Historien om de danske jøders flugt er ukendt for mange unge

Historierne om de mennesker, der løb en risiko ved at hjælpe jøder på flugt under besættelsen, berører de unge tilhørere dybt, når de oplever Klezmerduos musik- og fortælleforestilling Oktober 43.

Reklamer

Læs også artiklen i Kristeligt DagbladLæs mere om Klezmerduo

Henrik Bredholt og Ann-Mai-Britt Fjord har spillet er par både privat og musikalsk i Klezmerduo. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et rum fyldt med teenagere, der lytter intenst i åndeløs tavshed – det er en oplevelse, som lærere og præster sjældent får i historietimerne eller i konfirmationsforberedelsen. Men i de skoler og kirker, som har engageret det musikalske par Klezmerduo til at optræde med musik- og fortælleforestillingen Oktober 43 sker det igen og igen.

Netop i disse uger, er der ekstraordinær efterspørgsel på forestilling i anledning af 75-året for de ca. 7000 danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943.

Forestillingen er sammensat af mange små og store historier om personlige skæbner akkompagneret af traditionel jødisk klezmermusik og holdt sammen af små sekvenser med historiske fakta om besættelsestiden, Nazityskland og den politiske situation i Danmark før og under anden verdenskrig.  Oktober 43 er især populær på skoler, højskoler og hos præster, der bruger den i konfirmationsforberedelsen, og der gør den stort indtryk.

De unge bliver dybt berørt Fortsæt med at læse “Historien om de danske jøders flugt er ukendt for mange unge”

Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgiver selvmordet.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Frans Bak, komponist og musiker, arbejder sammen med krisepsykolog Ane Christensen om dagligestuediskussioner med erfaringsdeling for efterladte ved selvmord. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludseligt helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”

Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op, når han laver musik til film og tv-serier i badet eller bilen. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.

Hjemme satte hans sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd: ”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.” Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.

”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.

Brød 40 års tavshed

Fortsæt med at læse “Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte”

Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv

Sebastian Bune voksede op i et hjem med vold og utryghed i socialt udsatte boligkvarterer. Men i bøgerne mødte han andre virkeligheder, som åbnede hans vej til uddannelse og et bedre liv. I dag er han forfatter og kulturmedarbejder på Silkeborg Bibliotek.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Som barn fandt Sebastian Bune forbilleder og alternative handlemønstre, som hjalp ham i den barske hverdag i familien. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et femårigt barn sidder låst inde på et koldt og mørkt badeværelse. Kun en tynd stribe lys trænger ind gennem sprækken under døren. Han råber fortvivlet på sin mor, men hun er der ikke. Fra den anden side af døren lyder derimod hans stedfars truende stemme. Det er ham, der har låst døren udefra.

Den lille dreng, Jonathan, tisser i buskerne af skræk, men heldigvis kommer mor hjem, før mere sker, og redder ham ud til hygge og bager-trøfler ved køkkenbordet. Andre dage er han mindre heldig og bliver ikke reddet på målstregen, før stedfaren uden varsel går amok i despotisk vold.

Sådan begynder Sebastian Bunes anmelderroste roman ”Min Familie”. Bogen følger Jonathan gennem hans opvækst i socialt udsatte boligkvarterer i 1990’ernes Danmark med den amerikanske stedfar Leon, der er uforudsigelig og voldelig, og den viljesvage, religiøst forskruede mor Hanna, der altid har sine healende krystaller i lommen og sin Bibel inden for rækkevidde.

Selvbiografisk roman om vold i familien

Hovedpersonen Jonathan i ”Min Familie” ligner Sebastian Bune. Det lægger han ikke skjul på, og Jonathans opvækst og familie ligner også hans egen. Jonathan har dog kun én stedfar i løbet af bogen, mens Sebastian Bune selv havde adskillige. Familien nåede desuden at flytte 20 gange i løbet af hans barndom, og han gik i seks forskellige skoler.

Det er derfor lidt af et under, at han er blevet cand. mag. i engelsk og nordisk sprog, har fået et spændende job som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek, i en alder af 32 år både har en stabil familie med kone og to børn og er debuteret som forfatter.

Fortsæt med at læse “Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv”

Slægtsforskning forankrer dig i en historie større end din egen

Vi får en bedre forståelse af os selv og vores eksistens, når vi finder ud af, hvordan den hænger sammen med vores slægts historie. Det mener historiker og arkivar Asbjørn Romvig Thomsen, som selv fik grundlagt sin interesse for historiefaget gennem slægtsforskning.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Asbjørn Romvig Thomsen blev optaget af slægtsforskning som teenager. Som historiker arkivar bygger han videre på indsigten i gamle arkivalier, han grundlagde dengang. Foto: Ulla SkovsbølAf Ulla Skovsbøl

8.a fra Vestre skole i Viborg er på ekskursion. Historielæreren er syg, og vikaren har fået den ide at arrangere et besøg på Landsarkivet for Nørrejylland. Hun vil give eleverne et indtryk af, hvordan man kan hente viden om historien og om sin egen slægt ud af gamle kirkebøger og andre arkivalier. Arkivet ligger i gåafstand fra skolen, så udflugten er ganske kort målt i afstand, men for en af eleverne viser den sig at blive en meget lang rejse tilbage i tiden. En rejse, som efter 30 år ikke er slut endnu.

Skoleeleven Asbjørn Romvig Thomsen, blev så fascineret af det lille kik ind den store viden om enkeltpersoner i hans egen slægt, at han kom igen. Dagen efter gik han på arkivet sammen med sin mor og sin storesøster. Søsteren kunne dog ikke rigtigt se, hvori det spændende bestod, og hendes arkiv-besøg blev en engangsforestilling.

Til gengæld blev hans mor hurtigt lige så optændt af tanken om at kortlægge slægten som han selv, og i de følgende år finkæmmede de med store flid og ihærdighed alle optegnelser, der findes om deres bondeaner fra Salling og Vestjylland ned i mindste detalje så langt tilbage i tiden, kirkebøgerne og andre skriftlige kilder tillader. De blev slægtsforskere.

”Det startede som en almindelig lidt nørdet hobby på linje med at samle på frimærker eller fodboldkort. Som 14-årig blev jeg fascineret af det puslespilsagtige i at sidde og lede efter næste brik og ikke vide, om jeg kunne finde den. Det var spændende, ” forklarer Asbjørn Romvig Thomsen. Fortsæt med at læse “Slægtsforskning forankrer dig i en historie større end din egen”

Sindberg – en dansk Schindler i Nanjing

For 80 år siden reddede en ung dansker, Bernhard Sindberg, cirka 6000 kinesere fra Nanjing-massakren, japanernes brutale erobring af Kinas daværende hovedstad. Massakren kostede formentlig omkring 300.000 kinesere livet

Læs om Sindberg på tv2 News hjemmeside i anledning af 80-året for Japans invasion af Kina 

Bernhard Sindberg reddede omkring 6000 kinesere fra massakren i Nanjing, hvor han i 1937 og 1938 arbejdede som vagtmand i på en virksomhed i Nanjing ejet af F.L. Smidt.

Historien  blev bragt i Kristeligt  Dagblad i  70-året for massakren 

Af Ulla Skovsbøl, dec. 2007

En ny Dodge skrumpler hen ad en håbløst hullet vej. Bag rattet sidder en ung mand. Han er 26 år, søn af en ostegrosserer i Århus, men langt hjemmefra. Med møje og besvær styrer han bilen gennem pløret og uden om volde og huller, der for få uger siden gjorde det ud for skyttegrave. Vejen er oppløjet af granatnedslag og miner, og på markerne, han kører forbi, ligger rådnende menneskekroppe halvt ædt af hunde og vilde dyr.

Den unge mand hedder Bernhard Sindberg. Vejen går til Nan-jing, Kinas hovedstad. Det er februar måned 1938. Kina er i krig med Japan, og for få uger siden har japanske tropper indtaget byen. Nu er en grufuld massakre

på civilbefolkningen i gang. Den unge dansker har allerede set mere end nok til rædslerne. Alligevel er han nu på vej ind i Nanjing med 20 levende ænder, et slagtet svin, grøntsager og 100 æg. Det er madvarer til de få tilbageværende udlændinge inde i byen, som prøver at opretholde en sikkerhedszone, hvor de beskytter civile kinesere mod japanernes overgreb. Fortsæt med at læse “Sindberg – en dansk Schindler i Nanjing”

Festaber og festivalfreaks får rum til ro og eftertanke i kirken

Under hele Skanderborgfestivalen er Skanderborg Slotskirke åben for alle til langt ud på aftenen. Kirken tilbyder et rum for fred og stilhed midt i festen, sjælesorg, fodbad – eller bare et glas vand.

Læs historien i Kristeligt Dagblad

Når Slotskirken I Skanderborg holder åbent under festivalen kommer sognepræst Heidi Torp i kontakt med folk, hun ellers ikke møder i kirken. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En ung kvinde i kort kjole og med bare ben i gummistøvler går op mod alteret i Skanderborg Slotskirke. Hun knæler ned ved et murstenskors mellem bænkerækkerne, tager et fyrfadslys fra en skål på gulvet, tænder det og bliver siddende lidt på hug ved det brændende lys, Henriette Kristensen skal til Skanderborgfestival, men på vej ud til musikscenerne er hun gået ind i kirken, hvor der er meditativ musikandagt med perkussionisten Steen Raahauge og tekstlæsning ved to præster.

”Jeg kommer her altid, når jeg er på festival, og tænder et lys for en, jeg har mistet. Han begik selvmord. Det var på min fødselsdag, så det glemmer jeg aldrig, siger hun på vej ud af kirken. ”Det er fem år siden”. I sine ternede støvler løber hun ud i sollyset ad den røde løber, som i anledning af festivalen fører fra kirkedøren ned på fortovet.  Hun skal videre til festen.

Kirke- og kulturmedarbrejder ved Skanderborg Slotskirke Hanne Ortvad-Larsen tilbyder gratis fodbad til festivalgæsterne. Foto: Ulla Skovsbøl

Fortsæt med at læse “Festaber og festivalfreaks får rum til ro og eftertanke i kirken”

Fremtiden begynder nogle gange før vi aner – en højskolehistorie

Nogle mennesker bliver præget for altid af tidlige ungdomsoplevelser.  For Helle Arnfred, fhv. højskolelærer og medforstander, kom et ophold på Askov Højskole til at bestemme indhold og retning for resten af hendes liv.  

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

1_helle
Helle Arnfred med hest. Hestemasken er lavet af Jens Kirkedal Jensen til Teateret Blå Hests Lorca-forestilling “Jeg vil sove æblernes søvn”. Foto: Ulla Skovsbøl ©

Foredragssalen er propfuldt af unge. Der er mere end 300 elever på Askov Højskoles nye hold. Udenfor rusker novemberblæsten og det regner koldt. Indenfor er luften fuld af forventning. Om lidt skal de nye elever høre deres livs første højskoleforedrag. Året er 1955, og forstanderen er Knud Hansen, der for to år siden har afløst sin navnkundige forgænger J. Th. Arnfred som kaptajn her på højskolebevægelsens flagskib i Askov.

Mellem tilhørerne sidder den 18-årige Helle Taudorf. Hun er lige blevet student og er krilrende spændt på alt det nye, som skal ske. Og det har hun god grund til, for opholdet på Askov Højskole vil blive afgørende for resten af hendes liv. Hun ved det bare ikke endnu.

Fortsæt med at læse “Fremtiden begynder nogle gange før vi aner – en højskolehistorie”