Aros skaber kunstoplevelser til mennesker med demens

Aros er som det første kunstmuseum i Danmark blevet anerkendt af Alzheimerforeningen som ”demensvenligt museum.” Medarbejderne har været demenskurser, og nu tilbyder museet særlige kunstforløb for demensramte og deres pårørende.  

Reklamer

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Aros inviterer mennesker med demens og deres pårørende til at deltage i kunstarrangementer med workshop. Foto Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Seks ældre damer går forsigtigt ind i en mørk kældergang under kunstmuseet Aros i Aarhus. De virker lidt usikre og undrende, men to unge kvinder guider dem ivrigt ind i mørket.

Lidt længere fremme falder lys ud i gangen fra et rum, som minder om en dagligstue, og de to unge får de seks ældre gelejdet ned i sofa og lænestole. Videobilleder flimrer på én væg, en anden er beklædt med sort kaninskin. Blødt at røre ved og lidt makabert. Alt er på en gang hverdagsagtigtig og alligevel ret aparte.

De seks damer har alle demens i mild grad. De er brugere af et lokalt kultur- og sundhedscenter i Tilst vest for Aarhus, og er på udflugt med to medarbejdere derfra. De er netop gået ind i kunstinstallationen ”Daggrystimer i naboens hus” af den hollandske kunstner Pipilotti Rist og er blevet en del af den. Fortsæt med at læse “Aros skaber kunstoplevelser til mennesker med demens”

Niels Peter valgte skrivebordet fra og blev økologisk frilands-dyrlæge

Niels Peter Baadsgaard har lagt sin forskerkarriere og jobbet som forskningschef ved Videnscenter for Svin i Skejby bag sig. I dag er han bedriftsdyrlæge for Danmarks største økologiske svineproduktion, Hestbjerg økologi med 1500 søer på friland. 

Læs også historien i Dansk Veterinærtidsskrift

Niels Peter Baadsgaard fortryder ikke, han har skifter forskertitlen ud med jobbet som økologisk bedrifts-dyrlæge. Foto: Marianne Hestbjerg

 Af Ulla Skovsbøl

Solen bager ned over søer og pattegrise på Danmarks største økologiske svinebedrift, Hestbjerg Økologi uden for Holstebro. Græsset er gult og afsvedet, og vandvognen skrumler i fast rutefart hen langs farefoldene med friske forsyninger til drikketrug og sølebade. Varmen er så massiv, at både dyr og mennesker nemt kan gå ned med hedeslag.

Men søerne på Bertel og Marianne Hestbjergs marker er heldige, for de har et alternativ til den solsvedne mark. Langs den ene side af foldene kan de mindes deres forfædres liv som skovsvin i den svalende skygge under popler og andre træer. Fyrre af bedriftens ca. 1000 hektar er tilplantet med træer for at give dyrene mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd i. Poplerne lægger også navn til grisene, der markedsføres under navnet ”Poppelgris.”

De 1500 søer er også heldige på andre måde.  De har ikke alene egne popler og eget sølebad i hver farefold. De har også egen dyrlæge. Hestbjerg Økologi har som den eneste økologiske svinebedrift i landet ansat en bedriftsdyrlæge, Niels Peter Baadsgaard, som dagligt overvåger sundhedstilstanden i besætningen. Fortsæt med at læse “Niels Peter valgte skrivebordet fra og blev økologisk frilands-dyrlæge”

Historien om de danske jøders flugt er ukendt for mange unge

Historierne om de mennesker, der løb en risiko ved at hjælpe jøder på flugt under besættelsen, berører de unge tilhørere dybt, når de oplever Klezmerduos musik- og fortælleforestilling Oktober 43.

Læs også artiklen i Kristeligt DagbladLæs mere om Klezmerduo

Henrik Bredholt og Ann-Mai-Britt Fjord har spillet er par både privat og musikalsk i Klezmerduo. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et rum fyldt med teenagere, der lytter intenst i åndeløs tavshed – det er en oplevelse, som lærere og præster sjældent får i historietimerne eller i konfirmationsforberedelsen. Men i de skoler og kirker, som har engageret det musikalske par Klezmerduo til at optræde med musik- og fortælleforestillingen Oktober 43 sker det igen og igen.

Netop i disse uger, er der ekstraordinær efterspørgsel på forestilling i anledning af 75-året for de ca. 7000 danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943.

Forestillingen er sammensat af mange små og store historier om personlige skæbner akkompagneret af traditionel jødisk klezmermusik og holdt sammen af små sekvenser med historiske fakta om besættelsestiden, Nazityskland og den politiske situation i Danmark før og under anden verdenskrig.  Oktober 43 er især populær på skoler, højskoler og hos præster, der bruger den i konfirmationsforberedelsen, og der gør den stort indtryk.

De unge bliver dybt berørt Fortsæt med at læse “Historien om de danske jøders flugt er ukendt for mange unge”

Halkær passer på grundvandet og får landsbyfælled med haver i tilgift

En landsbyfælled med fælleshave, æbleplantage og fælleshus med udekøkken er sidegevinsterne ved Halkær Vandværks indsats for at sikre rent grundvand i fremtiden. Det styrker fællesskabet og giver landsbyen et godt image.

Marianne Jørgensen og Lis Larsen er begejstrede for den store fælleshave, som tilhører Halkær Vandværk. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Osvald elsker ærter og dem, der gror på Halkær Landsbyfælled, er bare de bedste. Han har plantet sin fire årige bagdel midt i et persillebed, for præcis derfra har han den bedste adgang til ærterne. Han snupper den ene struttende bælg efter den anden og hans små fingre klemmer rutineret i den ene ende, så bælgen springer op og åbenbarer en hel række af de dejligste, søde ærter.

Osvald er i haven med sin mor Marianne Jørgensen og lillebror Henry på fire måneder. Det er ikke deres egen private have, men landsbyen Halkærs nye fælleshave. Den er en af sidegevinsterne ved Halkær Vandværks indsats for at beskytte grundvandet i indvindingsområdet på i alt otte hektar.

Det lille vandværk er sammen med Aalborg Kommune i gang med at gennemføre et projekt, som skal sikre rent vand i hanerne også i fremtiden. Men i modsætning til mange andre grundvandsprojekter, hvor man bare planter skov, har de 31 husstande i vandværket besluttet at udnytte en del af de otte hektar til at skabe en såkaldt Landbyfælled med bl.a. en stor fælleshave, som alle i byen bruge. Fortsæt med at læse “Halkær passer på grundvandet og får landsbyfælled med haver i tilgift”

Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgiver selvmordet.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Frans Bak, komponist og musiker, arbejder sammen med krisepsykolog Ane Christensen om dagligestuediskussioner med erfaringsdeling for efterladte ved selvmord. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludseligt helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”

Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op, når han laver musik til film og tv-serier i badet eller bilen. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.

Hjemme satte hans sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd: ”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.” Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.

”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.

Brød 40 års tavshed

Fortsæt med at læse “Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte”

Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv

Sebastian Bune voksede op i et hjem med vold og utryghed i socialt udsatte boligkvarterer. Men i bøgerne mødte han andre virkeligheder, som åbnede hans vej til uddannelse og et bedre liv. I dag er han forfatter og kulturmedarbejder på Silkeborg Bibliotek.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Som barn fandt Sebastian Bune forbilleder og alternative handlemønstre, som hjalp ham i den barske hverdag i familien. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et femårigt barn sidder låst inde på et koldt og mørkt badeværelse. Kun en tynd stribe lys trænger ind gennem sprækken under døren. Han råber fortvivlet på sin mor, men hun er der ikke. Fra den anden side af døren lyder derimod hans stedfars truende stemme. Det er ham, der har låst døren udefra.

