for at kaste lys over det tabubelagte og fortrængte, mener den hollandske kunstner Ida van der Lee. Hun skaber ritualer med sin kunst og har været i Danmark for at vise hvordan.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Kunsteren Ida van der Lees installation Dining with the Dead på udstillingen Beyond the Body på Kunstcenter Silkeborg Bad

Af Ulla Skovsbøl

Den hvide blondedug går helt ned til gulvet, og det dæmpede lys glimter i skrøbelige krystalglas. Den hollandske kunstner Ida van der Lee har dækket op til 24 personer, men ikke en eneste middagsgæst er at se. Der er heller ingen grund til at vente på, at de viser sig, for det overdådige bord er dækket til de døde. Det er et kunstværk med titlen ”Dining with the Dead.”

I øjeblikket kan bordet ses på udstillingen Beyond the Body på Kunstcenter Silkeborg Bad, men egentlig indgår det i et årligt tilbagevendende ritual, som Ida van der Lee gennem ti år har stået for på hollandske kirkegårde i samarbejde med kirkerne til allesjælesdag den 2. november.

”Vi har brug for ritualerne, fordi der ikke altid er et logisk svar og en rationel løsning på alting i livet. Gennem ritualet får vi mulighed for at se virkeligheden i et nyt perspektiv og se ting i øjnene, som ellers er skjult eller fortrængt, ” forklarer Ida van der Lee.

”Mange moderne mennesker har mistet kontakten til religionen, og selv om de har et forhold til kristendommen, fungerer de gamle religiøse ritualer ofte ikke rigtigt fordi ikke længere forstår dem. Der er brug for at forny ritualerne og for at skabe nye engang imellem,” siger hun. Fortsæt med at læse “Kunstner inviterer til middag med de døde på hollandske kirkegårde”

Moderne rekviem om tab og tro satte varige spor hos komponist og digter

Komponist og organist Lars Sømod skabte ved årtusindskiftet en moderne udgave af den katolske dødsmesse rekviem sammen med digteren Ingrid Mejer Jensen. Værket genopføres i november 2018 i Silkeborg og København.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Lars Sømod og Ingrid Mejer Jensens “Requiem – en sang og tab og tro” bliver genopført i Mariehøj Kirke i Silkeborg den 4. november 2018

Af Ulla Skovsbøl                                              

Silkeborg Kirke var propfuld til sidste ståplads, og kirkedøren stod åben, for at de sidst ankomne også kunne høre musikken. Dirigenten Lars Sømod havde ryggen til publikum. Han så ud over et lille symfonisk orkester med 20 musikere, tre professionelle solister og et stort kor med 70-80 dygtige amatørsangere. Til hverdag var han organist og korleder, men han er også komponist, og denne mørke novemberaften i år 2000 var der urpremiere på hans første store korværk.

Der er forventningsfuldt stille i den fyldte kirke. Så løfter han armene, og det moderne rekviem, han har komponeret til tekster af digteren Ingrid Mejer Jensen, fylder rummet. Musikken sætter toner på den sorg, som klinger i ham selv – sorgen over hans registrerede partner Lars Henrik Buus, som bare to måneder tidligere er død af AIDS.

Fortsæt med at læse “Moderne rekviem om tab og tro satte varige spor hos komponist og digter”

Historien om de danske jøders flugt er ukendt for mange unge

Historierne om de mennesker, der løb en risiko ved at hjælpe jøder på flugt under besættelsen, berører de unge tilhørere dybt, når de oplever Klezmerduos musik- og fortælleforestilling Oktober 43.

Læs også artiklen i Kristeligt DagbladLæs mere om Klezmerduo

Henrik Bredholt og Ann-Mai-Britt Fjord har spillet er par både privat og musikalsk i Klezmerduo. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et rum fyldt med teenagere, der lytter intenst i åndeløs tavshed – det er en oplevelse, som lærere og præster sjældent får i historietimerne eller i konfirmationsforberedelsen. Men i de skoler og kirker, som har engageret det musikalske par Klezmerduo til at optræde med musik- og fortælleforestillingen Oktober 43 sker det igen og igen.

Netop i disse uger, er der ekstraordinær efterspørgsel på forestilling i anledning af 75-året for de ca. 7000 danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943.

Forestillingen er sammensat af mange små og store historier om personlige skæbner akkompagneret af traditionel jødisk klezmermusik og holdt sammen af små sekvenser med historiske fakta om besættelsestiden, Nazityskland og den politiske situation i Danmark før og under anden verdenskrig.  Oktober 43 er især populær på skoler, højskoler og hos præster, der bruger den i konfirmationsforberedelsen, og der gør den stort indtryk.

De unge bliver dybt berørt Fortsæt med at læse “Historien om de danske jøders flugt er ukendt for mange unge”

Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgiver selvmordet.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Frans Bak, komponist og musiker, arbejder sammen med krisepsykolog Ane Christensen om dagligestuediskussioner med erfaringsdeling for efterladte ved selvmord. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludseligt helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”

Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op, når han laver musik til film og tv-serier i badet eller bilen. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.

Hjemme satte hans sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd: ”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.” Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.

”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.

Brød 40 års tavshed

Fortsæt med at læse “Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte”

Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv

Sebastian Bune voksede op i et hjem med vold og utryghed i socialt udsatte boligkvarterer. Men i bøgerne mødte han andre virkeligheder, som åbnede hans vej til uddannelse og et bedre liv. I dag er han forfatter og kulturmedarbejder på Silkeborg Bibliotek.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Som barn fandt Sebastian Bune forbilleder og alternative handlemønstre, som hjalp ham i den barske hverdag i familien. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et femårigt barn sidder låst inde på et koldt og mørkt badeværelse. Kun en tynd stribe lys trænger ind gennem sprækken under døren. Han råber fortvivlet på sin mor, men hun er der ikke. Fra den anden side af døren lyder derimod hans stedfars truende stemme. Det er ham, der har låst døren udefra.

Den lille dreng, Jonathan, tisser i buskerne af skræk, men heldigvis kommer mor hjem, før mere sker, og redder ham ud til hygge og bager-trøfler ved køkkenbordet. Andre dage er han mindre heldig og bliver ikke reddet på målstregen, før stedfaren uden varsel går amok i despotisk vold.

Sådan begynder Sebastian Bunes anmelderroste roman ”Min Familie”. Bogen følger Jonathan gennem hans opvækst i socialt udsatte boligkvarterer i 1990’ernes Danmark med den amerikanske stedfar Leon, der er uforudsigelig og voldelig, og den viljesvage, religiøst forskruede mor Hanna, der altid har sine healende krystaller i lommen og sin Bibel inden for rækkevidde.

Selvbiografisk roman om vold i familien

Hovedpersonen Jonathan i ”Min Familie” ligner Sebastian Bune. Det lægger han ikke skjul på, og Jonathans opvækst og familie ligner også hans egen. Jonathan har dog kun én stedfar i løbet af bogen, mens Sebastian Bune selv havde adskillige. Familien nåede desuden at flytte 20 gange i løbet af hans barndom, og han gik i seks forskellige skoler.

Det er derfor lidt af et under, at han er blevet cand. mag. i engelsk og nordisk sprog, har fået et spændende job som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek, i en alder af 32 år både har en stabil familie med kone og to børn og er debuteret som forfatter.

Fortsæt med at læse “Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv”