Solvarme kan lagres i jorden fra sommer til vinter

Brædstrup Fjernvarme etablerer en ny type varmelager, hvor solvarme lagres i jorden fra sommer til vinter. Det kan blive starten på et boom for solenergi i Danmark.

Reklamer

Brædstrup Fjernvarme etablerer et jordlager, hvor solvarme lagres i jorden fra sommer til vinter. Det kan blive starten på et boom for solenergi i Danmark.

Solvarme har hidtil ikke været særlig interessant under nordiske himmelstrøg, fordi der ikke er nogen ide i at producere varme om sommeren, når solen skinner, radiatorerne står på nul, og varmekunderne er rejst på ferie. Men det kan en ny lagringsteknik lave om på. Brædstrup Fjernvarme etablerer i løbet af 2010 som det første kraftvarmeværk i Danmark et underjordisk varmelager, et såkaldte borehulsanlæg. Det skal bestå af ca. 100 huller af 25-50 meters dybde. I hullerne bliver der indstøbt to sæt varmeslanger – ét som leder varmt vand ned i jorden, når der er overskud, og et, som henter den op igen, når det er koldt og der er brug for den.

Brædstrup Fjernvarme har allerede nu et solvarmeanlæg på 8.000 kvadratmeter, og når det nye varmelager er fuldt udbygget i 2014, skal solarealet udvides til 50.000 kvadratmeter. Så stort et anlæg vil dække godt halvdelen af varmebehovet hos selskabets ca. 1.400 kunder. De kommer til at nyde godt af både billig og miljøvenlig varme i fremtiden, for solvarmen kan sagtens konkurrere med andre varmekilder, vurderer fjernvarmeværkets direktør, Per Kristensen.

Læs min artikel om solvarmelageret i Dansk Energi, nr. 2, 2010

Dansk majs hældes i tyske biogasanlæg

I Tyskland er der penge i at bruge majs til biogas på grund af særlige støtteordninger. Dem vil danske landmænd have kopieret, men Energistyrelsen siger nej.

I Tyskland er der penge i at bruge majs til biogas på grund af særlig gode støtteordninger. Dem vil danske landmænd have kopieret, men Energistyrelsen siger nej. 

 I 2009 blev der eksporteret dansk majs fra ca. 1400 hektar til tyske biogasanlæg. 

Majs er velegnet til energiformål, men bruges kun sjældent i danske biogasanlæg

 

Majsen bliver kørt over grænsen og brugt til  energiproduktion i Tyskland. Dér gør støtteordninger det til en god forretning at bruge landbrugsafgrøder til energiformål, og det benytter danske landmænd sig af i stor stil. 

I Danmark kan det derimod ikke betale sig at dyrke landbrugsafgrøder udelukkende med det formål at hælde dem i et biogasanlæg. De danske anlæg bruger først og fremmest gylle og affaldsprodukter fra fødevareindustrien. 

Formanden for De Sønderjyske Landboforeninger, Henrik Frandsen, mener det skyldes indgroede holdninger her i landet om, at fødevarer ikke må bruges til energi. Han opfordrer til et opgør med den indstilling, og ønsker sig danske tilskudsordninger efter tysk model. 

– Hvis vi får det, er det slut med at køre majs over grænsen. Så kan vi selv bruge den til biogas i Danmark og høste den CO2-gevinst, som vi nu eksporterer til Tyskland, siger han. 

Men i Energistyrelsen er der ingen lydhørhed over for landmændenes ønsker. 

 Min artikel om majs og biogas kan læses i Dansk Energi, nr. 14 2009

Ny bog om vandtårnenes kulturhistorie

Kun otte af de ca. 200 danske vandtårne er fredede, men mange flere er værd at bevare, mener Kim Lykke Jensen, der har udgivet en bog om vandtårnenes kulturhistorie.

Otte af de ca. 200 danske vandtårne er fredede, men mange flere er værd at bevare, mener Kim Lykke Jensen, der har udgivet en bog om tårnenes kulturhistorie.

Kim Lykke Jensen har kørt landet tyndt for at fotografere samtilge vandtårne

Engang var der mindst tusind af dem. De stod langs jernbanerne og i byerne – tit synlige på lang afstand, fordi de var placeret på bakker og højdedrag. Mange var helt ordinære, mens andre blev vartegn for deres byer. Nu er langt de fleste revet ned, fordi de var forældede, for dårlige eller for dyre i drift.Journalist og forlægger Kim Lykke Jensen, har kørt landet tyndt for at fotografere alle de vandtårne, som står endnu, og i efteråret 2009 udgav han en bog om sin passion: Danmarks Vandtårne. Han synes, at langt flere af de gamle tårne burde fredes.

– Jeg kunne godt ønske mig, at der kom større fokus på deres arkitektoniske kvaliteter. Der er 9.700 fredede bygninger i Danmark og kun otte af dem er fredede, selv om langt flere er værd at bevare siger han.

Kim Lykke Jensen har udgivet bogen om vandtårnene på sit eget forlag, Vældgungerne.

Læs min artikel om vandtårnenes historie i Dansk Vand, december 2009

Iran: Tørklæde-tvang mindre vigtigt end manglen på frihed og demokrati

I 2001 besøgte jeg Iran og traf blandt andet en række unge kvinder, som fortalte om deres liv og forventninger til fremtiden. De var veluddannede, men det var ikke nok. De ville også have større personlig frihed og mere demokrati.

204428I 2001 besøgte jeg Iran og traf blandt andet en række unge kvinder, som fortalte om deres liv og forventninger til fremtiden. De var veluddannede og utålmodige.  Men de ville have mere: Større personlig frihed og mere demokrati.

“Irans unge kvinder er utålmodige efter forandring. De har indtaget universiteterne, hvor de fylder lige så meget som mændene – nu vil de have plads på arbejdsmarkedet. Også demokrati, ytringsfrihed og bedre økonomi er presserende ønsker. På en rejse til Iran denne sommer blev journalist Ulla Skovsbøl inviteret indenfor hos et par af landets forandringsparate kvinder.”
Foto: Ulla Skovsbøl

 Artikel om unge iranske kvinder, 2001, i webmagasinet FORUM

Manglen på demokrati tynger unge iranere
mere end krav om chador og tørklædetvang

Isfahan 4.9.2001 Kjolen er højrød og barmen er enorm. Den store kvinde danser, så alle dele af hendes yppige krop dirrer. Hendes humør er lige så højt som den iranske musik, der får alle i selskabet – både mænd og kvinder til at svinge sig lystigt i dansen. En aktivitet, som er forbudt på offentlige steder i Den Islamiske Republik Iran, men som nok kan gå an ved et privat bryllup.

Bryllupsvideoen har kørt i to timer nu og den bliver ved og ved. Det er Kobra og Shapoors bryllup hjemme i Noor ved det Kaspiske Hav, som vi genoplever her i deres beskedne hjem i Isfahan, hvor de begge to studerer ved universitetet. Hun læser engelsk, han studerer armensk og arbejder samtidig som folkeskolelærer, så de kan klare sig økonomisk.

Kobra Moradi og hendes mand Shapoor Ali Nejad er begge først i 20´erne og tilhører Irans absolut største majoritet: ungdommen. To tredjedele af landets befolkningen er under 25 år. Det svarer til ca. 45 millioner mennesker.

Og de unge er utålmodige. Det gælder ikke mindst de unge kvinder – de vil have forandringer: Større personlig frihed og mere demokrati. Det var i høj grad i kraft af netop deres stemmer, at den reformvenlige præsident Mohammad Khatami kom til magten i 1997 og blev genvalgt med et massivt flertal i år. 77 procent af vælgerne stemte for Khatami ved valget i juni, og Kobra og Shapoor var blandt dem.

Som mange andre iranske vælgere, tror det unge par, at Khatami er den, der bedst kan sikre en udvikling mod mere demokrati og større personlig frihed for den enkelte iraner. Men de helt store, grundlæggende samfundsreformer, regner de ikke med at opleve. I løbet af Khatamis første fire år på præsidentposten blev det nemlig hurtigt klart, at mange af de reformer og liberaliseringer, han havde stillet sine vælgere i udsigt på forhånd, ikke lod sig gennemføre. Han havde ikke magt, som han havde agt – hovedsageligt fordi al lovgivning i Iran stadig skal godkendes af den øverste åndelige leder Ali Khameni og af Vogternes Råd, som ikke er demokratisk valgt. Khamenei og rådet skal vurdere, om de love, parlamentet vedtager er i overensstemmelse med både Grundloven og Koranen, som de fortolker den.

