Homofobi drev genial matematiker i døden

Matematik-geniet Alan Turing hjalp de allierede til sejr i 2. verdenskrig ved at knække nazisterns hemmelige kryptering, Engimakoden. Efter krigen fik han en tragisk skæbne.

Læs artiklen om Alan Turings tragiske skæbne i Bonnier-bladet Historie, juni 2012

Matematik-geniet Alan Turing hjalp de allierede til sejr i 2. verdenskrig ved at knække nazisternes hemmelige kryptering, Engimakoden. Efter krigen blev han dømt til kemisk kastration på grund af homoseksualiet og begik selvmord.

I 2015 fejrer videnskabfolk verden over 100 året for matematikeren Alan Turings fødsel. Turings matematiske arbejde har haft afgørende betydning for udviklingen af datalogien, moderne computervidenskab og kunstig intelligens. Turing udviklede en af verdens første computer, og udrettede en afgørende bedrift ved at bryde Nazi-tyskland hemmelige kryptering, Enigmakoden, for de allierede under 2. verdenskrig.

Turings var imidlertid homoseksuel og det blev hans skæbne. Seksuelle forhold mellem mænd var forbudte og strafbare ind til 1967og i 1952 blev Turing afsløret og dømt for at have et forhold til en ung mand. Han fik valget mellem fængsel og kemisk kastration med kvindelige kønshormoner og valgte hormonerne.

Den nedværdigende dom og den tvungne behandling ændrede Turings liv for altid, og to år efter dommen blev han fundet død i sit hjem. Han havde spist af et forgiftet æble, og retsmedicinerne konkluderede, der var tale om selvmord.

Efter hans død var der stille om Turing. Først i 2009fik han post mortem en officiel undskyldning af den britiske premiereminister, og 2012 er udnævnt til officielt Turing år i Storbritannien for at rehabilitere den store matematiker..

Læs historien om hans liv og død her:

Om morgen den 8. juni 1954 bliver den 41-årige matematiker Allan Turing fundet død i sit hjem. Turing har en vane med at spise et æble, før han går til ro, men denne morgen finder hans hushjælp, Mrs. Clayton, æblet i sengen ved siden af Turings lig. Der er kun taget få bidder af det. Chokeret løber hun over til en nabo og ringer efter politiet. Æblet viser sig senere at være forgiftet med cyanid, og obduktionsrapporten konkluderer, at Alan Turing, forsker ved Manchester University, er død ved selvmord.

Med Allan Turings død blev der sat punktum for en lysende videnskabelig karriere. Hans teoretiske arbejde er helt afgørende for den moderne computervidenskab, og flere årtier efter sin død blev manden med æblet også anerkendt for have spillet en dybt hemmelig helterolle under 2. verdenskrig. Uden hans indsats, ville krigen sandsynligvis have varet adskille år længere. Det erkendte den britiske premierminister Gordon Brown, da han i 2009 med et halvt århundredes forsinkelse undskyldte og beklagede de ulykkelige omstændigheder, der drev det matematiske geni i døden.

Et matematisk geni

Alan Turings viste allerede som barn et særligt talent for matematik. Han kunne regne, før han kendte bogstaverne, og allerede inden han kom i skole, var han usædvanligt skrap til tal og logisk tænkning. Det gjorde ham til lidt af en ener, men de logiske evner var ikke altid ubetinget en fordel for ham. Han opfattede nemlig alting helt bogstaveligt, og det fik ham til at virke lidt sær. Derfor havde han livet igennem tit svært ved at begå sig socialt udenfor en snæver kreds af venner og fagfæller.

Som teenager følte Alan sig dog ikke specielt hæmmet i sit sociale liv. Lige som mange andre britiske børn blev han sendt på kostskole, Sherborne School i Dorset, og der trivedes han rigtig godt. På skolen hjemmeside bliver Turing i dag fremhævet som den mest berømte elev nogensinde, men da han gik der blev hans matematiske evner ikke vurderet som noget særligt. Han skulkede fra den almindelige slaveregning og brugte i stedet tiden på avancerede ligninger, som matematiklæreren ikke kunne se nogen højere mening med. Det gav ikke gode karakterer.

Alligevel var Alan glad for kostskolen, for der mødte han sit livs første store kærlighed, den jævnaldrende Christopher Morcom. For den kejtede Alan var det fantastisk. Selv om de to drenge mest snakkede om Einsteins relativitetsteori og beregning af pis decimaler, var det måske hans livs mest romantiske forbindelse. Men venskabet blev kort, for Christopher døde af tuberkulose kun atten år gammel, og det var et hårdt slag for den trofaste kammerat.

”Han pusler som en kvinde om de ting, du har sendt ham,” skrev Alans mor i et brev til Christophers mor efter begravelsen, hvor hun havde foræret Alan nogle af den døde vens ejendele. Det var et stjernekort og nogle skriveredskaber, der blev til små klenodier for ham.