Den lille dreng, Jonathan, tisser i buskerne af skræk, men heldigvis kommer mor hjem, før mere sker, og redder ham ud til hygge og bager-trøfler ved køkkenbordet. Andre dage er han mindre heldig og bliver ikke reddet på målstregen, før stedfaren uden varsel går amok i despotisk vold.

Sådan begynder Sebastian Bunes anmelderroste roman ”Min Familie”. Bogen følger Jonathan gennem hans opvækst i socialt udsatte boligkvarterer i 1990’ernes Danmark med den amerikanske stedfar Leon, der er uforudsigelig og voldelig, og den viljesvage, religiøst forskruede mor Hanna, der altid har sine healende krystaller i lommen og sin Bibel inden for rækkevidde.

Selvbiografisk roman om vold i familien

Hovedpersonen Jonathan i ”Min Familie” ligner Sebastian Bune. Det lægger han ikke skjul på, og Jonathans opvækst og familie ligner også hans egen. Jonathan har dog kun én stedfar i løbet af bogen, mens Sebastian Bune selv havde adskillige. Familien nåede desuden at flytte 20 gange i løbet af hans barndom, og han gik i seks forskellige skoler.

Det er derfor lidt af et under, at han er blevet cand. mag. i engelsk og nordisk sprog, har fået et spændende job som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek, i en alder af 32 år både har en stabil familie med kone og to børn og er debuteret som forfatter.

Fortsæt med at læse “Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv”

Slægtsforskning forankrer dig i en historie større end din egen

Vi får en bedre forståelse af os selv og vores eksistens, når vi finder ud af, hvordan den hænger sammen med vores slægts historie. Det mener historiker og arkivar Asbjørn Romvig Thomsen, som selv fik grundlagt sin interesse for historiefaget gennem slægtsforskning.

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Asbjørn Romvig Thomsen blev optaget af slægtsforskning som teenager. Som historiker arkivar bygger han videre på indsigten i gamle arkivalier, han grundlagde dengang. Foto: Ulla SkovsbølAf Ulla Skovsbøl

8.a fra Vestre skole i Viborg er på ekskursion. Historielæreren er syg, og vikaren har fået den ide at arrangere et besøg på Landsarkivet for Nørrejylland. Hun vil give eleverne et indtryk af, hvordan man kan hente viden om historien og om sin egen slægt ud af gamle kirkebøger og andre arkivalier. Arkivet ligger i gåafstand fra skolen, så udflugten er ganske kort målt i afstand, men for en af eleverne viser den sig at blive en meget lang rejse tilbage i tiden. En rejse, som efter 30 år ikke er slut endnu.

Skoleeleven Asbjørn Romvig Thomsen, blev så fascineret af det lille kik ind den store viden om enkeltpersoner i hans egen slægt, at han kom igen. Dagen efter gik han på arkivet sammen med sin mor og sin storesøster. Søsteren kunne dog ikke rigtigt se, hvori det spændende bestod, og hendes arkiv-besøg blev en engangsforestilling.

Til gengæld blev hans mor hurtigt lige så optændt af tanken om at kortlægge slægten som han selv, og i de følgende år finkæmmede de med store flid og ihærdighed alle optegnelser, der findes om deres bondeaner fra Salling og Vestjylland ned i mindste detalje så langt tilbage i tiden, kirkebøgerne og andre skriftlige kilder tillader. De blev slægtsforskere.

”Det startede som en almindelig lidt nørdet hobby på linje med at samle på frimærker eller fodboldkort. Som 14-årig blev jeg fascineret af det puslespilsagtige i at sidde og lede efter næste brik og ikke vide, om jeg kunne finde den. Det var spændende, ” forklarer Asbjørn Romvig Thomsen. Fortsæt med at læse “Slægtsforskning forankrer dig i en historie større end din egen”