I de fire år, Khatami har været præsident, er der trods alt sket store forandringer i samfundet, især når det gælder den personlige og kulturelle frihed. Men det er ikke nok. Det er de unge ægtefæller fuldstændigt enige om.

Demokrati og frihed til at sige sin mening uden at risikere repressalier – det er fortsat Kobras absolut største ønske til fremtiden. I det seneste år op til præsidentvalget er mere end 40 aviser og blade blevet lukket – et udtryk for magtkampen mellem den reformvenlige regering og det magtfulde, konservative præsteskab.
– Men vi skal have pressefrihed, siger Kobra. Det er vigtigt. Og Iran skal åbne sig mere mod omverdenen. Folk i Vesten skal se, at vi ikke alle sammen er religiøse fanatikere.
Hun håber, hun selv kan blive så god til engelsk, at hun kan bidrage til den kulturelle udveksling ved at arbejde som oversætter af europæisk litteratur.

Kobra Moradi er en selvbevidst ung kvinde på vej til at få en akademisk uddannelse, og kvinder som hende er der mange af i Iran. På universi-teterne er godt halvdelen af de studerende kvinder, og mange af dem har i sinde at bruge deres uddannelser – de vil ikke være hjemmegående husmødre med et fint eksamensbevis, der bare samler støv. Det lægger et betydeligt pres på arbejdsmarkedet, hvor det i forvejen er svært at få et job: Den officielle arbejdsløshedsstatistik siger, at hver femte iraner er uden arbejde – men reelt er arbejdsløsheden sandsynligvis langt højere.

Derfor kan det blive svært for Kobra at finde sit ønskejob som oversætter. Det kan den lidt ældre Leili Shahabi fra Teheran tale med om. Hun er 25 år og har læst engelsk på universitetet lige som Kobra og har en magistergrad. Leili havde også ambitioner om at blive enten oversætter eller engelsklærer, men hun må arbejde som turistguide og være glad for, at hun overhovedet har et job.

Leili er ugift, og derfor bor hun sammen med sine forældre og to yngre søskende, som hun er med til at forsørge. Det er helt normalt. Hun er forlovet med en jævnaldrende mand, som hun selv har valgt, og som hun gik i klasse med på universitetet, men det er en utænkelig tanke, at de skulle flytte sammen uden at være gift, eller at de i det hele taget kunne flytte hjemmefra.

– Dels er det moralsk helt uacceptabelt, dels ville det at leje en lejlighed her i Teheran koster det dobbelte af min løn, forklarer Leili. Men hun føler sig alligevel fristet af tanken.
– Når man er fyldt 25, ville det være godt at kunne flytte for sig selv.
Min familie betyder meget for mig, og jeg bryder mig ikke om tanken om at splitte familien op, men jeg kunne godt tænke mig lidt mere privatliv, indrømmer hun.

– Det ville være dejligt at kunne være sammen med mine venner, uden at mine forældre var der hele tiden. Mine veninder ville kunne være friere påklædt, når de var på besøg. Vi kunne nemmere komme til at høre musik og danse, og de kunne tage deres tørklæder af. Det kan de ikke, når min far hele tiden er der.

– Men her i Teheran er forholdene meget friere end de fleste andre steder. Her kender jeg faktisk til mange kvinder – enker – som bor alene. Det kunne ikke lade sig gøre i Shiraz, hvor min familie stammer. Dér ville ingen drømme om at leje et værelse eller en lejlighed til en enlig kvinde.

Hun forklarer, at det – selv i en storby som Shiraz – ville være så uhørt og moralsk anstødeligt, at en kvinde boede for sig selv eller alene med sine børn, at det ville kompromittere – ikke alene hende selv, men også udlejeren og hendes familie.

For at illustrere, hvor “liberal” holdningen i Teheran er til, hvad kvinder kan tillade sig her i sammenligning med i provinsen, henviser hun til den kjole hun har på: En efter europæiske begreber meget tækkelig, fodlang, sort kjortel med et flot, broderet bærestykke i røde farver.

