Medmenneskelighed og empati er bedre mod demens end piller

Ældre med demens lider under omverdenens negative og angstprægede syn på dem og deres sygdom. Det mener tidligere sosu-assistent Christian Christensen, der vil bruge sit otium på at udbrede en anden tankegang.  

Reklamer

Læs også artikelen i Kristeligt Dagblad

christian christensen foto Ulla Skovsbøl
Christian Christensen droppede jobbet som planteforsker og blev færdig som soso-assistent som 57-årig. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Demens er de pårørendes sygdom. En sygdom værre end døden. Han er jo helt væk. Demens er sygdommen, hvor man langsomt svinder bort. Hun er som en levende død. Et menneske uden hukommelse er ikke længere et menneske længere…

Hver gang Christian Christensen hører den slags udsagn – og det gør han jævnligt i medierne og fra folk, han møder – får han et bistert udtryk i sit ellers så venlige ansigt.

”Når vi taler om mennesker med demens på den måde, er vi med til at stigmatisere dem og gøre livet endnu sværere for dem, end det er i forvejen. Det er svært at være pårørende, det skal jeg gerne medgive. Men indimellem får jeg lyst til at råbe til folk: Så løft dog blikket fra jer selv. Det er jo ikke jer og jeres tab, det handler om, men den, der faktisk har sygdommen,” siger han.

”Vi har brug for en ny omsorgskultur, hvor vi gør op med den ensidigt medicinske forståelse af demens, og i stedet finder medmenneskeligheden frem og begynder at se dem, der har sygdommen, som mennesker og ikke bare som diagnoser. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi har brug for et paradigmeskift – og den proces starter i sproget, ” siger han. Fortsæt med at læse “Medmenneskelighed og empati er bedre mod demens end piller”

Marianne droppede skolelederjob til fordel for grisene på Hestbjerg Økologi

En veludviklet intuition var Marianne Fløe Hestbjergs ledetråd, da hun sagde ja til sin mand, da hun opdagede en alvorlig kræftsygdom, og da hun droppede sit karrierejob som skoleleder for at opdrætte økologiske poppelgrise.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Marianne Fløe Hestbjerg gør sig klar til at forevige smågrise og deres mødre mellem poppeltræerne. Foto: Gustav Bech

Af Ulla Skovsbøl
Sommervinden suser i poppelhegnet og vender bladene, så den hvide bagside glinser sølvagtig i sollyset. I græsset under træerne sidder en spinkel lyshåret kvinde midt i 40´ene med et velvoksent kamera klar til skud. Hun kigger årvågent ind mellem stammerne efter motiver med hoppende smågrise og sindige søer under poplerne.

Det er ikke for ingenting, at de 30.000 svin, som Hestbjerg Økologi ved Holstebro hvert år producerer, bliver markedsført som poppelgrise: Alle 1.500 søer på gården får egen barselsfold med privat hytte, eget sølehul og en lille poppelbeplantning, hvor de kan rode rundt med deres afkom og mindes fjerne forfædres tid som skovsvin. Fortsæt med at læse “Marianne droppede skolelederjob til fordel for grisene på Hestbjerg Økologi”

Godt grundvand og lokalt fællesskab hører sammen i Halkær

I Halkær ved Nibe arbejder skov- og landskabsingeniør Lars Delfs fra Aalborg Kommune sammen med landsbyens lille vandværk om at få grundvandsbeskyttelse, skovrejsning og etablering af et nyt lokalt samlingssted til at gå op i en højere enhed.

Læs også om Halkær Landsbyfælled i Skov & Land, juni 2018

Folkenebag Halkær Vandværk er visionære, selv om deres vandværk er lille – kun 31 husstande. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Skovtræerne er små, den økologiske æbleplantage er ikke plantet endnu, køkkenhaverne først lige anlagt og det store orangeri og fælleshus midt i det hele er kun på tegnebrættet. Alligevel kan man sagtens se fremtidsvisionen for Halkær Landsbyfælled for sig, når vandværksformand Peter Søndergaard fortæller om, hvad der skal ske med otte hektar forhenværende majsmark på bakken i skoven bag den lille landsby ved Limfjorden.

”Da vandværksbestyrelsen begyndte at snakke om grundvandsbeskyttelse i vores indvindingsområde, tænkte vi bare i skovrejsning, som man gør mange andre steder. Men jo mere vi snakkede om det, jo flere ideer kom der på bordet om alt det, vi kunne bruge de otte hektar til.”

