Thise-landmænd og ugandiske bønder praktiserer samme slags teamwork

Frivillighed, ligeværdighed, involvering og ejerskab var nøglen til succes både for Thises Mejeris staldskoler først i 2000-tallet og for Farmer Family Learning Groups i Uganda, mener dyrlæge og seniorforsker Mette Vaarst, som har været den drivende kraft bag udviklingen af begge dele.

Læs også historien i Økologisk Landbrug

Samarbejde i “Farmer family groups” har givet større og bedre udbytter for ugandiske småbønder.

Af Ulla Skovsbøl

Thise Mejeris leverandører havde først i 2000-tallet stor succes med at reducere forbruget af antibiotika. De oprettede staldskoler, hvor de var hinandens rådgivere, og i løbet af fire år fik de skåret 30 pct. af antibiotikaforbruget til deres køer.

Økologiske småbønder i Ugandas Rwenzori-provins har med en lignende samarbejdsform i såkaldte Farmer Family Learning Groups (FFLG) opnået markant højere udbytter, bedre afgrødekvalitet, større diversitet på bedrifterne og højere indtjening og fødevaresikkerhed.

Hemmeligheden bag begge dele er en særlig samarbejdsform, som er udviklet parallelt i Uganda og Danmark med dyrlæge og seniorforsker ved Aarhus Universitet i Foulum Mette Vaarst som primus motor. Hun var inspireret af de såkaldte Farmer Field Schools, som hun oplevede første gang i Uganda i 2003, men staldskole- og FFLG-modellen adskiller sig på vigtige punkter:

”Styrken ved den her metode er, at den bringer eksisterende viden i spil, og at gruppens medlemmer hjælper hinanden med at implementere den, men på den enkelte landmands præmisser,” siger hun. Fortsæt med at læse “Thise-landmænd og ugandiske bønder praktiserer samme slags teamwork”

Økologi og samarbejde er en succesfuld cocktail i Uganda

Økologi og nye samarbejdsformer i ”Farmer Family Learning Groups” har givet tusindvis af ugandiske småbønder bedre indtjening og højere livskvalitet gennem ti års samarbejde med Økologisk Landsforening.   

Læs også artiklen i bladet Økologisk Landbrug

Kaffe er hovedafgrøden i Nyakabingo. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Ulla Skovsbøl

Kvinder i spraglede sharonger balancerer behændigt med store plastikbaljer fulde af økologiske kaffebønner. De bærer dem fra tørrehal til sorteringshal – balje efter balje. Fra de var små piger har de transporteret stort set alting på den måde, men ind til for nylig tømte de bare deres kaffebønnebaljer på store presenninger i græsset derhjemme, så bønnerne kunne ligge og tørre i solen.

Sådan er det ikke mere. Deres kooperativ Nyakabingo Farmers United i Ugandas vestligste provins Rwenzori har investeret i overdækkede haller af mursten, så kaffen kan tørre, selv om der kommer et uventet regnskyl. Kaffebønnerne plukker de stadig hjemme på deres egne buske, men tørring, forarbejdningen og afsætningen er blevet et fælles anliggende. Fortsæt med at læse “Økologi og samarbejde er en succesfuld cocktail i Uganda”

Albert står til søs med 40 køer

Fra november skal Albert Boersen, nyuddannet landmand fra landbrugsuniversitetet i Leeuwarden, være driftsleder for en verdenssensation: En flydende farm med 40 malkekøer i et havnebassin i Rotterdam.

Læs også historien i Magasinet Kvæg

Floating Farm bliver et staldanlæg i tre etager, som skal flyde i et havnebassin i Rotterdam. Modelfoto: Floating Farm

Ulla Skovsbøl

Albert Boersen blev fyr og flamme, da han så jobopslaget på nettet: Driftsleder for verdens første flydende farm, der skal vugge på vandet i et havnebassin i Rotterdam med 40 Monbéliarde-køer om bord.

Den flydende farm er et pilotprojekt, som skal vise, om det er realistisk at flytte landbrugsproduktion ud på platforme på floder i bynære omgivelser og på den måde dels bringe produktionen tættere på forbrugerne, dels udvide det potentielle landbrugsareal betragteligt.  Ideen tændte Albert Boersen, som lige var blevet færdig med sin uddannelse på landbrugsuniversitetet i Leeuwarden.

”Det lød utroligt spændende. Jeg er meget optaget af forholdet mellem landbrug og forbrugere, og da jeg søgte jobbet, havde jeg lige skrevet speciale om urban farming,” siger Albert, som selv er vokset op på en kvæggård med 70 køer i Friesland i det nordlige Holland. Han søgte jobbet – og fik det. Fortsæt med at læse “Albert står til søs med 40 køer”