I Tyskland er der penge i at bruge majs til biogas på grund af særlig gode støtteordninger. Dem vil danske landmænd have kopieret, men Energistyrelsen siger nej.
I 2009 blev der eksporteret dansk majs fra ca. 1400 hektar til tyske biogasanlæg.

Majsen bliver kørt over grænsen og brugt til energiproduktion i Tyskland. Dér gør støtteordninger det til en god forretning at bruge landbrugsafgrøder til energiformål, og det benytter danske landmænd sig af i stor stil.
I Danmark kan det derimod ikke betale sig at dyrke landbrugsafgrøder udelukkende med det formål at hælde dem i et biogasanlæg. De danske anlæg bruger først og fremmest gylle og affaldsprodukter fra fødevareindustrien.
Formanden for De Sønderjyske Landboforeninger, Henrik Frandsen, mener det skyldes indgroede holdninger her i landet om, at fødevarer ikke må bruges til energi. Han opfordrer til et opgør med den indstilling, og ønsker sig danske tilskudsordninger efter tysk model.
– Hvis vi får det, er det slut med at køre majs over grænsen. Så kan vi selv bruge den til biogas i Danmark og høste den CO2-gevinst, som vi nu eksporterer til Tyskland, siger han.
Men i Energistyrelsen er der ingen lydhørhed over for landmændenes ønsker.
Min artikel om majs og biogas kan læses i Dansk Energi, nr. 14 2009