Skejby Sygehus støtter kræftsyge børn i at lave ritualer for at klare barske oplevelser med kemo-kur, operationer og måske amputation af en fod eller et ben.
11-årige Lasse Juul Lauritsen fik amputeret sin fod på grund af kræft i knoglerne i marts 2008. Foden ligger nu på kirkegården i Sulsted. Lasse og hans familie tog afsked med foden med et hjemmelavet ritual. Lige som mange andre kræftsyge børn fik han hjælp af socialpædagog Helle Tholstrup på Skejby Sygehus til at lave sit afskedsritual.
Helle Tholstrup har arbejdet med alvorligt syge børn i snart tyve år, og for hende er ritualerne et af mange redskaber i det pædagogiske arbejde. Ritualer er symbolske handlinger, som gør det lettere at komme igennem sorg, og tab og kriser. Hun mener, det er afgørende vigtigt for børnene at tage ordentligt afsked med det, der var for at kunne tage hul på det nye liv, som skal begynde – for eksempel en hverdag med en kunstig fod eller en benprotese.
Læs artiklen om de kræftsyge børn og deres afskedsritualer i Kristeligt Dagblad, marts 2010. Kommer snart: Interview med Helle Tholstrup i Socialpædagogen.