Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgiver selvmordet.

Reklamer

Læs også artiklen i Kristeligt Dagblad

Frans Bak, komponist og musiker, arbejder sammen med krisepsykolog Ane Christensen om dagligestuediskussioner med erfaringsdeling for efterladte ved selvmord. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludseligt helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”

Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op, når han laver musik til film og tv-serier i badet eller bilen. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.

Hjemme satte hans sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd: ”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.” Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.

”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.

Brød 40 års tavshed

Fortsæt med at læse “Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte”