litteratur – Journalistik på bloggen

Som barn fandt Sebastian Bune forbilleder og alternative handlemønstre, som hjalp ham i den barske hverdag i familien. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Et femårigt barn sidder låst inde på et koldt og mørkt badeværelse. Kun en tynd stribe lys trænger ind gennem sprækken under døren. Han råber fortvivlet på sin mor, men hun er der ikke. Fra den anden side af døren lyder derimod hans stedfars truende stemme. Det er ham, der har låst døren udefra.

Den lille dreng, Jonathan, tisser i buskerne af skræk, men heldigvis kommer mor hjem, før mere sker, og redder ham ud til hygge og bager-trøfler ved køkkenbordet. Andre dage er han mindre heldig og bliver ikke reddet på målstregen, før stedfaren uden varsel går amok i despotisk vold.

Sådan begynder Sebastian Bunes anmelderroste roman ”Min Familie”. Bogen følger Jonathan gennem hans opvækst i socialt udsatte boligkvarterer i 1990’ernes Danmark med den amerikanske stedfar Leon, der er uforudsigelig og voldelig, og den viljesvage, religiøst forskruede mor Hanna, der altid har sine healende krystaller i lommen og sin Bibel inden for rækkevidde.

Selvbiografisk roman om vold i familien

Hovedpersonen Jonathan i ”Min Familie” ligner Sebastian Bune. Det lægger han ikke skjul på, og Jonathans opvækst og familie ligner også hans egen. Jonathan har dog kun én stedfar i løbet af bogen, mens Sebastian Bune selv havde adskillige. Familien nåede desuden at flytte 20 gange i løbet af hans barndom, og han gik i seks forskellige skoler.

Det er derfor lidt af et under, at han er blevet cand. mag. i engelsk og nordisk sprog, har fået et spændende job som kulturformidler på Silkeborg Bibliotek, i en alder af 32 år både har en stabil familie med kone og to børn og er debuteret som forfatter.

Fortsæt med at læse “Bøgerne blev Sebastian Bunes vej til et bedre liv”