En myte at alderdom og ensomhed hænger sammen

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Det er en myte, at alderdom og ensomhed nødvendigvis hænger sammen. De mindst ensomme i det danske samfund er de 65 til 79-årige. Foto: Colourbox

Af Ulla Skovsbøl

Det er ikke nemt at få en interview-aftale med Ellen Birk Skov. Selv om hun er pensionist, er hendes kalender hårdt pakket – ikke mindst her op til jul. Hun er 68 og bor i en hyggelig toplans ejerlejlighed i Aarhus-bydelen Åbyhøj med sin jævnaldrende mand, pastor emeritus Jens Birk.

De har to døtre og fem børnebørn, og Ellen Skov Birk har et vidt forgrenet netværk af venner og bekende både fra livet som folkeskolelærer og præstekone forskellige steder i landet, men også fra de mange nye sociale sammenhænge, hun har opdyrket, siden hun gik på efterløn for seks år siden.

”Nogle oplever ensomhed, når de forlader arbejdsmarkedet. For mig har arbejdspladsens fællesskab været godt at have, men jeg har også altid været involveret i mange andre ting ved siden af, og som pensionist har jeg bevidst har valgt at engagere mig i nye ting, der har givet mig nye berøringsflader,” forklarer hun.

65 til 79-årige mindst ensomme

Ellen Skov Birk lever et usædvanligt aktivt seniorlilv, men de fleste pensionister på hendes alder er engagerede i udadvendte aktiviteter eller i børn og børnebørn og føler sig sjældent ensomme. Foto: Ulla Skovsbøl

Karin Hedners bog om rituel dans udkommer på dansk

Lægen Karin Hedner har udgivet sin bog “Rituel dans – livets dans” på dansk. I den fortæller hun om sine erfaringer med denne særlige danseform, som  er udviklet af Brita Haugen – præst, danser og fortæller.

Bogen koster 70 kr. plus porto og kan bestilles hos den danske oversætter Ulla Skovsbøl. Kontakt-info her

“Jeg begyndte at danse, fordi jeg var kommet til et punkt i mit liv, jeg følte en stor længsel efter fordybelse og forståelse af mig selv, af livsvilkårene og af, hvordan alt hænger samme,” siger Karin Hedner.

Hun er uddannet som danseleder i rituel dans fra 2002-2004 hos Brita Haugen på Vestjyllands Højskole, men allerede længe forinden havde hun stiftet bekendtskab med den særlige danseform, som kombinerer myte, dans og ritual.

“Den rituelle dans kan opfylde noget af den længsel. Den giver mig følelsen af at være en del af den store fortælling om livet, at jeg er en del af helheden, uendeligt lille, men alligevel lige så uundværlig som alle andre dele. Den får mig i nådefulde øjeblikke til at se et glimt af meningen med det hele,” siger hun. 

For Karin Hedner er den rituelle dans en livsproces, der fremmer personlig udvikling og giver danseren mulighed for at opdage den røde tråd i sit liv.

“Det kan være en måde at møde sider af sig selv på, som man ikke vidste, man havde. Man skal ikke forveksle det med terapi, men som læge er det min erfaring, at den rituelle dans kan have lige så dybtgående og helende virkning som psykoterapi, lægemidler og anden medicinsk behandling,” siger hun.

Uddrag af Karin Hedners bog om rituel dans

Rituel dans giver den enkelte mulighed for at gestalte sin egen livsfortælling med den store fælles fortælling som klangbund, skriver den svenske læge Karin Hedner i sin bog “Rituel dans -livets dans.”

Bogen er nu kommet på dansk og kan købes for 70 kr. plus porto. Bestilles hos bogens danske oversætter Ulla Skovsbøl. Kontakt info her

Karin Hedner er uddannet som danseleder hos Brita Haugen er præst,  højskolelærer, fortæller og danser.

Læs uddrag af Karin Hedners bog her:

Rituel dans – hvad er det?

“At danse rituel dans er at deltage i et ritual. Formen udspringer af den fællesdans, som alle folk altid har praktiseret i tider med forandring, i glæde og sorg og ved de store højtider.

Dansen giver den enkelte mulighed for at gestalte sin egen livsfortælling i en rituel sammenhæng med den store fælles fortælling som klangbund.

Men lige så vigtigt som det er at danse sit eget liv, er det at bevidne og spejle et andet menneskes liv; en given og tagen mellem at se og spejle den anden og selv at blive set og spejlet.

Den rituelle dans er en skabelsesproces. Den bliver til, mens man danser. Et danseritual er derfor aldrig det samme fra den ene gang til den anden. Dansen er en måde at øve sig i at følge den skabende impuls på, følge hinandens associationer med tillid og fortrøstning. Den kræver og afføder nysgerrighed, engagement og empati.

Ritualstedet udgør selve livsrummet, hvor man med kroppen kan udtrykke alle de erfaringer, som livet giver. Dansen er ikke koreograferet, bortset fra, at de dansende udfolder deres spontane danseudtryk inden for en fastlagt ramme. Trommen markerer den underliggende livsrytme. Man danser i en cirkel, som er en form med et tydeligt cent­rum, som alle er lige langt fra og lige tæt på, med en fordanser i cirklens midte. Danserne ude i cirklen skaber en betryggende, spejlende ramme, og støtter fordanseren på samme måde som en omsorgsfuld jordmoder, når hun helt alene inde i midten skal give sine erfaringer nye udtryk.