”Så var det tanken om en landsbyfælled med fælleshaver, abildgård og et fælles samlingssted opstod. Et sted, som kan være et aktiv for lokalsamfundet og samtidig beskytte vores drikkevand mod forurening,” fortæller Peter Søndergaard.

Fortsæt med at læse “Godt grundvand og lokalt fællesskab hører sammen i Halkær”

Fleksjobbere mødes med uvidenhed og fordomme

Som fleksjobber har agronom Lene Gadgaard mødt fordomme hos arbejdsgivere, ringeagt fra politikere og dårlig rådgivning både i kommune og fagforening. Alligevel har hun trods hårde odds skaffet sig et godt fleksjob som miljøkonsulent i Lemvigegnens Landboforening.

Læs temaet om fleksjob i JA Aktuelt (tidligere Jord & Viden)

Lene Gadgaard nyder at tage sig af sine avlsheste, men rider ikke mere, fordi hun er handicappet efter en trafikulykke. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Vintermørket lå tungt over Thorsminde, da Lene Gadgaard satte sig ud sin bil for at køre på arbejde klokken halv syv om morgenen den 14. december 2004. Pelsningen var i fuld gang på den minkfarm, hvor hun arbejdede for at samle point til drømmestudiet som dyrlæge.

Men Lene nåede ikke langt uden for byen, før turen stoppede brat. Fra politiets rekonstruktion ved hun, at højre bagdæk eksploderede, bilen røg i grøften, blev slynget tilbage på kørebanen og landede på taget. En bilist, der standsede for at hjælpe, gik i chok ved synet, så han ikke ænsede blænde ned for lange lys på sin egen bil. Lygterne blændede en modkørende, som derfor drønede ind i Lenes bil lige der, hvor hun hang i selen med hovedet nedad. Intet af alt det husker hun. Da dækket eksploderede blev alt mørkt og stille indeni.

Fortsæt med at læse “Fleksjobbere mødes med uvidenhed og fordomme”

Ny bog om veje til bedre livskvalitet på danske plejehjem

“Som det plejer at være derhjemme”  handler om Eden Alternatives arbejde gennem ti år med at skabe en mere menneskevenlig plejehjemskultur i Danmark. Bogen er skrevet af Ulla Skovsbøl og udkommer på forlaget Hovedland.

Bogen “Som det plejer at være derhjemme” blev lanceret den 22. marts 2018 af Aase Porsmose (i midten) og Karin Dahl (th) fra Eden Denmark sammen med forfatteren Ulla Skovsbøl (tv)

I bogen ”Som det plejer at være derhjemme” tager journalist Ulla Skovsbøl læseren med rundt på en stribe danske plejehjem, som er i gang med udviklingen af en helt ny pleje- og omsorgskultur.

Det er en kultur, der er baseret på Eden Alternatives filosofi og metode, hvor ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed bliver set som de værste plager for beboerne på de moderne plejehjem, og hvor der bliver arbejdet med at gøre menneskelige relationer til fundamentet i hverdagslivet.

17 registrerede Eden-hjem

Der er 17 danske plejehjem som i dag er registrede Edenhjem. De fleste er almindelige kommunale plejehjem, som ikke har flere ressourcer end alle andre tilsvarende plejehjem, men som formår at at skabe en anderledes og mere menneskevenlig kultur. Det kan lade sig gøre gennem uddannelse af medarbejderne, som fokuserer på relationsarbejdet og ved at inddrage børn, dyr og grønne planter i hverdagen som midler til at skabe indhold og relationer. Mange Eden-hjem arbejder derfor aktivt med generationsmøder med børn i alle aldre.

I et Eden-hjem skal den enkelte have mulighed for at finde frem til sin helt egen udgave af hverdagen, så han eller hun har lyst til at stå ud af sengen om morgenen og leve livet lige til det sidste åndedrag.

I bogen følger man Eden-hjemmenes arbejde, hvor både personale og beboere udfordres til at gøre op med rigide skemaer og opmuntres til at tænke i muligheder som f.eks. beboernes deltagelse i det daglige arbejde ude og inde, kæledyr, flere besøg af børn og med hjælp fra frivillige i lokalområdet og fra beboernes famililer.

Bogen kan bestilles på Eden Denmarks hjemmeside elller hos forlaget Hovedland. 

Ulla Skovsbøl: Som det plejer at være derhjemme 
Udgivet på Hovedland, 2018
Pris: 269,95 kr. 

Bestilling:  mail@hovedland.dk eller kontakt@edendenmark.dk

Landdistrikts-forsker jagter de gode historier om livet på landet

De sørgelige historier om armod og forfald i Udkantsdanmark skal erstattes af bedre og mere reelle fortællinger om udvikling og nye muligheder på landet, mener Egon Noe, der i 2017 blev professor i landdistriktsudvikling ved SDU.

Læs artiklen i Jord & Viden   eller Download som pdf

Egon Noe tiltrådte som professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet i Esbjerg i januar 2017. Foto: Ulla Skovsbøl

Halmballerne var tunge at bakse ned fra loftet og kalvetungerne ru mod bløde barnehænder, men på gården i Vandborg ved Vesterhavet, hvor Egon Noe voksede op, var det en selvfølge at både store og små tog del i arbejdet. Arbejdsomhed og forpligtelse over for familiefællesskabet var grundlæggende værdier i det Indre Missionske hjem, og den næsten blinde far var helt afhængig af, at børnene hjalp til. Der var ti af dem. Syv brødre og tre søstre, og Egon var den yngste.

”Der er nok nogle af de andre, der vil sige, at jeg var ekstremt forkælet i forhold til dem, men det var på den anden side heller ikke altid let at navigere i stor en søskende flok som den mindste,” husker han.

Alligevel tænker han tilbage på barndommen som et godt liv på landet. Han begyndte sin landbrugskarriere med at hente halm og vande kalve i en alder af bare fem år, og det foreløbige højdepunkt nåede han, da han i 2017 tiltrådte som professor ved Syddansk Universitet i Esbjerg og leder af Center for Landdistriktsforskning.

Centeret arbejder i øjeblikket med så mangfoldige emner som fællesskabsøkonomi og alternative forretningsmodeller for virksomheder i landdistrikterne, multifunktionel jordfordeling, bæredygtig finansiering og kirkens mulige rolle som katalysator for det sociale liv i landsbysamfund.  Overordnet handler det hele om at finde nye udviklingsveje til det gode liv på landet for de ca. 1,1 millioner mennesker, som bor dér. Fortsæt med at læse “Landdistrikts-forsker jagter de gode historier om livet på landet”

Sindberg – en dansk Schindler i Nanjing

For 80 år siden reddede en ung dansker, Bernhard Sindberg, cirka 6000 kinesere fra Nanjing-massakren, japanernes brutale erobring af Kinas daværende hovedstad. Massakren kostede formentlig omkring 300.000 kinesere livet

Læs om Sindberg på tv2 News hjemmeside i anledning af 80-året for Japans invasion af Kina 

Bernhard Sindberg reddede omkring 6000 kinesere fra massakren i Nanjing, hvor han i 1937 og 1938 arbejdede som vagtmand i på en virksomhed i Nanjing ejet af F.L. Smidt.

Historien  blev bragt i Kristeligt  Dagblad i  70-året for massakren 

Af Ulla Skovsbøl, dec. 2007

En ny Dodge skrumpler hen ad en håbløst hullet vej. Bag rattet sidder en ung mand. Han er 26 år, søn af en ostegrosserer i Århus, men langt hjemmefra. Med møje og besvær styrer han bilen gennem pløret og uden om volde og huller, der for få uger siden gjorde det ud for skyttegrave. Vejen er oppløjet af granatnedslag og miner, og på markerne, han kører forbi, ligger rådnende menneskekroppe halvt ædt af hunde og vilde dyr.

Den unge mand hedder Bernhard Sindberg. Vejen går til Nan-jing, Kinas hovedstad. Det er februar måned 1938. Kina er i krig med Japan, og for få uger siden har japanske tropper indtaget byen. Nu er en grufuld massakre

på civilbefolkningen i gang. Den unge dansker har allerede set mere end nok til rædslerne. Alligevel er han nu på vej ind i Nanjing med 20 levende ænder, et slagtet svin, grøntsager og 100 æg. Det er madvarer til de få tilbageværende udlændinge inde i byen, som prøver at opretholde en sikkerhedszone, hvor de beskytter civile kinesere mod japanernes overgreb. Fortsæt med at læse “Sindberg – en dansk Schindler i Nanjing”