– Sådan en kjole ville jeg heller aldrig tage på, hvis jeg gik ud i byen i Shiraz, forklarer hun. De røde farver er for provokerende. Der ville blive set skævt til mig, jeg ville føle mig meget ubehageligt til mode og måske blive chikaneret. Men her i Teheran er der ingen problemer i at gå sådan klædt.

De holdninger gør livet svært for mange kvinder i Iran, for enker er der mange af. Den otte år lange krig mellem Iran og Irak kostede i 80´erne mere end én million unge mænd livet. Der mangler altså en million forsørgere og ægtefæller til gruppen af kvinder mellem 30 og 50.

Krigen har også sendt kvinderne ud på arbejdsmarkedet i et omfang, som ikke uden videre bliver hilst velkomment af alle mænd.

Det er nemlig svært for de mange unge veluddannede iranere at finde jobs, der svarer til deres kvalifikationer, og mange mænd mener, at kvinderne snupper jobbene for næsen af dem, fordi de er villige til at gå for en lavere løn.
– Men det er noget sludder, siger Leili oprevet.

– Det er helt normalt, at man får løn efter kvalifikationer. Min far er folkeskolelærer og underviser i historie. Han har kun en bachelorgrad. Min mor er derimod sygeplejerske, og har en længere uddannelse end han har. Derfor tjener hun mere. Det er helt normalt. Hvis jeg er den mest kvalificerede ansøger til et job, så er det mig, der bør have det. Hvis mændene bliver jaloux over det, så er det bare ærgerligt. Det er deres problem – de kan jo bare opkvalificere sig!

Leili Shahabi har heller ingen planer om at holde op med at arbejde. Hendes familie har brug for pengene, for det er gået støt ned ad bakke med iranernes købekraft siden den islamiske revolution i 1979, og inflationen gør konstant indhug i pengenes værdi – i øjeblikket er den på omkring 17 procent.

Men pengene er ikke den eneste årsag til, at hun vil fortsætte med at arbejde – også når hun bliver gift.

– Når kvinder tjener deres egne penge får de en ny følelse af uafhængighed. En følelse af at kunne stå på egne ben. Min far vil helst have, at jeg arbejder ude. Han siger: Du skal ikke bare stå i køkkenet og være en tjener i hjemmet. Du skal ud mellem andre mennesker og have et socialt liv. Det er min fars indstilling.

– Men mænd føler, de har større kontrol over hjemmegående koner. De tjener de jo ikke deres egne penge og skal bede om alting. Mænd bliver tit jaloux over, at deres koner går på arbejde, men min kæreste har tillid til mig, og han vil gerne have, at jeg har et job, siger Leili.

Kobra Moradis mand, Shapoor har samme indstilling. Han gør meget for at opmuntre sin unge kone til at blive bedre til engelsk og udvikle sig fagligt. De blev gift sidste år, og deres ægteskab er indgået med familiens store billigelse – men i høj grad også med deres egen. De er åbenlyst meget glade for hinanden.

Ægteskab kræver altid familiens accept, men i Irans middelklasse er det blevet meget almindeligt, at de unge selv har et afgørende ord at skulle have sagt om, hvem de skal giftes med. Problemerne med at blive gift ligger snarere i, at det er så dyrt.

Leili Shahabi forklarer, at det ikke er usædvanligt, at en brud får smykker for mindst 1500 dollars – og et flot bryllup koster måske 2000 dollars.Altså alt i alt omkring 30.000 kr. En skolelærer eller sygeplejerske skal arbejde tre til fire år for at tjene så meget. Oven i udgifterne til fest og gaver kommer medgift – mehrieh – som brudgommen skal betale til bruden. Den kan være langt dyrere. I middelklassen kan den nemt være over 50.000 kr. Det er et beløb, som skal sikre kvinden i tilfælde af skilsmisse.

I den islamiske stat er kvinders retstilling ved skilsmisse nemlig meget ringe, men mænd har ret let adgang til at blive skilt. For at sikre sig mod dén situation forlanger pigen og hendes familie en høj medgift. Derfor bliver mange iranere gift adskillige år senere end Kobra og Shapoor – typisk når de er et stykke op i tyverne, og det giver problemer, fordi kønsadskillelsen i samfundet er en realitet, man nok kan omgå, men ikke uden problemer. Før-ægteskabelig og udenomsægteskabeligt sex er både ulovligt og strafbart.

Leili synes, det er fjollet, at prisen på et bryllup skal være så kolossal.
– Jeg er slet ikke interesseret i et stort dyrt bryllup. Det er bedre med en mere beskeden fest og så spare pengene til fremtiden, siger hun. Jeg vil bare have en enkel ceremoni og en ring.

Kobra behøvede ikke at lade sig nøje med en enkelt ring, kan jeg se på videoen, hvor familiemedlemmerne en efter en kommer og hænger guld i hendes ører om hendes hals og arme og sætter dyre ringe på hendes fingre.

Jeg sidder og beundrer de flotte smykker fra min tilskuer-plads på gulvet i et værelse, som hun og Shapoor har lejet i Isfahan. Dér er hverdagen noget mere beskeden. Et syntetisk gråt tæppe dækker gulvet, og ovenpå ligger et maskinvævet persisk tæppe i røde farver. Op ad væggen står et par puder, man kan sidde på. Ellers er der ingen møbler ud over et tv. Det unge par har kun det ene rum. Toilet og håndvask deles med naboerne, og køkkenet er også fælles. Kobra er gået derud for at lave aftensmad, Shapoor hjælper til, og imens kan jeg underholde mig med bryllupsvideoen.

Den er professionelt lavet og viser først det unge par vandrende i solnedgangen langs det Kaspiske Hav akkompagneret af blød amerikansk popmusik. Så ser vi brudens smukke ansigt uden hverken slør eller tørklæde. Den amerikanske pop bliver afløst af iransk, brudens ansigt bliver mangedoblet, der zoomes ind og zoomes ud, og så klippes der til gommen.

Han er hos frisøren for at få frisuren trimmet. Brudens portræt dukker op i billedet og forsvinder igen. Så er han ved blomsterhandleren – dufter til en rose, henter buketten. Uden for venter bilen, som skal køre ham til brudens hjem. Den er pyntet med en kæmpe blomsteropsats og viklet ind i pistacie-grønt tyl. Tyl-bilen manøvrerer gennem Noors gader, og endelig er han sammen med sin smukke unge brud, som møder ham festligt klædt i lysegrønt brudeskrud.

Jeg overværer vielsen, ser brud og brudgom hver især dyppe en finger i en kop med honning, som et familiemedlem holder frem. De fugter begge den andens læber med honningen – og så bliver de mange smykke-gaver overrakt.

Ringene har Kobra også på, da hun kommer tilbage med maden. Hun breder en Plasticdug ud på gulvet, og sætter skålene med oliven, syltede hvidløg, brød og andet tilbehør på den.
Nu hvor hun har taget det tørklæde af, hun gik med ude i byen, kan man for alvor se, hvor smuk hun er. Men på offentlige steder er det lovkrav, at kvinder går med tørklæde, og Kobra er meget tækkelig, når hun går ud med sort tørklæde og en lang grå frakke. Nu er hun mere af-slappet med en stor sweatshirt og jeans.

I hovedstaden Teheran, er der mange unge kvinder, som tolker lovens krav om islamisk påklædning temmelig frit: Unge gymnasiepiger, med kraftigt sminkede øjne, lilla læbestift og et let sort tørklæde bundet løst om hovedet så det høje modehår er synligt. Smarte frakker, der kun går til knæet, cowboybukser nedenunder og fødder i plateausko. Nogle går endda så vidt til at have bare tæer i sandaler – men det hører trods alt til sjældenhederne.

Men hverken for Kobra eller Leili er det specielt afgørende, om de skal gå med tørklæder og lange frakker.

– For mig er det ikke noget særligt problem, at jeg skal gå med tørklæde, siger Leili, men jeg ville ikke gøre det, hvis jeg boede i Europa, og hvis det ikke var lovpligtigt her i landet, ville jeg tage det af.

De to unge kvinder er helt enige om, at demokrati, ucensurerede film, fri presse, arbejde og bedre økonomi – det er alt sammen vigtigere end tørklæder og frakker.