Børn og gamle deler hverdag i Huset Nyvang, Randers nye institution

Randers har som en af de første kommuner i landet åbent en institution, som gør mødet mellem generationer til en integreret del af hverdagen. Huset Nyvang rummer både en integreret børneinstitution til ca. 130 børn i alderen 0-6 år og en demenslandsby med 60 plejeboliger.

Læs mere i FOA Bladet

Børn og gamle bor dør om dør i Huset Nyvang. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Børn og gamle kan noget særligt sammen. Det oplever både børnehaver og vuggestuer, når de kommer på besøg på plejehjem. Men i Randers er de gået et skridt videre. Generationerne er flyttet sammen i Huset Nyvang, som både rummer en integreret børneinstitution til ca. 130 børn i alderen 0-6 år og en demenslandsby med 60 plejeboliger. Børn og gamle kan besøge hinanden både i hverdagen og ved særlige lejligheder, som da demenslandsbyens først lille butik åbnede på bytorvet i juni 2018.

Børnehavebørnene var med til indvielsen af den nye butik i demenslandsbyen. Foto: Ulla Skovsbøl

Jubii, butikken er åben.  Emil, Lava og Martin fik æren af at klippe snoren til den nye butik sammen med Karen Margrethe Sennenvaldt, som bor i demenslandsbyen. Butikken får sammen med en frisørsalon og en bagerbutik demenslandsbyen til at minde om en velkendt lille by.

Højtlæsning er for både børn og gamle. Foto: Ulla Skovsbøl

Gode historier.  Det er altid hyggeligt at være med på en lytter sammen, og ingen er for ung eller for gammel til at høre en god historie, når Eva Larsen læser op.  For børnene er de nye, hos beboerne med demens kalder de måske gamle minder frem.

 

Ny bog om veje til bedre livskvalitet på danske plejehjem

“Som det plejer at være derhjemme”  handler om Eden Alternatives arbejde gennem ti år med at skabe en mere menneskevenlig plejehjemskultur i Danmark. Bogen er skrevet af Ulla Skovsbøl og udkommer på forlaget Hovedland.

Bogen “Som det plejer at være derhjemme” blev lanceret den 22. marts 2018 af Aase Porsmose (i midten) og Karin Dahl (th) fra Eden Denmark sammen med forfatteren Ulla Skovsbøl (tv)

I bogen ”Som det plejer at være derhjemme” tager journalist Ulla Skovsbøl læseren med rundt på en stribe danske plejehjem, som er i gang med udviklingen af en helt ny pleje- og omsorgskultur.

Det er en kultur, der er baseret på Eden Alternatives filosofi og metode, hvor ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed bliver set som de værste plager for beboerne på de moderne plejehjem, og hvor der bliver arbejdet med at gøre menneskelige relationer til fundamentet i hverdagslivet.

17 registrerede Eden-hjem

Der er 17 danske plejehjem som i dag er registrede Edenhjem. De fleste er almindelige kommunale plejehjem, som ikke har flere ressourcer end alle andre tilsvarende plejehjem, men som formår at at skabe en anderledes og mere menneskevenlig kultur. Det kan lade sig gøre gennem uddannelse af medarbejderne, som fokuserer på relationsarbejdet og ved at inddrage børn, dyr og grønne planter i hverdagen som midler til at skabe indhold og relationer. Mange Eden-hjem arbejder derfor aktivt med generationsmøder med børn i alle aldre.

I et Eden-hjem skal den enkelte have mulighed for at finde frem til sin helt egen udgave af hverdagen, så han eller hun har lyst til at stå ud af sengen om morgenen og leve livet lige til det sidste åndedrag.

I bogen følger man Eden-hjemmenes arbejde, hvor både personale og beboere udfordres til at gøre op med rigide skemaer og opmuntres til at tænke i muligheder som f.eks. beboernes deltagelse i det daglige arbejde ude og inde, kæledyr, flere besøg af børn og med hjælp fra frivillige i lokalområdet og fra beboernes famililer.

Bogen kan bestilles på Eden Denmarks hjemmeside elller hos forlaget Hovedland. 

Ulla Skovsbøl: Som det plejer at være derhjemme 
Udgivet på Hovedland, 2018
Pris: 269,95 kr. 

Bestilling:  mail@hovedland.dk eller kontakt@edendenmark.dk

24 unge studerende er flyttet på plejehjem i Risskov med de gamle

Plejehjemmet Hørgården i Aarhus-bydelen Risskov har udlejet 24 forældede plejeboliger til unge studerende. Initiativet skal skabe mere kontakt og forståelse mellem generationer. Samtidig får de unge en billig husleje, og plejehjemmets utidssvarende boliger gør nytte.

Læs også historien i Kristeligt Dagblad

Erna Bramstrup og Line Nørup er begge beboere i Plejehjemmet Hørgården i Risskov. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Line og Erna går tur hver tirsdag. Tempoet er adstadigt, når Erna Bramstrups 93-årige ben bestemmer farten, men Line Nørup på 21 har viljen og tålmodigheden til at sætte farten lidt ned midt i sin travle hverdag som universitetsstuderende.

Selv om aldersforskellen mellem de to kvinder er mere end 70 år og deres livssituationer er vidt forskellige, er de så småt ved at opbygge et venskab, der ind til videre indebærer, at de drikker kaffe og går tur sammen én gang om ugen. Måske bliver det til mere, for de to er næsten naboer på Plejehjemmet Hørgården i Aarhus-bydelen Risskov, hvor de begge er begge er flyttet ind for nylig.

Erna Bramstrup har måttet opgive sin treværelseslejlighed, fordi hun ikke længere var tryg ved at bo alene, og Line Nørup er flyttet til Aarhus fra Fredericia for at læse Cognitive Science på Aarhus Universitet. Hun havde brug for en billig kollegielejlighed, og det tilbød Hørgården i en bygning, som venter på renovering.

Huslejen på 3000 kr. om måneden var tiltrækkende, men det var den utraditionelle boform også, for Line Nørup synes, der ligger en spændende udfordring i at bo dør om dør med mennesker i en helt anden livsalder og situation.

”Det er en lidt speciel mulighed, vi har fået ved at kunne bo her,” siger hun.  ”De eneste, jeg kender på Ernas alder, er mine egne bedsteforældre, som er i 80´erne, og nu hvor jeg er flyttet til Aarhus, ser jeg ikke min familie så tit. Jeg synes det er rart at kunne være noget for nogle ældre mennesker her, hvor jeg bor, men man går jo ikke bare uden videre ind på et plejehjem og møder nogen, hvis man ingen kender i forvejen,” siger hun. Fortsæt med at læse “24 unge studerende er flyttet på plejehjem i Risskov med de gamle”