Læs artiklen i Global Økologi, nr. 4 2012
Testmetoderne til risikovurderingen af hormonforstyrrende stoffer er ikke gode nok. Ny forskning viser, at kemikalier, der virker som hormoner, kan have alvorlige effekter ved lave doser, som ikke afsløres, når de kun testes i høje koncentrationer.
Så længe toksilologer har testet stoffers giftighed, har det været alment accepteret, at hvis et stof er uskadeligt i store mængder, så er det også uskadeligt i små. Det forekommer ganske vist, at visse stoffer opfører sig anderledes eller måske lige frem omvendt – altså at det viser sig skadeligt i små mængder og ikke i store – men når det sker, ryger testen som regel i papirkurven eller bliver liggende i skrivebordsskuffen. Resultaterne er blevet forklaret med unøjagtigt måleudstyr eller fejl i forsøgsopstillingen.
Den tankegang blev der rokket ved den 14. marts i år. Den dag offentliggjorde den amerikanske hormonforsker Laura N. Vandenberg fra Tufts University det hidtil mest omfattende litteraturstudie med mere end hundrede undersøgelser af de såkaldte lav-dosis-effekter ved hormonforstyrrende stoffer.
Rapporten konkluderer, at reglen om, at jo større dosis, jo større effekt ikke nødvendigvis gælder for hormonlignende kemikalier. Det vakte opsigt blandt embedsmænd, forskere, politikere og Ngo’er, og den lange tørre titel “Hormones and Endocrine-Disrupting Chemicals: Low-Dose Effects and Nonmonotonic Dose Responses” blev hurtigt slet og ret til Vandenberg-rapporten.
”Det er en epokegørende rapport, som viser, at den måde, vi risikovurderer kemikalier på i dag, simpelthen ikke er holdbar,” siger kemikaliemedarbejder i Det Økologiske Råd Lone Mikkelsen.
”Hvis Vandenbergs konklusioner holder stik, og det tyder alt på de gør, så er de testmetoder, man bruger i dag, slet ikke egnede til at undersøge hormonforstyrrende stoffer med. Med mindre man også konsekvent tester stofferne ved lave doser, risikerer man at overse alvorlige effekter. Derfor bør den nye viden få konsekvens for kemikalielovgivningen i EU og kravene til test og risikovurdering,” siger hun.
Paradigmeskift på vej
Vandenbergrapporten blev præsenteret i september på en international konference i Berlin, hvor den blev taget meget alvorligt. Fra en storskærm i konferencelokalet vurderede direktøren for det amerikanske National Institute of Environmental Health Sciences, Linda Birnbaum via videotransmission, at rapporten indvarsler et paradigmeskifte i risikovurderingen af de hormonforstyrrende stoffer.
“Den eksponering med kemikalier, som mennesker bliver udsat for i dag, ligger inden for et område, vi traditionelt har anset for sikkert. Men nu vinder et nyt paradigme indpas. Lavdosis-hypotesen siger, at kemikalier kan have virkninger ved niveauer, der ikke vil kunne forudsiges ud fra den højdosis-testning vi bruger i dag,” fastslog hun.
Specialkonsulent i Miljøstyrelsen Pia Juul Nielsen, som også var til stede i Berlin, er dog lidt mere forbeholden.
”Det er ikke i sig selv nyt, at hormonforstyrrende stoffer kan virke lige som hormoner. Det er jo derfor, vi er bekymrede for dem. For en del toksikologer er der måske tale om et paradigmeskifte, men for alle, der arbejder med hormoner, er lavdosis-effekter et velkendt fænomen,” siger hun.
”Vandenbergrapporten ændrer ikke grundlæggende ved de videnskabelige principper, vi arbejder efter, men den gør det tydeligt, at der er brug for at tænke anderledes, når vi undersøger og vurderer stofferne. Jeg mener, det er tydeligt nu, at det er en god ide, at teste hormonforstyrrende stoffer ved både høje og lave doser. Det vil give et bedre helhedsbillede af stoffernes effekter,” siger Pia Juul Nielsen.
En kompleks virkelighed
Anna Maria Andersson, der leder Rigshospitalets Center for Vækst og Reproduktion, er en af de danske endokrinologer, som arbejder med både naturlige hormoner og hormonlignende kemikalier i sit forskningsarbejde. Hun vurderer også, at det især den toksikologiske tankegang bag lovgivningen, som bliver udfordret af Vandenbergrapporten.
”Det nye er, at toksikologerne begynder at få øjnene op for det, vi endokrinologer længe har vidst, nemlig, at disse meget potente stoffer kan have effekter ved små doser, som man ikke ser ved høje doser. Det ændrer hele det grundlæggende dogme inden for toksikologien, hvor man arbejder meget med monotone dosis-responskurver,” siger hun.
En monoton dosis-responskurve viser en ligefremt proportional sammenhæng mellem dosis og effekt. Man tester typisk stoffets effekt ved en høj koncentration og antager, at effekten falder til nul i takt med, at dosis falder. Men sådan opfører hormoner og hormonforstyrrende kemikalier sig sjældent. Deres kurver kan være klokkeformede, beskrive en bue eller måske bølge op og ned.
Derfor vurderer Anna Maria Andersson fra Center for Vækst og Reproduktion på linje med Miljøstyrelsens specialkonsulent Pia Juul Nielsen, at der i fremtiden bør tages højde for lavdosiseffekterne, når de hormonforstyrrende stoffer bliver vurderet..
”Vi er nødt til at kigge grundigere sammenhængen mellem dosis og effekt og også teste lave doser, og samtidigt er det også vigtigt at gøre sig klart, hvilke effekter, man skal kigge efter,” påpeger Anna Maria Andersson.
”Toksikologerne arbejder i reglen med enkle kriterier, som for eksempel at forsøgsdyret dør eller får leverskader. Men det kan være helt andre og mere komplekse effekter, man skal se efter ved hormoner og hormonlignede stoffer, fordi de påvirker organismen på mange niveauer,” siger hun.
EU’s kemikalielovgivning REACH rummer i øjeblikket hverken en klar definition af, hvad det vil sige, at et stof er hormonforstyrrende eller præcise kriterier for, hvordan de skal undersøges, og det er en udpræget svaghed ved lovgivningen, mener Anna Maria Andersson. Hun håber på forbedringer i lovgivningen efter EU-kommissionens gennemgang af REACH, som skal være afsluttet til juni 2013.
Journalistik på bloggen - på tryk og i radioen 