Christophers død var et stort tab for den unge Alan Turing, men deres tætte venskab åbnede hans øjne for, at han var til mænd. Han skammede sig aldrig over det, men fortalte det tværtimod åbent til sine nærmeste venner og kolleger senere i livet. Der var dog grænser for åbenheden, for ind til 1967 havde Storbritannien en lov som forbød og straffede seksuelle forhold mellem mænd. Den lov skulle senere bliver Alan Turings skæbne.

Banede vej for datalogien

Efter studentereksamen var det oplagt for Alan at læse matematik. Fra kostskolen fortsatte han direkte til Cambridge og blev hurtigt kendt på universitetet som et matematisk geni. To og tyve år gammel tog han kandidateksamen og fik straks job som underviser. Samtidig arbejdede han med sin egen forskning, og i 1936 var han klar med den banebrydende videnskabelige artikel ”On Computable Numbers.” I den beskriver han principperne for en maskine, der kan udføre samtlige matematiske og logiske oprationer og som benytter sig af binære tal, altså nuller og ettaller, i stedet for af titalssystemet. Han var allerede på det tidspunkt opslugt af tanken om at skabe en tænkende maskine, men havde endnu ikke nogen forestilling om, at det kunne bliver virkelighed.

Alan havde sin artikel med i kufferten, da han i 1937ankom til Princeton University i USA for at afslutte sit phd-studium hos den berømte matematiker John Neumann. Den fyldte ikke meget i bagagen, men indholdet var tungtvejende. I dag bliver den anset for at være en væsentlig del af selve det teoretiske grundlag for datalogien. Men dengang, blev artiklen stort set ignoreret. Der var ganske vist mange lyse hoveder på Princeton, som havde forudsætningerne for at forstå ”On Computable Numbers,” men interessen var yderst begrænset.

”Jeg har fået to bestillinger på kopier, ” skrev den unge Turing skuffet til sin mor, da hans arbejde blev trykt i et videnskabeligt tidsskrift i januar 1937.

Ikke engang Alans lærer, John von Neumann, ofrede den nogen videre opmærksomhed. Han var ellers en meget fremtrædende videnskabsmand, og blev senere dybt involveret i udviklingen af den første amerikanske computer. Op gennem 1930erne havde han uafhængigt af Turing arbejdet med ideer, der mindede meget om hans, og det er derfor muligt, at Neumanns har haft et privat motiv til at ignorere sin fremmelige elev.

Et mystisk jagtselskab

Der var dog andre, som godt kunne få øje på Alan Turing og bruge hans talent: Den britiske efterretningstjeneste. Tilbage i Cambridge blev han den 4. september 1939 i al diskretion inviteret til Bletchley Park, et landsted cirka 100 kilometer nordvest for London.

På det tidspunkt er 2. verdenskrig kun få dage gammel. Dagen før har Storbritannien erklæret Tyskland krig som reaktion på invasionen af Polen den 1. september, og Turing ankommer til landstedet som deltager i ”Kaptajn Ridleys jagtselskab.”

”Jægerne” viser sig dog snart at være en meget speciel gruppe af talentfulde matematikere og kryptologer, skakmesteren Hugh Alexander og vinderne af en ekstremt svær krydsordskonkurrence i avisen Daily Telegraph.

Det er hverken ræv eller råvildt, de skal jage på godset, men militære hemmeligheder, som tyskerne har gjort ulæselige for menigmand med krypteringsmaskinen Enigma. Det, der forener medlemmerne af det blandede jagtselskab er, at de er mere end almindeligt skrappe til at knække koder.

Turing troede i starten, at udflugten ville vare et par måneder, men den kom til at strække sig over fem år. På Bletchley Park stod han i spidsen for den teoretiske del af arbejdet med afkodningen. Meget hurtigt forstod han, at Enigmakoden var skabt af en maskine og måtte knækkes med en maskine. Til det formål designede han The Bomb, Bomben. Den var en forløber for computeren, skønt den overhovedet ikke lignede de computere, vi kender i dag.

The Bomb var to meter høj og lige så bred og vejede omkring et ton. Med den fik Turing opfyldt sin gamle drøm om at kombinere abstrakt teori med en helt håndgribelig maskine. Og endda en meget temperamentsfuld en af slagsen: Den kunne give stød og klemme fingre, lække olie og gå helt i kludder, men den fungerede trods alt, og med tiden kom der flere ”bomber” til. De blev døbt Victory, Otto, Eureka og Agnus Dei. År efter år oversatte de stødt og roligt volapyktekster til forståeligt sprog og hjalp dermed de allierede til sejr.

Den tænkende maskine

Der var én kvindelig matematiker i ”jagtselskabet,” Joan Clarke. Hun og Alan Turing kom godt ud af det med hinanden og forlovede sig, mens de var på Bletchley Park. Det slog ikke Joan ud, da Alan fortalte, at han i virkeligheden var bøsse. Hun ville gerne gifte sig med ham alligevel, men han fik kolde fødder og afbrød forbindelsen, før der blev tale om bryllup.

I stedet fortsatte han sit ungkarleliv efter krigen, og i 1948 flyttede han alene ind i et hus på Adlington Road i Wimslow uden for Manchester. Indtil da havde han bare boet på kollegieværelser, og mens han arbejdede på Bletchley Park, var han indkvarteret i et lokalt gæstgiveri. Nu fik han et mere almindeligt forstadsliv. Naboerne kunne lide den stilfærdige videnskabsmand, og det kunne hans hushjælp, Mrs. Clayton, også. Han var måske lidt sær og excentrisk, men yderst sympatisk, syntes de.

Arbejdet fyldte meget i Turings liv. Han fik job på Manchester University, hvor han kunne dyrke sin store passion: Ideen om at skabe en tænkende maskine. Sammen med en af sine gamle lærere fra Cambridge, M.A.H. Newman, satte han alle kræfter ind på at gøre sine ideer til virkelighed med et nyt maskineri: Computeren The Baby. Set med nutidens øjne var den umådelig primitiv, og dog havde Turing og hans kolleger en klar fornemmelse af, at de var på vej med en revolution:

”Det her er kun en forsmag på det, som kommer og kun en skygge, af hvad det bliver til engang”, sagde Turing selv om The Baby til avisen Times i juni 1949.

”Det kan meget vel tage år, før vi kan udnytte alle mulighederne, men jeg kan ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne klare det samme som det menneskelige intellekt og i sidste ende konkurrere på lige fod, ” forudså han.

Begyndelsen til enden

Computerens store gennembrud kom ikke i Turings tid. Hans skæbne blev beseglet en januardag i 1952. Efter en biograftur mødte han den 19-årige Arnold uden for Regal Cinema i Manchester. Arnold var arbejdsløs og befandt sig i udkanten af et småkriminelt miljø. Han var ikke trækkerdreng, men hang ud med andre unge fyre, som forstod at få udnytte deres forhold til modne mænd til egen vinding.

Alan og Arnold indledte et forhold, men kort efter Arnolds første besøg, fik Turing indbrud i sit hus. Tyven slap væk med noget tøj, fiskeknive, en barbermaskine, et kompas og andre ting til en samlet værdi af ca. 50 pund.

Det måtte være Arnold eller en af hans venner, mente Turing, og som den retlinede person han var, anmeldte han tyveriet. Det skulle han aldrig have gjort. I stedet for at efterforske indbruddet sigtede politiet ham for et ulovligt homoseksuelt forhold. Han blev trukket gennem en ydmygende retssag og endte med at blive dømt til kemisk kastration med kvindelige kønshormoner, så han kunne bliver ”helbredt” for sin homoseksualitet.

”Jeg er nu havnet i noget, jeg altid har forestillet mig kunne ske, selv om jeg normalt har vurderet sandsynligheden som 10:1,” skrev Turing til en ven, mens sagen rullede.

”Jeg kommer ud på den anden side som en helt anden mand. Men hvem han er, ved jeg ikke endnu.”

De tvungne indsprøjtninger med østrogen gjorde den før så slanke og atletiske mand fed. Han fik bryster, og hormonerne påvirkede ham psykisk – måske i en sådan grad, at han til sidst selv valgte at spise det forgiftede æble.

Spekulationer i mord

Selvmord, stod der i obduktionsrapporten. Men ikke alle troede på rapporten. Turings nærmeste venner, hans mor og selv den psykiater, han gik til samtaler hos efter dommen, nægtede at tro, han virkelig havde taget sit eget liv.

Forfatteren David Leavitt, som har skrevet Turing-biografien ”The Man Who Knew Too Much,” antyder, at den britiske efterretningstjeneste måske havde en interesse i at komme af med Turing. Kodebryderne fra Bletchley Park har uden tvivl siddet inde med mange oplysninger, som Storbritannien for alt i verden ville holde hemmelige, selv efter krigen. Leavitt har dog ingen håndgribelig dokumentation for sine spekulationer. Ingen har hidtil kunnet afsløre præcist, hvad der skete den juninat i 1954, før Mrs. Clayton ankom til huset på Adlington Road for at lave morgenmad og gøre rent, som hun plejede.

Allerede på vej op mod huset fornemmer hun, at noget er galt. Lampen i soveværelset er tændt og gardinerne trukket for. Hun undrer sig, men tænker, at den distræte matematiker nok er gået sig en morgentur og bare har glemt at slukke lyset. Avisen sidder stadig i døren, hvor buddet har stukket den ind, og på trappetrinnet står mælkeflasken. Han må være gået meget tidligt.

Indenfor er der stille. Mrs. Clayton banker på soveværelsesdøren. Da hun ikke får noget svar, går hun ind, og dér ser hun, at Alan Turing ikke er ude at spadsere.

Han havde skrevet til sin ven, at han ville komme ud på den anden side af retssag og kastration som en ny mand. Det var sandt. Men den nye mand viste sig at være en død mand.

Advertisement

Forfatter Ulla Skovsbøl

I'm a journalist since twenty five years and a storyteller. Member of various networks of storytellers in Denmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: